At råbe om hjælp

authorimage
BLOGS
Af: Yasmin Abdel-Hak
20. nov 2015

Da Hasna Aitboulahcen i går døde i en lejlighed i Paris, var det under ganske dramatiske omstændigheder. Det er uklart, hvorvidt hun detonerede selvmordsvesten selv, eller om den blev aktiveret af politiets beskydning. Men man ved dog, at inden hun døde, råbte hun flere gange om hjælp. Hvorfor? Havde hun fortrudt, at hun angiveligt havde deltaget i massakren og nedslagtningen af 89 uskyldige mennesker i Bataclan? Hvad var det hun ville have hjælp til? Kan det tænkes, at hun lige dér, i dét øjeblik med hundredevis af politifolk udenfor sin dør, var oprigtigt bange? Bange for sit liv? For at dø? Måske. Måske ikke. Men nu er hun død. Hendes hoved blev blæst af og landede på gaden. Sikken en mærkværdig afslutning på et liv.

Lad mig understrege meget kraftigt; dette er ikke øllebrødsbarmhjertighed jeg er ude i overhovedet. Men det er tragisk for os alle, som samfund, som uskyldige medborgere, når andre medborgere vælger at blive radikaliseret i en sådan grad, at det er i orden at gå ud og meje 129 mennesker ned.

Jeg vil sådan set helst være fri for at være i samme båd med den slags mennesker. Derfor bliver vi også nødt til at udvikle mekanismer, der hindrer dannelsen af radikalisering som fænomen.

Hasna Aitboulahcen havde i flere år udtrykt sin sympati for IS på Facebook. Man behøver næppe at være den hurtigste knallert på molen for at læse hendes opslag som et behov for opmærksomhed. Hvis man insisterer på at være såkaldt jihadist, er det vel næppe noget man ligefrem reklamerer med i opslag? Medmindre det skal tages som en stående invitation for efterretningstjenester til at rette opmærksomheden mod en? Hun var rent faktisk under observation af efterretningstjenesten. Ligesom mange andre unge jihadister, der proklamerer deres sympati for IS og deres rædselsregime. Hvorfor offentliggøre det? Er det ikke lidt som at byde op til dans, at lege katten efter musen? Formentligt. Men på et ubevidst plan, også et råb om opmærksomhed. At være noget. At være en trussel mod den franske stat, er trods alt en slags identitet. Det er mere og bedre end slet ikke at være noget. Det er bedre end at være rodløs. Og man finder i den identitet et fællesskab med andre ligesindede. Fællestræk for de pågældende terrorister i denne og andre tilsvarende massakre, er at de alle forud for deres tilknytning til IS har kæmpet med deres identitet og rodløshed, en opvækst uden indhold, uden tilknytning til det samfund de var vokset op i.  

Den franske efterretningstjeneste kendte både Hasna Aitboulahcen og de fleste af de andre terrorister. At dette ikke var nok til at forhindre massakren er en helt anden snak, om manglende ressourcer og samarbejde mellem efterretningstjenester på tværs af nationale grænser.  

Den yngste i gruppen af terrorister var 20-årige Bilal Hadfi, der blev afvist ved indgangen til Stade de France. Han blev angiveligt så befippet over afvisningen ved indgangen, at han sprængte sig selv i luften ude på gaden, lykkeligvis uden at ramme andre. Selv i døden var han et fjols, der ikke engang kunne finde ud af at sprede død og skræk, som formentligt var hans hensigt. En mislykket selvmordsbomber. Kan det blive mere ynkeligt. I den ideelle verden skulle han i stedet have været i skole den dag, travlt optaget af sin uddannelse, sin sport, sine venner, den forestående weekend, og de muligheder han kunne have skabt for sig selv i fremtiden.

Der er dybt tragisk når unge mennesker bliver radikaliseret. Et uendeligt spild af liv. Et tab af muligheder for et liv, der skulle være levet. Det er tragisk for dem selv, og ikke mindst for de af os, der bliver ramt af deres kugler.

Det er forståeligt nok, at Frankrig svarer igen med bombninger mod IS. Så længe man bare er bevidst om, at det lige præcis er det IS ønsker. Jo flere bombninger mod dem, jo flere unge tilhængere kan de formå at tiltrække fra Europa. Som marionetdukker danser Vesten efter IS´s drejebog i øjeblikket. Den virkelige krigsstrategi ligger ikke - alene – i militære muskler, men først og fremmest i at hindre flere unge identitets- og rodløse mennesker i at blive hjernevasket og rekrutteret til IS, fordi de synes det er et bedre alternativ til et liv, de ikke selv kan finde rundt i. Den kamp ligger ikke Syrien, men indenfor vores egne grænser.

  

Profil
Yasmin Abdel-Hak authorimage Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og mellemøstlige forhold. Hun har i mange år arbejdet med menneskerettighedskrænkelser i Mellemøsten. Yasmin er endvidere stud.mag. i mellemøststudier. Her på bloggen skriver hun om politik, økonomi og menneskerettigheder i Mellemøsten. Om Danmarks rolle i forhold til regionen. Om mediernes rolle og den politiske diskurs i forhold til området.
Tidligere bloggere på borsen.dk