Når sagligheden fejler

Når nu det nuværende mediehysteri om de igangværende flygtningestrømme i Europa om – forhåbentlig – kort tid har lagt sig, og der falder lidt ro over landet, så er det måske på tide til lidt selvransagelse, sådan helt generelt set. Ingen tvivl om, at den nuværende tilstrømning af udlændinge er ekstraordinær, men jeg kan ikke sige mig fri for, at det hele er gået lidt i selvsving. Det er naturligvis prisværdigt at folk tropper op på banegårde med mad og bamser. Der er bare et eller andet selvfedt over det, som på en eller anden måde, i bedste fald er lidt overvurdering af egen indsats, og i værste fald ganske upassende. En ung mand havde sejlet nogle flygtninge til Sverige. Måske inspireret af vores alle sammens Matador Maude, der af sit hjertes godhed transporterede Hr. Stein over til Sverige. Om sin egen indsats sagde denne unge mand, at det gav en god følelse at vide, at han med sin indsats havde givet disse mennesker et nyt liv. Klaphat! Han har ikke givet disse mennesker et nyt liv. Han har sejlet dem over Øresund, hvor de – hvis de overhovedet får lov at blive i Sverige - formentlig vil skulle gennem et længerevarende asylsagsforløb, førend de vil kunne få afklaring på, hvor og hvordan de skal starte en ny tilværelse. Hvis de altså får asyl. De ville være kommet igennem et fuldstændigt identisk sagsforløb i Danmark, hvis han ikke havde stillet sin gummibåd til rådighed. Med andre ord, venligst klap lige hesten makker. Overvurdering af egen indsats er en liden klædelig ting.

Bamser, bleer og tøj er alt sammen ting, der er modtaget med taknemmelighed af gruppen af udlændinge fra blandt andet Syrien. Men man kunne dog godt studse lidt over at se store velkomstkomiteer på diverse banegårde og andre steder med velkomst-skilte. Om end man naturligvis godt kan have sympati for det medmenneskelige element, der ansporer folk til at komme med nødhjælpspakker, så er der altså samtidig et tå krummende element i det scenario, når folk stiller op med velkomstskilte og klapper af flygtninge, der stiger af tog og busser. Hvorfor skal det hele pludselig iscenesættes med klapsalver, hujen og råben og følelsesporno? Hvorfor ikke i stedet insistere på en sober tilgang til det? Lad dog disse mennesker blive modtaget af de relevante myndigheder i god ro og orden. Der er et kæmpe statsapparat – i alle EU landene, der er udviklet på at modtage, registrere, indlogere og sagsbehandle asylansøgeres ansøgninger.  Et kæmpe apparat, der skal til at undersøge den enkelte ansøgers forhold. Det er gængs praksis. Og det er en nødvendighed. Ifølge UNHCR vil nemlig i hvert fald 30 % af den nuværende tilstrømning af asylansøgere få afslag på asyl. En stor del af denne gruppe kommer slet ikke fra Syrien eller fra andre lande i Mellemøsten, men derimod fra Østeuropa. I øvrigt vil der i samme gruppe formentligt være mennesker, herunder IS soldater, der har begået overgreb og forbrydelser, der kommer til landet under falsk identitet. Det vil i givet fald ikke være første gang, det skete. Det er sket før, og det vil ske igen. Det afgørende er, at der er et statsapparat med mange myndigheder involveret til at varetage denne situation. Lad dem gøre det.
Og ja, det er en ekstra ordinær situation vi befinder os i Europa lige nu, men kunne vi venligst pakke hysteriet væk, og få en langt mere proper og saglig dækning af og tilgang til situationen, tak.