ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Build-a-baby: Starten på homo superior?

authorimage
BLOGS
Af: Imran Rashid
12. november 2015

CRISPR-Cas9.

Bid mærke i denne lille forkortelse. Med stor sandsynlighed bliver det nemlig et af de begreber, der vil få størst indflydelse på menneskehedens evolution formentlig allerede indenfor det næste årti.

CRISPR-Cas9 er navnet på et genteknologisk værktøj, der oprindeligt blev identificeret for ca. 3 år siden som en del af mange almindeligt forekommende bakteriers immunforsvar. Her hjælper systemet bakterien med at opnå en slags såkaldt erhvervet immunitet, ved at genkende og udklippe særlige genetiske sekvenser fra fremmede organismer, som bakterien herved immuniseres mod.

Metoden blev i 2013 beskrevet som en af de mest lovende genteknologier og er sidenhen med stormskridt blevet videreudviklet og taget i anvendelse af forskere verden over som en ekstremt fleksibel, billig og præcis metode, der tillader redigering af gener. Dvs. muligheden for at forandre de strukturer, der definerer alt i en menneskekrop, lige fra ens hår- og øjenfarve, risikoen for udvikling af diabetes, cancer, ja sågar en solskinsudløst nyserefleks har man fundet en genetisk sammenhæng med.

Fra mit eget tidligere virke som praktiserende læge har jeg ikke sjældent siddet overfor patienter og forklaret sammenhængen mellem gener og livsstil som, at generne populært sagt var de kort, man havde fået tildelt fra naturens hånd, mens livsstilen var måden, hvorpå man spillede sine kort. Underforstået, at generne var en grundforudsætning, som man ikke kunne ændre på og at langt de største helbredsfremmende effekter kun kunne opnås via livsstilsændringer. Altså indtil nu.

CRISPR-Cas9 har over det seneste år fundet anvendelse til stadigt flere formål, der skridt for skridt har nærmet sig et af de mest kontroversielle points of no return for evolutionen: den dag, et levedygtigt menneskefoster modificeres med specifikke formål for øje. En dag, der faktisk lader til at være tættere på, end man tror:  i april måned 2015 berettede Nature om at kinesiske forskere havde genmodificeret menneskefostre. Ganske vist forsøgte kineserne at forsvare sig med, at der ikke var tale om levedygtige menneskefostre, men en usynlig grænse var alligevel overskredet og en voldsom debat rejste sig kølvandet på kinesernes forsøg.  

Mulighederne såvel som faldgruberne ved at kunne redigere i menneskets genom lige så nemt som at redigere i et Word-dokument er åbenlyse:  For hvor går fx grænsen mellem at ønske sig et drømmebarn og så rent faktisk at kunne designe det lige så nemt som en Build-A-Bear-dukke? Et smukt barn med en tårnhøj intelligens, der samtidig har minimal risiko for cancer og andre detekterbare genetiske sygdomme? Mon ikke man vil kunne finde et marked for dette samt firmaer og forskere, der er villige til at udnytte det?

På den anden side kommer vi med denne form for skaberkraft tættere på at kunne udrydde sygdomme, som hidtil har været anset for uhelbredelige. Således annoncerede et firma i sidste uge, at de med CRISPR-Cas9 metoden forventer at starte forsøg med mennesker i 2017, hvor man vil udtage stamceller med gendefekter, reparere dem og indsætte dem på ny.

Hvis dette og andre kommende forsøg falder heldigt ud, så vil det være de første spæde skridt på vejen mod ting som evigt liv, overmenneskelige kræfter, superintelligens og meget andet.

Velkommen til fremtiden – og mit første blogindlæg her på Børsen.

 

Imran Rashid

Profil
Imran Rashid authorimage Imran Rashid (f. 1977) er speciallæge i almen medicin og innovationschef på Aleris-Hamlet Hospitaler. Ved siden af sin lægegerning har han haft succes som iværksætter med flere sundhedsapps.

Sammen med Aleris-Hamlet Hospitaler står han bl.a. bag den videobaserede lægetjeneste Videodoktor.dk samt flere andre innovative sundhedsprodukter. Imran Rashid sidder desuden i It-branchens sundhedsudvalg og regnes for en af de mest innovative iværksætterlæger i Danmark pga. sin indsigt i såvel faglige problemer som tekniske løsninger.

Han benyttes flittigt som foredragsholder og speaker ved sundhedskonferencer og paneldebatter i ind- og udland. Her på bloggen skriver Imran Rashid primært om fremtidens løsninger til nutidens udfordringer i sundhedsvæsenet.


Linkedin

Tidligere bloggere på borsen.dk