Hvem er den?

BLOGS Af

"Kan vi ikke bare blive her? Det plejer jeg". Kunstneren, som var hyret til at undervise, blev lidt paf, da det viste sig, at billedkunstlæreren aldrig afviklede sin undervisning i billedkunstlokalet. Det var for besværligt at skifte lokale, børnene skulle nødig komme for godt i gang med materialerne, der ville være for meget at rydde op og ingen tid til at gøre det i. Kunstneren insisterede. Børnene kom dén dag i billedkunstlokalet. Og heldigvis for det.

Lykkeligvis møder børn og unge engagerede og fagligt rustede undervisere i kunstneriske fag. Men spørgsmålet er, om det sker ofte nok. Skolereformens Åbne Skole lægger op til øget samarbejde med lokalmiljø og kulturliv, og der er en sand underskov af gode initiativer og entreprenante individer, som vil bringe kunsten og kulturen ind i skolen.

I går inviterede den nystiftede forening, FOKUS, til dialogmøde med Ellen Trane Nørby (V), minister for børn, undervisning og ligestilling og Bertel Haarder (V), kulturminister og kirkeminister. Emnet var børn og unges møde med kunst og kultur. Der var stor tilslutning, venteliste for deltagere og supplerende livestreaming. Deltagerne kom fra alle egne af landet.

For Ellen Trane Nørby er den Åbne Skole en substantiel del af skolereformen. For Bertel Haarder er motivationen for at sikre børn og unges adgang til kunst og kultur kort og godt: dannelse. Hvis vi holder fast i den ambition, så bliver vi også nødt til at tale om faglighed.

Ring til en ven
Hvis man skal undervise nogen i noget, så er det en god ide at vide noget om det, man underviser i. Det siges, at man skal bruge mindst 10.000 timer på at blive dygtig til noget. Aktuelt har de kreative fag ringe prioritet på lærerseminarierne. Her kan man på under 200 timer blive uddannet til et fag. 

Det vil sige, at børnene i folkeskolen eksempelvis møder en billedkunstlærer, som har meget basale færdigheder. Hvis det handler om dannelse, er det så ikke nødvendigt, at en billedkunstlærer er bekendt med Goethes farvelære, kender forskel på impressionisme og ekspressionisme og er opdateret på nyere tids kunstarter? Måske er det for meget at forlange, men det ville da være ideelt, hvis børn og unge i folkeskolen blev bekendt med konceptkunst og relationel æstetik. Det kan jo ikke være Henry Heerups skraldemodeller på tredivte år.  

Jeg ville også gerne føle mig tryg ved, at mine børn møder musiklærere og -pædagoger, som kan sætte sig ved klaveret og akkompagnere en morgensang. Men det er der ingen sikkerhed for. Fra seminarierne modtager folkeskolen musikundervisere, som måske hverken kan læse noder eller spille på guitar. Jamen altså, læreren og pædagogen skal da kunne mestre forskellige instrumenter. Ikke for at kunne lave stor kunst, men for at kunne videregive en basal musikforståelse. Musikskolerne melder om stigende frustration over, at der ikke kan etableres en ligeværdig kontakt. hvordan skal lokalmiljø og kulturliv samarbejde med folkeskolen, når grundforståelsen er så langt fra hinanden.

Det kunstneriske er sekundært
Bevares, der findes kompetente undervisere, men de er ikke uddannet i går. Og bliver de færre? Ofte rekrutteres undervisere i kunstneriske fag blandt lærere og pædagoger, som allerede er ansat på skolen i et højprioriteret grundfag. Undervisere i kunstneriske fag rekrutteres aldrig fordi det kunstneriske er deres hovedfag.

Hvis børn og unge møder en professionel kunstfaglig, så sker det, fordi der kommer en ude fra på besøg, eventuelt via den udmærkede huskunstnerordning, eller fordi klassen er på besøg hos en lokal kulturinstitution.

Det er ikke pinligt at tale om kunstnerisk faglighed
Det lyder elitært, men jeg mener ikke, at man skal skamme sig over faglighed. Heller ikke på ministerniveau bør der være berøringsangst.  

Tør man kaste bomben: hvad med akademikerne? Kandidater fra æstetiske fag kunne meget vel bruges som undervisere i dagtilbud og folkeskole såvel som gymnasiale uddannelser. Ikke bare kunsthistorikere og konservatorieuddannede, også arkitekter, designere og kandidater fra moderne kultur (teatervidenskab, dansevidenskab, litteraturvidenskab, musikvidenskab mv.).

I Finland er man ikke bange for at ansætte højtuddannede til at undervise mindreårige. Så hvorfor denne berøringsangst her til lands? 

Det kunne skyldes, at Danmarks Lærerforening nødigt lader akademikere tage arbejde fra deres medlemmer. Men status er, ifølge Ellen Trane Nørby, at der visse steder mangler kvalificerede undervisere i de kunstneriske fag. Hvis folkeskolen aktuelt er udfordret på kompetencebesætning, kunne der, med ministeriel indflydelse, være en åbning for relevante fagpersoner med videregående kunstneriske uddannelser. Vi kan ikke vente på, at den eksisterende lærer- og pædagogbemanding er opgraderet med efteruddannelse.

Og der er mange, som gerne vil ind. Rigtig, rigtig mange steder rundt om i landet står professionelle kunst- og kulturuddannede fagfolk og tripper for at blive lukket indenfor. Kan de hjælpes? Ja de kan.

Politisk vilje ja tak
Svaret kunne blandt andet være en national strategi, som i Sverige og Norge. En national strategi for børn og unges møde med kunst og kultur behøver ikke virke dræbende for initiativ og mangfoldighed. En national strategi kan handle om at formalisere eksisterende tiltag og gøre det praktisk muligt at skrue op for alle de gode ting, som faktisk er på vej. 

Flere kombinationsstillinger er også en mulighed. Kombinationsstillinger handler om, at en folkeskole deltidsansætter en person, som er kvalificeret i én kunstart. Pågældende kan så supplere op med en ansættelse i en kulturinstitution som museum, musikskole eller andet.   

Den nationale strategi kunne formuleres på statsligt niveau via relevante ministerier, hhv. Ministeriet for børn, undervisning og ligestilling, Uddannelses- og Forskningsministeriet og Kulturministeriet. Når Uddannelses- og Forskningsministeriet skal med, så skal det være for at opgradere de kreative fag på lærerseminarierne. En national strategi kunne være del af et politisk projekt om at højne dannelsesniveauet.

Hurtigt ind og hurtigt ud
Lige nu er det ujævnt. Hvem er den? Professionelle fra diverse kunstneriske fag lukkes kun ind på kortvarige besøg, hvis en særbevilling tillader det. Fastansatte seminarieuddannede, i al fald dem, som er nyuddannede, er slet ikke klædt på til opgaven. Alt for meget afhænger af lokalinitiativer og drukner i projektcirkus med kortvarige bevillinger og ringe mulighed for forankring og vidensopsamling.

Et sidste pip: Favn alle kunstarterne. Alle kunstarter vigtige. Litteratur er allerede del af danskundervisningen, som typisk kan suppleres med forfatterbesøg eller -workshops, gerne via huskunstnerordningen. Billedkunst og musik er skemasat, men der bør også være opmærksomhed på arkitektur, design, scenekunst, film og nye medier. 

Lemfældighed og manglende ambitioner
Selv de kreative fag, som er skemasat, får ikke lov til at fylde meget. Vi skylder børnene, at tage kunst og kultur alvorligt. Det er ikke nok, at sætte en lydbog på og bede dem tegne en tegning.  

Kulturstyrelsens og Kulturministeriets rådgivende organ, Børnekulturens Netværk, er nedlagt. Andre lokalfinancierede midlertidige initiativer er poppet op, her virker det særlig relevant at følge Ringe i Vandet (RiV), der udvikler praksismodeller med øje for skolens hverdag og kvaliteten af de kunst- og kulturrelaterede tilbud.  

Men hvis jeg ser mig omkring, så håndteres de kunstneriske fag generelt alt for lemfældigt og alt for uambitøst. Tager jeg fejl? Jeg håber det! Skriv gerne en kommentar herunder. 

Mere om dialogmødet her. Mødet blev indledt med en fællessang, Jeppe Aakjærs Spurven sidder stum bag kvist. Velkomst ved leder af Dansehallerne, Efva Lilja og Ebbe Høyrup på vegne af arrangørene, dvs. Kulturprinsen, Dansehallerne, Teatercentrum, Station Next og LMS – Levende Musik i Skolen. Benævnte foreninger har nyligt stiftet FOKUS – Forum for Kunst og Kultur i Skolen, et netværk af nationale formidlingsinstitutioner. Opsamling ved Ulla Voss Gjesing fra Kulturprinsen i Viborg, et eksperimenterende udviklingscenter for kultur med børn og unge. Billede: salen rømmes efter velbesøgt dialogmøde med Ellen Trane Nørby (V), minister for børn, undervisning og ligestilling og Bertel Haarder (V), kulturminister og kirkeminister, mødet fandt sted i Dansehallerne den 14. januar 2016.


 

Se flere blogs



Profil