En eklatant mangel på refleksion

I denne uge besluttede Storbritannien under stor fanfare, at det var på tide at sende fly afsted for at bombe IS i Syrien. Den britiske presse dækkede intenst begivenheden, og flere aviser erklærede begejstret på deres forside, at nu var krigen mod IS startet. Der er noget mærkeligt u-reflekterende og irriterende dum-snak over både den slags politik og ligeså den slags forside-journalistik og retorik.   
Den vestlige koalitions optrapning af bombningen af IS bliver i medierne beskrevet som en succes. Det er der måske ikke noget overraskende i som sådan. Politikerne har brug for at retfærdiggøre deres politiske beslutninger. Og når den vestlige koalition har den totale udryddelse af IS som erklæret mål, må der nødvendigvis serveres en vis portion af succes på avisernes forside. Men at bombe IS – som eneste bekæmpelsesmiddel - er om noget et udtryk for et særdeles mangelfuldt indblik i den komplekse situation Syrien og hele regionen befinder sig. At bombe IS svarer til at ville bombe et begreb, et koncept. IS eksisterer ene og alene i kraft af det tomrum, der opstod i Irak efter statens sammenbrud, og i Syrien efter borgerkrigens udbrud. Når stater bryder sammen, opstår der et politisk tomrum, som udnyttes af pengestærke grupper som IS.  

Den seneste uges meldinger fra Libyen synes lige præcis at bekræfte denne tendens: Flere og flere IS soldater strømmer ind i Libyen efter de britiske, russiske og franske bombninger af Raqqa i Syrien. Med andre ord; Libyen er blevet et nyt tilholdssted for IS siden starten af 2015. Og hvorfor så det? Libyen er, ligesom Irak og Syrien, en stat ramt af totalt sammenbrud, som pudsigt nok skete i 2011 da den vestlige koalition med FN´s sikkerhedsråd i ryggen besluttede sig for at tæppebombe landet og fjerne Gaddafi fra magten.

Så mens vi bomber Syrien – og skaber endnu flere flygtningestrømme – har IS tilstrækkelig ro og fred til at opbygge deres nye base i Libyen. I sidste uge kom det frem, at IS har erobret en flybase i Libyen, hvor de træner selvmordspiloter i fly simulatorer. Angiveligt med henblik på at sende disse selvmordsfly mod større europæiske byer. Denne situation er langt mere farlig for Europa end med IS i Syrien. Hvorfor er der ingen mediedækning af denne potentielt sprængfarlige situation for Europa? Kan det tænkes, at ingen vestlige politikere ønsker at tale om den eklatante fiasko man fik skabt i Libyen? Nu er det jo ikke ligefrem en hemmelighed, at Libyen var et fejlskud af dimensioner, men der er tilsyneladende ikke noget behov for selv-reflektering hos politikerne. Og tilsyneladende heller ikke noget behov hos journaliststanden for at holde politikerne ansvarlige for deres tidligere katastrofale beslutninger. Hvorfor er der ingen medier, der kritisk forholder sig til Vestens militære strategier i Mellemøsten? I stedet har journaliststanden blot reduceret sig selv til en passiv skødehund for politikere og deres dagsorden. Med en manglende reflektering over tidligere tiders fejltagelser, og ingen presse til at stille kritiske spørgsmål og holde politikerne ansvarligere herfor, fortsætter vi blot i samme ensporede militære strategi som hidtil.

Det er da tankevækkende, at man fra Vesten ikke kan komme op med andet svar end bombninger af en fjende, når nu tidligere tiders militære indsats viser, at en sådan indsats i sig selv aldrig kan være nok.

Kunsten er såmænd ikke at smide bomber, men at sørge for at der ikke opstår politisk tomrum, når den sidste bombe er smidt. Det har vi i Vesten tydeligvis ikke lært endnu.