De Beers har mistet sin glans

Det mest kendte navn i diamantbranchen må uden sidestykke være Beers – De Beers.

Virksomheden, der engang styrede hele diamantindustrien, står i en meget svær tid. Ingen havde set deres dramatiske nedtur komme.

I et halvt århundrede dominerede De Beers diamantindustrien, men de tider er forbi.  I dag har de mistet magten, og der er en følelse af hævntørst hos de sightholders (de få udvalgte, der fik lov til at købe rå diamanter), der var underlagt De Beers kartel før i tiden.

Oppenheimer familien, som blev involveret i De Beers i 1926 solgte i 2012 sine resterende 40% af virksomheden til Anglo American PLC.

Kort efter Anglo American overtog De Beers gik det hurtigt ned ad bakke. Ikke pga. De Beers, men pga. AA’s aktiviteter i anden minedrift som, jern, platin og kobber. Faktisk blev AA i 2015 det dårligst performende firma på London Stock Exchange og mistede 85% af markedsværdien.

I 2009 havde AA en markedsværdi på USD 80 milliarder mod de nuværende 6 milliarder. Med en gæld på USD 11 milliarder er de tvunget til at afskedige 85.000 medarbejdere, svarende til ca. 2/3 af deres totale medarbejderantal.

Desuagtet er De Beers det eneste lyspunkt på AA’s synkende skude, men problemet er, at De Beers tidligere kunder ikke har glemt fortidens ydmygelser,  og de udnyttede afrikanske minearbejdere. Så mens De Beers sidder ombord på AA’s synkende skude, har kunderne indtaget tilskuerpladserne, hvor de stiltiende, fra bredden, kan se dem synke langsomt.

I en årrække kontrollerede De Beers 90 % af det rå diamantmarked, og var man en af de heldige sightholders, der fik lov til at købe diamanter, blev man automatisk underlagt deres kompromisløse regler. Man var tvunget til at købe – hver gang - , man kunne aldrig forhandle om prisen, og man fik ingen kredit. Slanterne på bordet eller forsvind. Som kunde var man hunderæd for at miste muligheden for at købe diamanter de 10 gange om året, de blev udbudt. Det var fascinerende så magtfulde De Beers var, og de kunne udelukke store navne fra branchen ved at knipse med fingrene, hvis det passede dem. Og det gjorde det indimellem. Hvis de få, der blev inviteret til handelsbordet ikke makkede ret, røg de ud af klappen.

Indimellem blev det forsøgt at gøre oprør ved hjælp af underskriftindsamling fra De Beers kunder, men De Beers var for magtfulde, så det lykkedes aldrig at skabe ændrede forhold. I dag er De Beers sighholder system henlagt i historien. 85% af De Beers ejes af Anglo American PLC og 15% ejes af Botswanas regering.

Mens De Beers dårlige ry næppe er nået ud til forbrugerne i deres egne butikker, er hævnen sød hos de gamle sightholders. Man kan let spore en fryd over det tabte herredømme, og flere undgår at lægge sine ordrer hos De Beers i håb om at kvæle dem helt.

Nogle i markedet udtrykker ligefrem, at man ligger, som man har redt, og en generel oprydning i branchen er velkommen.