ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Blitz-scaling – når løbet er kørt for dansk design

authorimage
BLOGS
Af: Tim Vang
13. november 2015

Vi har alle fået tudet ørerne fulde af, at vi lever i en tid med eksponentielle virksomheder i eksponentielle markeder. Men forstår vi egentlig, hvad det betyder, når det handler om at bygge en virksomhed?

Vi har talt og talt om skalering. Med det mener vi nok digitalisering - fordi det i vores hoveder er den eneste måde at kunne skalere eksponentielt. Vi forestiller os, at det handler om at få lavet en app, som ingen andre har bygget endnu, som man så kan sælge en million gange til mellem 8 og 25 kroner på blot få måneder. Ofte har man antaget at det at være first mover var en afgørende faktor for at bygge en succesfuld virksomhed – jeg mener at denne opfattelse skal ændre sig til at blive first scaler. Med andre ord; blitz scaling.

Men blitz-scaling - at skalere lynhurtigt - handler faktisk om at have et mindset for at kunne skabe en hel virksomhed, der kan skalere på en helt anden skala end vi er vant til. På medarbejdere, kunder og omsætning. De klassiske forretningstermer, og ikke kun de digitale. Man taler i Silicon Valley om Unicorns, startups der overstiger en værdiansættelse på en milliard dollars. Et nyt ord er endda opstået; Decacorns som bliver brugt til startups der overstiger en værdiansættelse på over 10 milliarder dollars (Airbnb, Dropbox, Pinterest, Snapchat, Uber og WhatsApp). Bliver Cencorns det næste?

Den korte version af blitz-scaling er at ramme markedet og udmanøvrere konkurrencen meget hurtigt. For at kunne gøre det, skal man kunne vokse organisatorisk fra kældervirksomheder til koncernstørrelse, men uden at miste den agile arbejdsform og den flade struktur, der kendetegner de dygtige startups.

Det handler med andre ord om ikke at falde i fælden, og gøre som vi altid har gjort når vi bygger organisationer. Skabe siloer og bureaukrati. Det kræver, at man tør og kan se en global virksomhed for sig, der kan genopfinde sig selv i iterative faser adskillige gange henover et år. Mod, mindset og et køligt overblik er nøgleord her.

Det interessante er, at vi ikke ser meget blitz-scaling i Danmark! Hvor er vores Uber? Vores Spotify? Vi får at vide at vi er blandt toppen i verden når det drejer sig om erhvervsklima, men sat lidt på spidsen så er det tilsyneladende blevet en sovepude. Vi er såmænd meget tilfredse med os selv, og alle kender nogen, der har haft lidt eller moderat succes med en tech startup. Men hvor er de danske game changers?

Jeg tror, at vi mangler mod og mindset. Måske er det den danske design-arv der gør, at vi kun tør gå til markedet med noget der har så smuk en finish som B&O eller Noma. Jeg savner noget røv i bukserne, hvem tør gå ud på markedet med et piv-kommercielt produkt, der ikke er nordisk design eller redder verden?

Bør vi kalde det scaleups fremfor startups?

Profil
Tim Vang authorimage Tim Vang rådgiver virksomheder om at navigere i et disruptet marked, hvor deleøkonomi, digitalisering og en metatrend mod radikal transparens trækker tæppet væk under de traditionelle forretningsmodeller.

Der er behov for nye idéer, der kommer langt hurtigere ud i markedet, hvis industrigiganterne skal overleve og være med til at sætte nye standarder i en omskiftelig verden.

Tim Vang blogger med afsæt i konkrete eksempler fra danske virksomheder og trækker den til tider flyvske debat om deleøkonomi og disruption ned på et konkret niveau, der anviser løsninger frem for nye buzzwords.

Tim Vang er udover sit virke i preeto en meget brugt foredragsholder.

Tidligere bloggere på borsen.dk