Mens vi venter

Denne uge var tidspunktet for Ruslands Putin til at offentliggøre russisk støtte og deltagelse i krigen i Syrien. Der har længe – særdeles uofficielt - været russiske soldater til stede i Syrien, men med den nu officielle russiske indtræden i krigen bliver den russiske bistand nu styrket med yderligere 2000 tropper, fly, luftvåben og efterretningsudstyr. Putins argument er at støtte præsident Assads legitimitet som præsident i landet, at støtte den ortodoks kristne befolkningsgruppe i landet, samt støtte Assad i kampen mod såkaldt islamistisk terrorisme og IS.   Jeg har i tidligere blogindlæg nævnt, at Rusland ikke har nogen særlig interesse i at eliminere IS. Det har Assad såmænd heller ikke. Det er en belejlig fjende for både Rusland og Syriens præsident Assad. Og den russiske kampindsats indtil nu vidner lige præcis om dette. De russiske bomber har ikke været mod IS områder, men derimod mod andre oprørsstyrker. Nu kom det næppe som den store overraskelse for nogen. De mange forskellige oprørsgrupper har nemlig en stor del af russiske jihadister i blandt sig, som er udrejst fra Kaukasus. Det er ganske belejligt for Rusland, at disse jihadister udrejser til Syrien. Så slipper man fra russisk hold for balladen på hjemlige breddegrader og jihadisternes snak om separatisme. Man kan så på meget belejlig vis få bugt med dem, når de nu befinder sig i de syriske oprørsgrupper.   

Assad har mistet flere store områder af land til mange af disse grupper, og har i dag reelt kun kontrol over en fjerdedel af landets territorium. Den syriske hær er skrumpet ind fra 250.000 til kun ca. 125.000 tropper, og er i dag dybt afhængig af lokale militser samt mere eller mindre frivillige soldater fra Hezbollah venligst udlånt af Iran. Med andre ord, Syriens Assad hænger ene og alene ved magten i kraft af bistand fra Rusland og Iran.  

Vesten har igennem fire år været foruroligende passiv overfor Syriens sammenbrud. Man kan tørt konstatere, at den nuværende overvældende flygtningestrøm til EU har været en god og belejlig anledning til at drøfte lidt handlingskraft over det syriske problem.  

Der er dog eller andet dybt foruroligende over, når flere vestlige aktører til stadighed diskuterer støtten til såkaldte ”moderate” muslimske grupper. Hvem er disse såkaldte ”moderate” muslimske grupper? Man er fra vestlig side end ikke i stand til at sætte navn på disse. Og hvornår er man lige præcist en ”moderat” muslimsk gruppe? Det lyder som et eller andet abstrakt begreb, som ikke kan defineres nærmere. Var Mujaheddin oprørsgrupperne i Afghanistan ”moderate” da USA den gang forsynede dem med våben mod Sovjet Unionen? Det var de næppe. Det efterfølgende Taleban regime som blev født ud af den amerikanske politiske strategi i Afghanistan, bør altid stå som en advarsel til vores nuværende beslutningstagere om, at det er forkert at tro, at man kan ”styre” et land eller en krise i en bestemt retning efter eget ønske og dagsorden. Det kan man ikke. Det vidner Afghanistan, Irak og Libyen os i særdeleshed om. Det er naivt, vidner om tå krummende uvidenhed og smager unægteligt meget af fordums imperialistisk tankegang.

Den amerikanske og allieredes – noget forkølede – indsats blandt andet i form af sporadisk støtte til diverse anti-Assad grupper har ikke været nogen overvældende succes.

Det er en forkert præmis for enhver diskussion om en løsning for landet, når blandt andet Tyrkiet og Saudi Arabien konsekvent fastholder et krav om Assads afgang. Man kan ikke diskutere en løsning på krigen uden at have et alternativ at byde ind med.  

Men faktum er, at der ikke er noget alternativ til Assad. Der findes ikke nogen enkelt person, endsige enkelt parti, der på nuværende tidspunkt kan udfylde pladsen efter ham. Politiske tomrum er altid farlige. IS er et strålende eksempel på hvordan ekstremisme opstår og tiltrækker folk i det politiske tomrum, der opstod i Irak.  Verdenen har ikke råd til endnu et politisk tomrum i regionen. Set i det lys giver det mening at lade russerne holde ham ”i live” på nuværende tidspunkt. Så længe vi blot er bevidste om, at Putin ikke gør dette for Assads blå øjnes skyld, men først og fremmest for egne geostrategiske og økonomiske interesser i området.

Putins støtte til Assad kommer ikke til at løse krigen. Den kommer ikke til at bekæmpe IS. Tværtimod, den kommer blot til at fastholde status quo med Assad hængende på magten med næb og kløer.

Indtil der findes et alternativ til Assad, vil det være formålsløst at diskutere mulige løsninger. Man bør ikke sige A uden B.

Og indtil da vil der være 4 millioner FN-registrerede syriske flygtninge på flugt; 1 million ikke-registrerede flygtninge, 7 millioner internt fordrevne syriske statsborgere, mindst 250.000 syrere dræbt af Assads regime, og 80 % af den tilbageblevne syriske befolkning i behov for akut hjælp.