Har retfærdigheden sejret ad helvede til?

En virksomhed taber et udbud uretmæssigt, og beviserne herfor er massive. I disse sager kan "taberen" så gå til klagenævnet for udbud. Men hvad sker der? Selvom de efter lang tid ender med at få ret, kan de ofte ikke bruge det til noget. De ender måske op med en lille erstatning, som ofte slet ikke kan måle sig med omkostningerne. For der er kæmpe omkostninger ved at føre sagerne, såvel tidsmæssigt som økonomisk.

Problemet er, at det tager tid og koster mange penge at få ret. Og erstatninger i Danmark er som regel særdeles beskedne. Det er jo både et problem for retsfølelsen og for samfundet. For samfundet er der et enormt spild af ressourcer ved at føre retssager/voldgiftssager/klagesager. For borgeren kan det være utroligt ubehageligt at skulle acceptere uberettigede krav eller ikke at forfølge berettigede krav, fordi det bliver for dyrt, og man skal have både mange penge og personligt overskud for at køre sagerne hele vejen. Spild af tid, af energi, af opportunity costs. Og når f.eks skattesager er afsluttede, kan en del af kravene endda være forældede! De eneste, der tjener på det, er faktisk advokaterne. Og vi er ikke engang tjent med at ende op med utilfredse klienter.

Jeg mener derfor, der er brug for, at vi gentænker måden, vi håndterer konflikter på i det danske retsvæsen. For vi spilder så enorme mængder ressourcer.

Jeg er selvfølgelig helt med på, det er lettere sagt end gjort at ændre den måde retssystemet kører på. Og jeg sætter selvfølgelig også tingene ovenfor på spidsen. Vi skal for alt i verden undgå amerikanske tilstande med massevis af søgsmål og gigantiske erstatninger. Men jeg mener grundlæggende, at der hersker nogle problemer i systemet, der går udover retsfølelsen og retfærdigheden.

Det er dog også klart, at alle har et ansvar. Vi advokater kan klart også gøre mere for at minimere konflikter i at udvikle sig. Hvad enten det drejer sig om erstatninger mellem virksomheder, skattesager, udbudssager, krav mod det offentlige, skilsmisser, arvesager. Det drejer sig om samme opskrift. 

Eksempelvis tænker jeg ofte over, hvorfor man på jurastudiet ikke gør mere ud af, at uddanne kommende jurister i at søge forhandlingen i stedet for konflikten - ja måske endda have et fag, der handler om deal-making.

Tænk på den samfundsværdi, det ville have, hvis der var færre sager, der endte i retssager/voldgiftssager/klagesager. Og læg så dertil, at borgeren ville føle en højere grad af retfærdighed. Og det er vel i bund og grund det vigtigste.