En krig og dens historie

I dag er det præcis 42 år siden, at den såkaldte Oktoberkrig/Yom Kippurkrigen/Ramadankrigen mellem Israel på den ene side og Ægypten og Syrien på den anden, officielt sluttede ved en våbenhvile foranstaltet af FN. Først en lille genopfrisker på historien: I oktober 1973 indledte Ægypten og Syrien et overraskelsesangreb på Israel, som imidlertid formåede at bremse den arabiske offensiv og iværksatte en modoffensiv. Gennem forhandlinger via FN, USA og det daværende Sovjetunionen lykkedes det at få parterne til forhandlingsbordet og indgå en våbenhvile.

Krigen fik nogle vidtrækkende konsekvenser, som vi stadig ser resultaterne af i dag. Den arabiske verden, som var blevet ydmyget af den egyptisk-syrisk-jordanske alliances nederlag under Seksdageskrigen, følte en moralsk oprejsning ved en række strategiske sejre i begyndelsen af krigen. Denne sejrsstemning banede vejen for den efterfølgende Camp David aftale i 1978 mellem Israel og Ægypten. Ved underskrivelsen af denne aftale, løsrev Ægypten sig fra sovjetiske indflydelse, og blev i stedet en amerikansk allieret.

Hvad har 42 år gjort for Mellemøsten i denne sammenhæng?

Fra Camp David aftalen i 1978 og frem til for nylig har Ægypten været en fast allieret for USA i Mellemøsten. Dette er så ved at ændre sig drastisk i disse dage med den ægyptiske præsident Sisi som en varm fortaler for Putin – og en glad opkøber af dennes våben. Dette kan så blandt andet skyldes, at USA har stoppet sit våbensalg til Sisi på grund af dennes mildest talt hårdhændede metoder overfor politiske modstandere.

Camp David aftalen og den efterfølgende fredsaftale mellem Israel og Ægypten har, om end der har været en del knaster undervejs – altid været overholdt siden.  Det er vist også den en af de få positive ting, der er at sige om situationen i Mellemøsten målt fra den gang frem til i dag.

Man kan spørge, om Mellemøsten blev klogere på sig selv og sin kroniske krisetilstand siden 1973. Man kan have sin tvivl, når man ser på dagens Mellemøsten med Syrien i opløsning, der ene og alene bliver holdt i live med kunstigt åndedræt med Ruslands hjælp, og russisk tæppebombning af landets opposition – ikke nødvendigvis IS indbefattet.

Med Ægypten, der i stigende grad bevæger sig over til Putins fløj. Det er ikke i sig selv udvikling, det er blot at gå tilbage til en gammel historie.  

Med Israels premierminister Netanyahu, der forleden anførte, at Holocaust i virkeligheden ikke var Hitlers ide, men alene iværksat på foranledning af palæstinensernes forslag om udryddelse af den jødiske befolkning i Tyskland i starten af 2. verdenskrig. Med palæstinenserne, der har iværksat deres 3. Intifada, uden at dette har afstedkommet den helt store reaktion fra hverken Mellemøsten eller USA. Måske bortset fra at USA netop har øget sin militære støtte til Israel med yderligere 1 milliard dollars. Med andre ord, det ser lidt sort ud for positiv retorik og konstruktive tiltag for en fredelig og permanent løsning for palæstinenserne og Israel.

Et Mellemøsten, der igen i stigende grad bliver polariseret mellem USA og Rusland, som under den kolde krig. Igen en tilbagevenden til en gammel historie.   

Mærkeligt, at vi ikke blev klogere af 42 års akkumuleret viden. Af liv, der blev levet. Af liv, der blev tabt. Af andre efterfølgende krige og kampe, der blev kæmpet og til stadighed bliver udkæmpet.   

Man havde kunnet håbe, at historien ville lære os en reflekterende lektie, inspirere os til at blive bedre. At gøre det bedre. Den gjorde den tilsyneladende ikke.