Er dansk økonomi til guld?

Vi kender dem. Overskrifterne der i en årrække med meget jævne mellemrum hopper op og fortæller, hvor dygtige vi er. Det kunne f.eks. være ”supermodellen” og ”guld til dansk økonomi”. De henviser ofte til, at en organisation udnævner Danmark til at være tæt på verdensmestre i konkurrenceevne. Spørgsmålet er, om det er rigtigt, og om historierne ikke blot medvirker til, at vi hopper vækst-reformerne over. For hvorfor reformere en ”supermodel”?

Det er i hvert fald slående, at der en enorm kontrast mellem Danmarks placering på diverse konkurrenceevneranglister og vores økonomiske præstationer i den seneste 10 årsperiode 1997-2007. Ud af 30 lande i OECD har vi haft den 4. laveste økonomiske vækst (målt ved realvæksten i BNP). Vi er i stand til at slå kriseøkonomier som Italien, Tyskland og Japan, men så stopper det også. Det har betydet, at vores velstand i perioden er faldet relativt til andre lande. Vi er således gået fra at være det 6. rigeste land til at være det 11. rigeste land (målt som BNP pr. capita) i OECD. Jeg tror de fleste instinktivt vil betegne 1997-2007 som en periode, hvor vi har klaret os bedre end de andre. Måske på grund af de mange ”guld til dansk økonomi” og den lave ledighed. Men den økonomiske bundlinie maler et noget anderledes billede.

Nogle vil måske indvende, at det er en bagudrettet opgørelse. Tingene ser meget bedre ud fremadrettet (det burde jo være konsekvensen af verdens bedste konkurrenceevne). Tjah, ser vi på OECDs seneste mellemfristede fremskrivning til 2014, så ligger ”supermodellen” på en delt sidsteplads (ja sidsteplads ud af 30 lande). Årsagen er, at mangel på hænder og hjerner bremser for, at vi kan vokse så hurtigt som alle andre lande. Muligvis kan finanskrisen sløre dette billede, men uanset det, er de underliggende vækstudsigter for Danmark meget pauvre.

Det er ikke mit sigte at tale dansk økonomi ned i et sort hul. Tværtimod er mit sigte at styrke den politiske reformvilje. En lang række forhold ligger faktisk grunden til, at vi i fremtiden kan blive en vinder-nation. Vi har f.eks. en relativ god håndhævelse af den private ejendomsret, et fleksibelt arbejdsmarked og en tradition for frihandel. Det er et godt udgangspunkt, men det er slet ikke nok til, at vi i fremtiden bliver en af verdens mest velstående nationer. Krisen bør derfor bruges på at forberede og gennemføre en lang række reformer, der kan geare dansk økonomi til høj og vedvarende økonomisk vækst.

Den gode nyhed er, at potentialet er stort. Her tænker jeg bl.a. på de 1,9 millioner danskere, der er på overførselsindkomst. Mange af disse mennesker skal i arbejde, hvilket kræver reformer af bl.a. dagpenge, efterløn og folkepension. Herudover hæmmes danskernes arbejdslyst og produktivitet fortsat af en høj marginalskat, der efter Forårspakken udgør 56 pct. (67 pct. når afgifter indregnes). Topskatten bør fjernes, og det vil faktisk sende marginalskatten ned på 42 pct. og dermed under niveauet i USA, England og Schweiz. Rammebetingelserne for danske virksomheder skal derudover forbedres ved en markant sænkelse af selskabsskatten. Dette er nogle eksempler på forslag, der kan løfte den danske vækst fra OECD-slæbesporet. Og bidrage til at man med rette kan skrive ”Guld til dansk økonomi”.