Regeringens forretningsmodel for uddannelsesdanmark bør tænkes om

Mens uddannelsesdanmark skal spare, har de studerende udsigt til en høj og stabil SU. Den forretningsmodel er uholdbar, så vi bør have en debat om, hvordan vi bedst muligt kan flytte penge fra SU og investere dem i bedre uddannelseskvalitet, som kan sikre høj velstand og nye arbejdspladser i Danmark.

Med vedtagelsen af finansloven for 2016 lægger regeringen og dens flertal bag finansloven op til en ny og mere økonomisk stram virkelighed for landets mange uddannelsesinstitutioner. Regeringen har i debatten henholdt sig til, at uddannelserne har været friholdt for besparelser i årevis, og at Danmark er det land i OECD, der bruger allerflest penge på uddannelse. Her er det værd at huske på, at de relativt høje udgifter til SU i høj grad er med til at forklare Danmarks flotte placering på OECD ranglisten, da de tæller med i regnestykket. I uddannelsesdanmark henviser universiteterne til, at de har fået faldende tilskud per studerende gennem de senere år, mens erhvervsskoler og professionshøjskolerne også mener, at der nu skæres ind i benet på uddannelserne.

Vi bruger pengene på det forkerte

For mig er der ingen tvivl om, at den nye sparevirkelighed på uddannelsesområdet på længere sigt kan blive et problem for Danmark. Og jeg er heller ikke i tvivl om, at regeringen bør se nærmere på, hvordan vi får skabt en forretningsmodel for uddannelsesdanmark, hvor der er råd og overskud til at investere i uddannelseskvaliteten, så vi hele tiden har en høj uddannelseskvalitet samt nytænkende og udfordrende læringsmiljøer, som skaber nysgerrige og dygtige studerende.

Danmark har et generøst SU-system, hvilket ikke er et problem i sig selv. Men når udgifterne til SU til fx de studerende på universiteterne efterhånden overstiger de penge, vi bruger på selve uddannelseskvaliteten på universiteterne, så mener jeg ikke, at vi prioriterer klogt. I mine øjne er der brug for at komme i gang med en debat om balancen mellem SU på den ene side og reelle uddannelsesinvesteringer på den anden, som munder ud i, at vi får en mere holdbar og progressiv forretningsmodel.

Omlæg SU til lån og få mere effektive studerende

Den danske debat om SU´en er ikke ny. Tidligere har der været forslag fremme om at fjerne det 6. SU-år, fjerne SU´en på kandidatuddannelserne samt i juli måned, hvor de studerende holder sommerferie. Senest foreslog professor Niels Bjørn-Andersen fra CBS, at skære 2 procent i SU´en, hvilket ifølge professoren er nok til at undgå de 2 procents besparelser, som vedtages med finansloven. En anden vej at gå vil være ændre SU-systemet, så de studerende ikke længere bare får SU, men i stedet skal låne hele deres SU. Det gjorde man i Norge i 2002, hvorefter den studerende så hvert år kan få eftergivet op til 40 procent af lånet, hvis hun eller han opnår et givet antal studiepoint. Resultatet har ikke bare været færre statslige udgifter til SU. Omlægningen til lån har også, ifølge en uafhængig evaluering fra det norske PROBA samfunnsanalyse, betydet, at andelen af studerende, som afslutter deres bacheloruddannelse inden for 3 år, er steget fra 61 procent til 68 procent.

Høj SU ikke sig selv garant for social mobilitet

Tal fra OECD viser, at danske unge, som har forældre der har læst en mellemlang eller lang videregående uddannelse på fx universitet eller på en professionshøjskole, har tre gange så stor chance for også at ende med en mellemlang eller lang videregående uddannelse sammenlignet med unge, hvis forældre kun har grundskolen som uddannelse. I Norge er det samme tal kun 2. Forældrenes uddannelsesbaggrund betyder altså mere i Danmark end i Norge og også de øvrige nordiske nabolande. Og ifølge evalueringen fra PROBA var der i Norge efter reformen mindre ulighed i adgangen til at få en videregående uddannelse. Andre undersøgelser viser, at chancen for at tage en lang videregående uddannelse er 9 gange højere for unge med universitetsuddannede forældre end for unge med ufaglærte forældre.

Den danske SU er lidt en hellig ko i den danske uddannelsesdebat. Og det er jo også logisk at tænke, at SU´en ville skabe chancelighed i vores uddannelsessystem. Men skal vi have chancelighed – og det skal vi bestemt tilstræbe – så må vi sætte ind tidligere. SU er ikke i sig selv garant for lighed. Derfor vil jeg opfordre regeringen til at komme i gang med at reformere SU-systemet, så vi får bedre råd til at investere i vores uddannelsessystem, som vi jo er enige om er med til at skabe velstand og arbejdspladser i Danmark.