Faldende oliepriser fører ikke til global recession

Frygten for de globale vækstudsigter har ført til en barsk start på de finansielle markeder i 2016. Der har været store fald på aktiemarkederne, og olieprisen har fortsat det styrtdyk, som satte ind i midten af 2014, hvor prisen på en tønde olie lå omkring 110 USD. Nu er prisen under 30 USD, eller det laveste niveau siden 2003.

Mens udviklingen på aktiemarkedet nok kan forklares med flosklen ’større risikoaversion hos investorerne’, mener jeg, at der er fundamentale årsager til faldet i olieprisen. Og i modsætning til faldet i olieprisen i 2008-2009, hvor det var efterspørgslen, som kollapsede, kan størstedelen af faldet i olieprisen denne gang forklares ved en markant stigning i udbuddet af olie.

Stigningen i udbuddet skyldes især en kombination af, at USA er blevet en stor producent af olie, at OPEC ikke efterlever sine produktionskvoter, at Rusland har skruet fuldt op for oliehanerne, og senest at Iran nu igen kan levere olie til verdensmarkedet, efter at handelssanktionerne mod landet er blevet ophævet.

Samtidig stiger efterspørgslen efter olie ikke i samme tempo som tidligere bl.a. som følge af aftagende vækst i Kina, men også som følge af en generel fokusering på alternative energikilder og energibesparende teknologier. Endvidere spiller servicesektoren en stadig større rolle i verdensøkonomien på bekostning af fremstillingssektoren, og den omstilling fører også et relativt lavere energiforbrug med sig. Olieintensiteten er simpelthen faldet drastisk over de seneste år.

Forstyrrer den økonomiske verdensorden
Derfor burde det egentlig ikke overraske, at olieprisen er faldet, men det er klart, at tempoet i faldet er dramatisk. Og der er ingen tvivl om, at det giver forstyrrelser i den økonomiske verdensorden.

De olieproducerende landes bytteforhold er nemlig blevet markant forværret på kort tid – hvilket er en hovedforklaring på det voldsomme fald i verdenshandlen, som kan observeres for tiden. Oliepengene mangler simpelthen i det økonomiske kredsløb. Det rammer alle de lande, der eksporterer til olieøkonomierne.

Samtidig har mange af de olieproducerende lande problemer med at finansiere deres offentlige udgifter, statsbudgetterne er baseret på en (meget) højere oliepris end den nuværende. Det risikerer at give anledning til sociale spændinger og politisk usikkerhed i de lande, som rammes hårdest.

Endelig er mange af de investeringer, som er blevet foretaget i olieindustrien over de seneste år, hvor olieprisen var høj, ikke rentable længere. Det betyder dels et stop for nye investeringer, som også rammer underleverandører og investorer, dels nedskæringer i sektoren. Det er en uheldig cocktail, som bestemt udgør en betydelig risiko for styrken i det globale opsving.

Når det er sagt er det ikke desto mindre min holdning, at olieprisfaldet vil øge den globale vækst. Det skyldes, at energiregningen bliver så meget mindre for husholdninger og virksomheder på globalt plan (og ikke mindst i de olieimporterende lande), at den øgede aktivitet som det vil føre til, overstiger de ovenfor nævnte negative effekter i de olieproducerende lande.

Det er en vurdering, som også IMF deler. I en analyse fra sommeren 2015 skønnede valutafonden således, at den halvering af olieprisen, som kunne konstateres på daværende tidspunkt, ville løfte den globale vækst med omkring ½ point i 2015-2016. (IMF 2015: Global implications of lower oil prices)

Derfor forventer jeg også, at verdensøkonomien nok skal komme på fode igen hjulpet på vej af netop den lave oliepris, som i parentes bemærket også giver lav inflation i forbrugerpriserne. Og netop den for tiden meget lave inflation forsøges jo bekæmpet af centralbanker verden over med rekordlave renter og en enorm pengeudstrømning til følge. Dét er en vitaminpille af dimensioner til verdensøkonomien i en kold tid. Vitaminer, som burde sikre, at også aktiemarkederne undgår den helt store forkølelse over vinteren.

Og helt ærligt. Har verden nogensinde oplevet en global recession som følge af fald i oliepriserne? Nej vel…