Kringsat af fjender

En ven mindede mig i dag om disse smukke – og sørgeligt aktuelle – ord af Nordahl Grieg fra 1936:

Kringsat af fjender, gå
ind i den tid!
Under en blodig storm -
vi dig til strid!
Kanske du spør' i angst,
udækket, åben:
Hvad skal jeg kæmpe med,
hvad er mit våben?

Her er dit værn mod vold,
her er dit sværd:
troen på livet vort,
menneskets værd.
For al vor fremtids skyld,
søg det og dyrk det,
dø om du må - men:
øg det og styrk det!

Stilt går granaternes
glidende bånd.
Stands deres drift mod død,
stands dem med ånd!
Krig er foragt for liv.
Fred er at skabe.
Kast dine kræfter ind:
døden skal tabe!

Om end det forekommer fristende at ty til en militær intervention mod IS eller mod Syrien tror jeg ikke på krig som en løsning. Kan man bekæmpe krig mod krig? Nogle gange, men ikke altid. Og formentlig slet ikke når fjenden ligefrem byder op til dans. Angrebene i Paris i går kan næsten ikke tolkes på anden vis end at IS ønsker en konfrontation med Vesten. Jeg ved ikke hvad løsningen må være. Men den gængse retorik fra den vestlige verdens ledere er blot en gentagelse af deres ord og fordømmelse fra tidligere terrorangreb. Der er ikke noget nyt der. Måske man skulle overveje at gribe tingene lidt anderledes an? Den hidtidige tilgang til dette scenarie med ondskab har jo tydeligvis ikke hjulpet eller ændret verdenens gang.  

Der er noget uendeligt smukt over Griegs valgte ord om at kaste kræfter ind, fordi døden skal tabe. At insistere på, at døden skal tabe.  

Når vi i dag sørger og mindes de 125 dræbte i Paris i går, og prøver at forstå en ondskab udover vores fatteevne, håber jeg, at man også vil mindes de lige så uskyldige 43 mennesker, der blev dræbt i Beirut i forgårs. De 95 mennesker, der blev dræbt ved en fredsmarch i Ankara i oktober. De 224 russiske feriegæster, hvis fly blev beskudt og dræbte alle ombordværende på vej hjem fra Ægypten for 15 dage siden. De mindst 220.000 dræbte i borgerkrigen i Syrien.     
Æret være deres minde.