En belejlig krig

I disse dage, hvor flygtningestrømmen fra først og fremmest Syrien fylder meget i mediebilledet og debatten, er det vel efterhånden kun passende, at vi snart begynder at vende linsen væk fra egne europæiske grænser til selveårsagernetil flygtningestrømmens opståen; krigen i Syrien. Mange har gjort sig mange gode tanker om, hvordan man kan stoppe borgerkrigen. Flere indlæg i debatten synes blandt andet at plædere for en egentlig krigsindsats mod Syrien. Det er alt sammen interessante bud på hvordan vi – som verdenssamfund – kommer ud af dette status quo helvede med millioner af syrere på flugt; og millioner af syrere som flygtninge i nogle af de arabiske lande. Nogle af dem i lejre, hvor de i øvrigt ikke længere får uddelt madrationer, hvorfor de således er i risiko for at dø. (I parentes bemærket, kan man undre sig over, at denne del af den syriske tragedie slet ikke er dækket af danske medier). Sidst, men ikke mindst, er der de tilbageblevne i Syrien, som af forskellige årsager ikke har mulighed for at flygte. De har valgfriheden mellem at blive bombet af regimet eller komme under IS eller andre tilsvarende ekstremistiske grupper, der enten kæmper mod regimet eller IS. Det ville være ønskværdigt, hvis verdenssamfundet snarest muligt udtænkte en plan, en løsning, lavede lidt diplomatisk fodarbejde og udviste noget handling på dette, vores årtis største tragedie.

Men sandheden er, at krigen i Syrien er så frygteligt belejlig for en række aktører i regionen. I dag kan man ikke sige Syrien uden Islamisk Stat. De to er bundet sammen i en særdeles svær gordisk knude. For Syriens egen Assad er det ganske praktisk at have IS som fjende. Vil man fjerne Assad, er der kun IS tilbage. Det er naturligvis ikke et acceptabelt alternativ for nogen af de globale aktører. Med andre ord, så længe der er et IS, er Assad sikret magten. Rusland har grundet egne storladne geopolitiske ambitioner for regionen, hele tiden støttet Assad, og har sågar egne soldater inde i Syrien, som samtidig er den største opkøber af russiske våben. For Rusland er der ovenikøbet den lille sidegevinst, at mange af deres egne, hjemmeproducerede jihadister valfarter til IS i Syrien. Fra et russisk perspektiv er det bedre at have dem rendende rundt i Syrien end på egne, hjemlige breddegrader hvor de kunne begynde at kæmpe for et islamisk emirat i enten Tjetjenien eller Dagestan.  Og den fortsatte tilstrømning til IS sikrer samtidig krigens fortsættelse, og dermed en stadig strøm af våbensalg til Syrien fra russisk side. For Saudi Arabien er krigen i Syrien en kærkommen lejlighed til at få ro og fred til at ordne landets egen lille krig mod Houthi-stammerne i Yemen. Saudi Arabien har samtidig brug for at spille med musklerne, blandt andet overfor Iran, særligt nu hvor Irans position i regionen synes at blive styrket efter atomaftalen med USA. For Tyrkiet er en af de største bekymringer de syriske kurders situation. Hvis denne gruppe skulle få oprettet deres egen stat, vil det naturligvis blive et lige så relevant ønske for tyrkiske kurdere. Af denne grund er det ganske praktisk med IS i baghaven fra et tyrkisk perspektiv. Og med tyrkiske kurdere travlt beskæftigede med at bekæmpe IS, bliver den hjemlige debat om kurdisk selvstyre belejligt sat på kogeblus. Det er tilsvarende efterhånden alment kendt, at Israel i stort omfang lapper tilskadekomne IS soldater sammen, og kører dem tilbage over grænsen, hvorpå de så kan fortsætte deres kampe mod Syriens Assad. Og med USA´s fatale indsats i både Irak og Libyen, er det ikke noget under, at der ikke er noget ønske fra amerikansk side om en langt mere aktiv indtræden i krigen end tilfældet er på nuværende tidspunkt.

Så længe disse aktører fortsat har en belejlig interesse i at fastholde krigen, er der ikke udsigt til nogen bedring for det syriske folk foreløbigt.