Hvem er lobbyist?

Efter TV2’s dokumentarfilm om lobbyisme onsdag er det store spørgsmål, om vi skal have regler om lobbyisme. En række lande har indført et register over lobbyister og deres kontakt med politikerne. Nogle har fulgt op med etiske retningslinjer for lobbyisme.

Som politisk rådgiver arbejder jeg selv med lobbyisme og er kun interesseret i, at området bliver belyst og er gennemsigtigt. Derfor har jeg intet imod en registrering af lobbyister, men vil gerne advare mod at tro, at det i sig selv vil gøre den store forskel.

Lobbyisme handler om at søge indflydelse på politiske og forvaltningsmæssige beslutninger for at varetage interesser eller synspunkter. Det er en klassisk disciplin, der sker på alle mulige måder. Og det er til gavn for beslutningerne og i sidste ende for demokratiet, at det finder sted. Politikere og forvaltningen har brug for henvendelser, der kan kvalificere beslutningerne, gøre opmærksom på problemer eller forbedre et lovforslag. Deterfx nyttigt, at gode forslag til administrative forenklinger, der kan lette vilkårene for virksomheder og bidrage til flere arbejdspladser, kommer frem.

Lobbyister er imidlertid vanskelige at afgrænse. De findes selvfølgelig i de bureauer, der – som mit eget – beskæftiger sig professionelt med ”public affairs”; ofte i et produktivt samspil med ”public relations”. Men de findes også i erhvervsorganisationer som Dansk Industri og Dansk Erhverv, i fagbevægelsens organisationer og i humanitære organisationer og andre NGO’er.

Man er vel også lobbyist, hvis man som virksomhedsleder selv møder op hos et folketingsmedlem eller i et folketingsudvalg? Eller hvad med de, som forsøger at påvirke en politiker, når man alligevel ser hende eller ham i det lokale supermarked eller langs sidelinjen til en fodboldkamp?

Skal den tilfældige samtale noteres, hvis der er tale om en registreret lobbyist? Og skal samtaler med interesseorganisationer eller virksomhedsledere registreres? Den slags demonstrerer, at selvom man laver et register, så vil der være masser af påvirkning, der ikke registreres. Og hvis nogen virkelig vil forsøge at påvirke en politiker eller en embedsmand på en dubiøs måde (måske ligefrem ulovligt), så vil de selvfølgelig søge at holde det hemmeligt.

Vi har naturligvis etiske retningslinjer, vi skal efterleve. Når vi agerer som lobbyister i forhold til beslutningstagerne, skal det være gennemsigtigt og åbent, hvilke interesser, vi repræsenterer. Og modydelser skal naturligvis være helt og aldeles udelukket.

Som politisk rådgiver har jeg i øvrigt ingen intention om kun at fungere som lobbyist. Ofte er det bedre, at den virksomhed eller organisation, jeg rådgiver, bliver rustet til selv at møde op hos politikeren eller embedsmanden. Er jeg med til mødet, vil det ikke være for at føre ordet. Og politisk rådgivning drejer sig lige så ofte om løbende at drøfte nye lovinitiativer og samfundstendenser med virksomhedens ledelse, så den bliver bedre til at justere forretningen i forhold til udviklingen.

Det afgørende er, hvordan lobbyismen bliver udøvet. Lobbyister i hele spektret skal ”efterleve love, regler og normer” – som det hedder i vores branches etiske regler. Udråbstegn!