Skal resultatet af danskernes nej til at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning blive, at de eneste, som får det, som de vil, er det formentlig meget lille mindretal, der slet ikke vil deltage i nogen dele af det retslige samarbejde i Europa? Sådan kan det godt ende, hvis ikke vi har is i maven.
Nu da dønningerne har lagt sig efter danskernes nej til at ophæve retsforbeholdet til fordel for en tilvalgsordning, er der forhåbentlig plads til refleksion. Og til at have is i maven. Inden valgresultatet var endeligt opgjort, havde statsministeren meldt sin ankomst til frokost hos EU’s rådsformand og kommissionsformanden ugen efter. Nu skulle vi have gang i forhandlingerne om en paralelaftale om europol-samarbejdet.
Meget forventeligt fik statsministeren venligt men bestemt at vide, at det må vi tale om, men at det ikke bliver så nemt. Og i hvert fald kan vi ikke få uændret mulighed for at deltage, når vi selv har fravalgt tilvalgsordningen, der ville give os direkte adgang til at fortsætte politisamarbejdet. Men nu skal de endelige regler om Europol falde på plads, inden forhandlingerne kan gå i gang, og så er det først i 2017, at vi ryger ud. Så lad os lige tage det roligt og tænke os om.
Hvad var det egentlig, danskerne sagde nej til? Var det politisamarbejdet – nej tværtimod. Var det de andre 22 retsakter, som flertallet i Folketinget ville lade træde i kraft i Danmark, hvis vi fik en tilvalgsordning – næppe for de blev dårligt diskuteret i valgkampen. Det var nok snarere usikkerheden om hvad, et flertal i Folketinget på et senere tidspunkt kunne finde på at vælge til af nye retsakter, der bekymrede flertallet. Altså at vi ville komme ud på den berømte glidebane. Hvis det sidste er tilfældet, er det så ikke det, vi bør fokusere på i de videre overvejelser.
Det store flertal i Folketinget anbefalede at indføre en tilvalgsordning. Stort set et enigt erhvervsliv ser klare fordele i at deltage i de erhvervsorienterede dele af retssamarbejdet. Næsten haldelen af befolkningen stemte trods alt ja. Så kan det ikke være rigtigt, at det nu nærmest er tabu at diskutere, om der er en vej til at imødekomme flertallets nej på en anden måde end den dårlige løsning, det er at få en paralelaftale om politisamarbejdet og så isolere os fra alt andet retsligt samarbejde, selvom det i mange tilfælde vil være til stor gavn for virksomhederne og borgerne at være med.
Anders Samuelsen fra Liberal Alliance har foreslået en løsning, hvorefter vi indfører tilvalgsordningen og dermed opnår fuld deltagelse i Europol, samtidig med at vi kan tilvælge en række af de 22 retsakter, som der kan opnås bred enighed om; men vel at mærke således at vi med nationale regler sikrer, at der skal være enten 5/6 flertal i Folketinget eller flertal ved en folkeafstemning, før vi tilvælger nye fremtidige retsakter i fremtiden.
Jeg har set flere tage stærk afstand fra dette forslag, derunder Børsens leder. Men jeg vil gerne støtte Anders Samuelsens forslag.
Det er efter min opfattelse et klogt forslag, Liberal Alliance her har fremlagt. Det imødekommer de, som har stemt nej, fordi de frygtede, at vi ville komme ud på en glidebane med en tilvalgsordning, hvor Folketingets flertal ville indføre flere nye retsakter, end flertallet i befolkningen ønsker. Og det imødekommer langt hen ad vejen de mange, som stemte ja.
Selv deltog jeg som folketingsmedlem og EU-ordfører i forhandlingerne i foråret om den pakke, vi stemte om. Jeg stemte klart ja og var meget skuffet over det nej, der blev resultatet. Derfor synes jeg heller ikke, at Anders Samuelsens forslag er ideelt. Men det forener på en forstandig måde det, de fleste af os må kunne blive enige om. Derfor er der grund til at have is i maven og overveje, om ikke dette forslag ved nærmere eftertanke rummer kernen i det, de fleste danskere kan sige ja til måske ved en ny afstemning om et år i god tid, inden vi ellers ryger ud af politisamarbejdet i 2017.
Få Lars indlæg 
