Kritikromantik

BLOGS Af

Er det ikke lidt kedeligt, hvis vi kun er søde ved hinanden?

Tak til Jesper Elg, som har lært mig et nyt ord, kritikromantik. Når man kritiserer, så falder hammeren, og den falder nogle gange hårdt. Når kritikken er romantisk, så forestiller jeg mig, at den er mere lyserød, og måske er der vaseline på linsen, så det hele bliver blødere og lettere at fordøje. Hvis kritikken er romantisk, så kan alle klare mosten.

Elg er gallerist, en af byens bedste, og det er i denne anledning at Matthias Hvass Borello, redaktør ved kunsten.nu, spurgte ham om hvad der kendetegner den københavnske kunstscene og hvad der sikrer videreførsel af den energi og det internationale momentum, som flere tilskriver scenen lige nu. Foruden Elg har Borello spurgt museumsinspektør Tine Colstrup, curator Iben Elmstrøm, kunstner Honza Hoeck, kritiker Maria Kjær Themsen, akademirektor Sanne Kofod Olsen, gallerist Susanne Ottesen og kunsthalsleder Kirse Junge Stevnsborg. De er allesammen meget begejstrede over det københavnske momentum. Deres synspunkter kan læses på www.kunsten.nu i artiklen Det københavnske momentum fra den 20. august 2015.

Olme Elg er skam også begejstret over at være en del af den kunstscene, som også han oplever som vital, mangfoldig og kvalificeret. Men han ser også manglende selvkritik: "Der bliver skabt god kunst og lavet ambitiøse udstillinger på mange forskellige platforme, præget af en høj grad af faglighed. Til tider kan det danske kunstmiljø dog også være overdemokratisk, forudsigeligt til det rystende, navlepillende, kritikromantisk, og netværk og systemer ligner mere lænker og æstetiske diktaturer." (Elg, Det københavnske momentum).

Kunst må ikke være forudsigelig. Kunst kan ikke være demokratisk. Og de systemer, som omgiver kunsten, bør være så smidige som muligt.

Når en kunstscene udfolder sig på et geografisk begrænset område, så er der naturligvis en risiko for selvoptagethed og navlepilleri. Og måske også selve værkerne og deres materiale, har en begrænset horisont.

Forfattere og litteraturanmeldere har nyligt taget debatten, foranlediget af Mette Høeghs artikel i Weekendavisen i forsommeren, hvilket er endt med, at hun er sprunget ud som radiovært hos Radio24syv, castet som hende, der tør sige sin mening.

Burde der være mere rapkæftethed? Går vi rundt og er happy på kunstens og hinandens vegne? Handler det bare om at lære koderne for en kreds?

Den gode energi lokalt og den stigende interesse internationalt, har resulteret i afvikling af den nyligt afholdte kunstmesse CHART Art Fair. Det handler om billedkunst. Her viste 28 gallerier fra Norden billedkunst af høj kvalitet. Forfesten fungerede som et netværksarrangement for billedkunstbranchen, til åbningsfesten i slotsgården ved Kunsthal Charlottenborg deltog så mange mennesker, at man måtte slange sig gennem masserne, og arrangørene melder om 13.750 besøgende i løbet af de tre dage, som messen varede. Kort sagt en masse begejstring.

Og selvom man holder en fest, behøver det ikke være rent rygklapperi. Man kan godt dunke en kollega i ryggen, levere en uromantisk kritik og stadig se hinanden i øjnene.

Så lad dette være en opfordring til alle aktører i såvel som brugere af kulturlivet: Selvom du står til en reception med søde bobler, så sig din mening, også den uromantiske. Hvis ikke, så ender vi om føje år med et selvbesmittende kulturliv. 

(CHART Art Fair. Billede: idoart.dk)


 

Se flere blogs



Profil