ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tingenes Internet – hvornår bliver det til virkelighed?

authorimage
BLOGS
Af: Keld Zornig
13. oktober 2015

For et par måneder siden udgav Gartner Group sin ”hype cyklus” analyse, hvor begrebet ”The Internet of Things” (IoT) lige nu topper kurven, der defineres som ”højdepunktet af forventninger”. IoT vurderes af et andet analyseselskab, nemlig IDC, til at nå en værdi på svimlende 11,5 billioner kroner om blot fem år.

Hvordan går det så med IoT? Nok har de fleste af os hørt om Googles selvkørende biler, meget få har fået en prøvetur i Silicon Valley, men ingen danskere ejer en på nuværende tidspunkt. Der er heller ingen af os, som endnu har oplevet, at vores køleskab selv bestilte mælk og grøntsager på Nemlig.com, når det løb tør. Dette eksempel har ellers været brugt flittigt i mere end fem år til at beskrive en virkelighed, der er lige om hjørnet. Godt nok kan vi nu styre termostater og husalarmer remote via mobiltelefonen, og vi er begyndt at gå rundt med små bærbare enheder, såkaldte ”wearables” som forlængelse af mobilerne, men de helt revolutionerende eksempler på ren maskine-til-maskine kommunikation er ikke særligt udbredte endnu.

Men faktisk sker der hele tiden fremskridt. For nylig kunne Børsen berette om nogle af de nyeste landvindinger fra IFA-messen. Og efterhånden som teknologierne implementeres, skabes der også nye indsigter i, hvordan man kan udnytte den viden, der opstår, når maskiner kommunikerer.

Et godt eksempel er fra Glasgow i Skotland. Her har bystyret givet fri adgang til en lang række samfundsdata, som private og offentlige aktører kan lade sig inspirere af, når nye produkter og services skal udvikles. Her har man installeret LED-lygtepæle, der tænder og slukker baseret på trafikflowet i området. Baseret på de indledende erfaringer undersøger man nu, om man kan lære noget af, hvor lyset tændes på tidspunkter, hvor der normalt ikke er folk på gaden. Eksempelvis i opklaringen og forebyggelsen af kriminalitet. 

Måske er grunden til de manglende danske historier, som jeg har påpeget her i Børsen, at den igangværende debat om følsomme persondata bliver en barriere for, at vi begynder at udnytte de samfundsmæssige muligheder i både IoT og Big Data. To relaterede begreber, men ikke helt det samme – for en pædagogisk forklaring på forskellene kan jeg anbefale min amerikanske kollega Tamara Dursts gennemgang her.

Den debat mangler stadig på højeste niveau – og i mellemtiden ser vi debatten påvirkes af, at vi allerede deler personlige data lystigt i tillid til, at private aktører passer på dem – hvilket de ikke altid formår. Skandalen om utroskabs-websitet Ashley Madison er et godt eksempel på dette.

Men hackingen af en Jeep, som kørte på motorvejen, viser også, at sikkerhedsproblematikken afgjort bliver et af de elementer, der kan afgøre fremtiden for IoT og give os udfordringer, vi ikke havde forudset.

Skal vi som samfund høste gevinsterne ved Big Data og IoT, skal vi som borgere kunne have tillid til, at data opbevares sikkert og beskyttet for hackere og cyber-kriminelle. Her er et område, som vi også kommer til at høre meget mere til fremover.

Jeg ser klare eksempler på, at IoT og Big Data allerede er på vej til at omdefinere vores hverdag, selv om hypen måske har været temmelig voldsom. Men jeg ser gerne, at der kommer endnu flere gode historier og meget mere indsigtsfuld debat om såvel perspektiver som udfordringer ved Big Data og IoT. I mit næste indlæg i den trykte udgave af Børsen vil jeg gå lidt mere i dybden med hele sikkerhedsproblematikken som en bekymrende bremse på en ellers meget lovende teknologisk udvikling.

Imens vil jeg glæde mig til, at vi faktisk kommer til at opleve de førerløse biler i Danmark inden alt for længe. Dem er der nemlig masser af perspektiv i.

Tingenes Internet – hvornår bliver det til virkelighed?