Vi har ikke lært at fejle

I skolen lærer vi, at vi får en meget høj karakter, hvis der er nul fejl i opgaven. Som voksne kan vi være uheldige at ramme en virksomhed med en meget stærk nulfejlskultur, og så er vores skæbne beseglet. Vi lærer aldrig at fejle, og vi har ikke tillært os en kultur, hvor man også må eksperimentere, når det handler om forretning. Det er nærmest kun noget, der hører kunsten til.

I disse dage arbejder jeg med Sølvgades Skole. Vi har en projekt i udskolingen, der handler om innovation og entreprenørskab. De unge mennesker arbejder med deres ideer, og det første jeg siger til dem er, at de skal forvente at fejle - igen og igen. De skal lære af det hver gang, indtil den er der. Om de så skal fejle 100 gange.

Jeg er også en stor fortaler for, at det at fejle ikke er en fiasko. Jeg ser det som en metode - og den metode er validering. I pretotyping arbejder man med forskellige "pretend"-metoder. Dvs. at man lader som om, at man har et produkt en landingpage, en annonce og alle andre elementer rundt om produktet.

Når man på den måde slipper sin idé løs i den virkelige verden - og ikke fortæller folk at de er med i en test - så sker der noget!

Man finder ud af, om ens idé var så god som man nu troede. Og da vi ved, at minimum 80 pct.af alle nye ideer fejler, så er det sandsynligt, at den ikke er. Så derfor skal vi fejle - og lære. Og gøre tingene om og om igen.

Jeg tror, at fejl og validering er the missing link i den uddannelse, vores børn får i dag. De lærer, at det er pinligt at begå fejl. De lærer også, at det at ændre kurs er vægelsindet. De lærer en nulfejlskultur, som man ikke kan bruge til noget i et fremtidigt marked, der er agilt, eksponentielt og digitalt. Ofte målt til sidst ved det grønne bord til eksamen.

Og vi gør dem en bjørnetjeneste, for her er for første gang de generationer, hvis hjerner kan rumme en faktor 10-tænkning, som kan drømme en eksponentiel organisation op - noget, som vi andre stadig snubler over.

Hvad med de etablerede virksomheder? Hvad skal de gøre, for at slippe nulfejlskulturen, og den institutionelle blindhed?

Det skriver jeg om næste gang i "Den eksperimenterede organisation vinder".