Registrering af myndighedens aktiviteter

I den offentlige debat om danske myndigheder, fokuserer man i stigende grad på, hvordan opgaver løses. Væk er de tider, hvor folketinget gav myndigheden lov til noget, og myndigheden derefter bare gik til værks. Nu vil vi også vide, hvordan myndigheden går til værks, og dette kræves dokumenteret.

Det er altid på sin plads, at debattere det offentliges rolle, omfang og beføjelser i samfundet, og skal samfundet tilmed blive ved med at være frit, må det offentlige også turde lægge sine procedurer og andre relevante informationer frem.

Interessen samler sig typisk om de muligheder, myndigheden har for at gøre noget, der af den ene eller anden årsag er eller kan opfattes som indgribende i borgerens eller virksomhedens private affærer. Det kunne fx i form af til overvågning, som led i forebyggelse af vold eller terrorisme, eller måske skatteunddragelse.

For nyligt bad folketingets retsudvalg justitsministeren om at fortælle, hvor mange gange politiet havde foretaget hemmelige ransagninger.

En hemmelig ransagning er en ransagning af fx en lejlighed, som politiet foretager ad en eller flere omgange, uden at fortælle om det. Hjemlen for det er retsplejelovens § 799, og jeg skal for god ordens skyld sige, at det kræver en dommerkendelse. Ved en normal ransagning, skal personen med rådighed over lejligheden gøres bekendt med, at ransagningen foretages og han har ret til at se retskendelsen og overvære handlingen.

Spørgsmålet blev stillet den 21. august 2015 af Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance og lød i al sin enkelthed på:

”Vil ministeren oplyse, hvor mange gange der er foretaget hemmelige ransagninger i henhold til retsplejelovens § 799 i 2012, 2013 og 2014?”

Justitsministeren svarede ad to omgange.

Den 17. september 2015 oplyste han – med henvisning til en udtalelse fra Rigsadvokaten – at kendelser om hemmelige ransagninger ikke blev registreret særskilt i politiets sagsbehandlingssystem, og at det ville forudsætte en ”omfattende og ressourcekrævende manuel gennemgang” af en lang række konkrete straffesager for at finde frem til tallene. En sådan gennemgang ønskede man ikke at foretage, og kunne derfor ikke indlevere et præcist svar.

I stedet skønnede man de enkelte politikredse har gjort brug af muligheden for hemmelige ransagninger op til ca 180 gange i perioden, men at man i politiets særlige ”task forces” har brugt muligheden i et noget større omfang (ca 1.500 gange), heraf ca. 1.200 i ”Task Force Øst”.

Den 9. november 2015 supplerede Justitsministeren sit første svar med en berigtigelse af svaret af 17. september.

I lyset af det forholdsvis høje antal hemmelige ransagninger i Task Force Øst oplyste man, at man havde foretaget en manuel gennemgang og at denne havde vist, at antallet i virkeligheden var blot 245 hemmelige ransagninger mellem 2012 og 2014.

Fejlskønnet tilskrive bl.a. at man i Københavns Politi, hvor Task Force Øst hører under, havde skønnet, at der var blevet foretaget flere gentagende ransagninger på den samme kendelse, end egentlig var tilfældet.

Hertil siger Justitsministeren så: ”Jeg har på den baggrund anmodet Rigsadvokaten om at undersøge mulighederne for at sikre, at der fremadrettet sker registrering af dels antallet af indhentede kendelser om hemmelige ransagninger, dels af antallet af faktisk foretagne hemmelige ransagninger.”

Det vigtige her er, at ministeren beder sin myndighed om at foretage en registrering. Bravo.

Vi har tidligere set folketingsmedlemmer spørge ind til, hvor mange gange skattevæsnet brugte sin hjemmel til at betræde privat grund uden retskendelse, i indsatsen mod typisk sort arbejde i weekenden.

Der er intet urimeligt i for folketingsmedlemmer – eller andre – at stille spørgsmål af den her karakter, og der er intet frygteligt for myndigheden ved at svare. Og der er ingen grund til at tro, at spørgsmål som disse vil holde op. Derfor må det også ligge naturligt for, når myndigheden tilrettelægger udførelsen af sine opgaver, at man sikrer, at der sker en korrekt registrering af de handlinger, der kræver en dommerkendelse, herunder handlinger, hvor dommerkendelseskravet er fraveget ved lov. Men det kræver måske en vis tilvænning, og måske endda tilpasning af sagsbehandlingssystemer og arbejdsgange. I sidste ende, er det jo nok det hele værd.