Håber vi får morgenmad

BLOGS Af

Under parolen Danmark Forfra kører Børsen i øjeblikket en debatserie, som handler om skala (hvorfor er det så svært for danske virksomheder at vokse sig store), ejerformer (hvorfor kan virksomheder ikke indrette sig, som de har lyst) og digitalisering (hvordan bryder danske virksomheder ud af det beskedne hjemmemarked).

Da Børsen-bloggerne af Børsen-redaktørerne i denne anledning nyligt samledes i kantinen over kaffe og sandkage med hindbærkrymmel, opstod der en begejstret men også nuanceret debat om detaljer ved og præmisserne for debatserien. Bloggere er jo et folkefærd, som altid er god for en skarp holdning.

Altimens der blev talt om, hvordan og på hvilken bekostning der kan skabes en ny økonomisk guldalder i Danmark, så kørte der en sang i mit baghoved, nemlig den med Natasja, hvor hun rapper Gi' Mig Danmark Tilbage. Se den officielle musikvideo her (3:41 minutter).

Har hun ret, når hun vrisser, at "vi har for travlt med at forpurre vores egen butik?"

Sangen handler umiddelbart om det begrædelige ved fjernelsen af Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København og rydningen af pusherstreet på Christiania. Men sangen er mere end en autonom ungdomspolitisk ytring, det er et udtryk for et inderligt savn; kunstneren "freaking fucking savner" sit land, Danmark. 

Det er et opråb til beslutningstagere og potentielle samfundsforandrere: erhvervsliv og politikere såvel som vælgere. Sangen handler blandt andet om at skrue lidt ned for fokuseringen på vækstoptimering. På Natasjask hedder det: "En grådig mand har aldrig været svær at forføre. / Se, grådighed går hånd i hånd med magt./ Og større vil ha' større, mere vil ha' mere. / Staten er jo helt op’ og køre. / Tag lidt luft. Kom til fornuft og prøv og fat det. /At Danmark har det fint, og USA ka’ ikk’ erstat’ det."

Hun anerkender, at forsvaret mangler materiel ("yo, flåden er slidt"), henstiller til rehåndtering af indsatsen for at begrænse handlen med ulovlige rusmidler ("fjern heroin fra Istedgade, og lad Staden være Staden")  og hun opfordrer generationen af 68ere til at markere sig ("eks-hippier, skabsrygere der vælger at tie. / Kom nu i gang, I har vist noget I skal sige").

Lad der være fest

Det er en protestsang, men det er også en festsang, og den var populær blandt pædagogerne i børnehaven. Det betød, at mine børn kom hjem og sang "gi' mig Danmark tilbage" osv., hvilket ikke er helt uproblematisk, fordi det kan betragtes som politisk indoktrinering, men jeg lod det ske.

Jeg lod det ske, fordi det var en god børnehave. En af de få med mange mandlige pædagoger og pædagogmedhjælpere, herunder semi-professionelle musikere, som iøvrigt siden er blevet professionelt udøvende. Børnehaven har gennem en årrække tiltrukket personale, som har engageret sig personligt i børnenes trivsel og individuelle udvikling. Dette har inkluderet musikglæde.

Hver fredag eftermiddag er der for eksempel diskofest, med mørklægning og farvet lys. Og det er langt fra det sukkersøde MGP, som looper på playlisten. Det er også Johnny Cash, ny elektronisk musik og altså Natasja. Og fred være med det.

Jeg er da også selv, via musikken, blevet musikalsk indoktrineret under min opvækst. Vi sang blandt andet Kim Larsen-klassikeren Midt om natten (se en fin musikvideo her, med klip fra filmen, af samme navn). Det var et projekt på tværs af klasseårgange, og jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt stod ved siden af en af drengene fra de mindre årgange. Han skrålede glad "hååååber vi får, morgenmad". Jeg tillod mig, at gøre ham opmræksom på, at der i teksten står "håber vi får i morgen med". Som i betydningen, at vi ikke bliver sat på gaden. Eller det mere dramatiske, at vi ikke dør.

Egentlig er det sødt , at det værste, som en dreng på en aarhusiansk privatskole i begyndelsen af 1980erne kunne forestille sig, det var ikke at få morgenmad.

Det var altså gået hen over hans hovede, at sangen faktisk handler om en brutal ordensmagt, en dødsulykke, frihedsberøvelse, hjemløshed og ønsket om at kunne få en tryg alderdom.

Tag lidt luft

Natasja skal have det sidste ord. Jeg får lyst til at synge med, når hun siger: "Tag lidt luft, kom til fornuft. Ligesom i de gamle dage. Hvor en fri fugl var fri, og hvor man mente hvad man sagde".

Og så håber jeg ellers, at jeg får morgenmad i morgen.

 

Gi' Mig Danmark Tilbage er fra albummet I Danmark er jeg født, som blev udgivet posthumt 2007. Mere om kunstneren her. Natasja Saads sangtekst lyder i sin helhed:

Ey danmark, hvad sker der for dig?
Jeg savner dig, jeg vil ha’ dig tilbage,
ligesom i de gamle dage hvor en spa’e var en s.. YO!
Jeg vil ha’ dig tilbage, 
ligesom i de gamle dage hvor en fri fugl var fri,
og hvor man mente hvad man sae’.

Ey Danmark, jeg savner dig.
Jeg freaking fucking savner dig.
Du skræmmer mig, 
jeg vil ha' dig tilbage, for jeg græmmer mig.

Jeg kan se det ske, det’ ak det’ ve.
Det’ Satan og han lægger kræfterne i,
Det’ nat over dag. Det’ bæ over ble.
Det’ død over liv. Det’ træl over fri
Det’ kød på kniv. Det’ råb, det’ skrig.
Det ligner en krig, og det’ spild af politi.
Det’ dødeligt giftigt, min urtete,
Og det’ noget de kan li’ i det danske parti,
Helt fucked up på sne. …
Woow, sagde jeg det?

Meget skal man høre, Gud bevare mit humør.
Så ta’ lidt luft. Kom til fornuft, og prøv og fat det.
At Staden den var fin, og de vil aldrig ku’ erstat den.
Hele folket blev til grin fra den dag da de besat’ den.
Nu’ det værre end det vilde vest, det ku’ vi ha’ fortalt dem.

Så gir de ungdomshuset væk til en fanatisk *sekt*,
med et kors i røven, hvor er det frækt.
Gi’ mig mit land tilbage, ligesom i de gamle dage.
Gi’ mig frisindet igen, der lurer under byens tage.
Gi’ mig København igen, min farverige gamle ven.
Gi’ mig ungeren igen. Vi vil ha' ungeren igen!

Fjern heroin fra Istedgade og la’ Staden være Staden.
Hvis du strammer garnet, yo, så be’r du om ballade.

Det’ snak, det’ snik. Det’ top retorik.
Det’ ik politik. Det' pis og polemik.
Her kører det fedt, så vi keder os lidt.
Vi har indsigt, hvad med et U-lands kick.
Yo, flåden er slidt, børn er fallit
Tro mig i Danmark der har vi det fint.
Så ufatteligt godt at det er vores pligt,
At gøre noget godt, der hvor det’ skidt
Verden er vor fremtid men vi fatter det ikk'.
Vi har for travlt med at forpurre vores egen butik.

Så gi’ mig mit Danmark tilbage, ligesom i de gamle dage.
Gi’ mig frisindet igen, det lurer under byens tage.
Gi’ mig København igen, min farverige gamle ven.
Gi’ mig ungeren igen. Vi vil ha' ungeren igen!

Fjern heroin fra Istedgade og lad Staden være Staden.
Hvis du strammer garnet, yo, så be’r du om ballade.

En helt unik energi. Men se økonomi er ganske fri for empati, har ingen pli.
Ekshippier, skabsrygere der vælger at tie.
Kom nu i gang I har vist noget I skal sige.
Rødvin og piller, hele fucking landet chiller, ungdommen bli’r vildere.
Flere og flere sniffer sniffer kokain fra Cap Horn til Berlin.
Yo, et junkfrit røgmarked er en rimelig sjælden ting.
Men vi havde et.

Meget skal man høre, Gud bevare mit humør.
Tror de selv at de kan lægge byen tør?
Se toppen fatter ikk’ en dør af hvad de gør.
Sådan vil det være, sådan har det altid været før.
Det sprog vi taler hedder kroner og ører.
Og en grådig mand har aldrig været svær at forføre.

Se grådighed går hånd i hånd med magt.
Og større vil ha' større, mere vil ha' mere.
Staten er jo helt op’ og køre.
Ta’ lidt luft. Kom til fornuft og prøv og fat det.
At Danmark har det fint, og USA ka’ ikk’ erstat’ det.

Gi mig’ ungeren igen, vi vil ha' ungeren igen.
Gi’ mig København igen, min farverige gamle ven. 
Gi’ mig frisindet igen, vi vil ha' frisindet igen.
Gi’ mig Danmark tilbage ligesom i de gamle dage.
Få lidt styr på Istedgade og la’ Staden være Staden.
Hvis du strammer garnet, yo, så kvæler du jo barnet. 

Jeg savner dig jeg vil ha’ dig tilbage,
Ligesom i de gamle dage hvor en spar var en s... yo!
Jeg vil ha' dig tilbage ligesom i de gamle dage,
Hvor en fri fugl var fri, og hvor man mente hvad man sagde.
Ey, gi' mig mit Rabalderstræde og få styr på Istedgade. 
Arh, kom nu for fanden!

 


 

Se flere blogs



Profil