En fremtid med Prometheus

I den græske mytologi var Prometheus den Titan, der leverede ilden til menneskene. Den ild, som er kilde til varme og lys, men også den ild, som kan antænde ødelæggende brande.

Denne oldgamle myte illustrerer i enkel form menneskets forhold til teknologi. Kraftfuld teknologi kan sikre overflod og et rigt og lykkeligt liv til alle mennesker. Den kan også bruges til onde og forfærdelige formål: forbrydelse, krig og i sin yderste konsekvens kan den udrydde mennesket og naturen.

Vi har imidlertid ikke noget valg. Vi er nødt til fortsætte den teknologiske udvikling med uformindsket styrke, i det vi ellers, som nævnt i bloggen om Jordens undergang, vil være forsvarsløse over for de talrige eksistentielle katastrofer, som naturen kan udsætte os for.

I den rige del af verden, med styreformer, der sætter mennesket i centrum, har vi endvidere et særligt ansvar for holde os i front med teknologisk udvikling, idet vi ellers vil være lige så forsvarsløse over for mørke, totalitære kræfters udvikling af biologiske og nanoteknologiske våben, som vi nu er over for naturens katastrofer.

Om vi kan styre denne udvikling fra uformåenhed til en mirakuløs kapacitet til at gøre rigtig meget godt og til at sikre det bevidste og tænkende livs overlevelse indtil universets varmedød, må tiden vise.

Der er ingen garantier. En af forklaringerne på Fermi’s paradoks – hvis der er liv derude, hvorfor har vi så aldrig set noget til det – er den enkle og barske, at når bevidste, tænkende væsener når et givet teknologisk stade, udrydder de sig selv.

Menneskene ser dog ud til at have passeret den første udfordring af denne art, idet vi på trods af, at vi nu har teknologien til det, nemlig kernevåben, alligevel har været heldige og kloge nok til at undgå den globale atomkrig.

I de seneste par hundrede år har menneskenes liv udfoldet sig på baggrund af en accelererende teknologisk udvikling. Der er ingen naturvidenskabelige forhindringer for at denne udvikling kan fortsætte så langt, som vi kan se ind i fremtiden.

Det medfører, at verden vil blive dramatisk forandret, mange af de problemer, vi ser i dag, vil vi i fremtiden betragte som trivielle og lidt latterlige. Til gengæld kommer der nye problemer, som vi ikke kan forestille os i dag.

Et af de besynderlige træk ved den offentlige og politiske og debat er, at diskussionen om ny avanceret teknologi næsten ingen rolle spiller. Mange politikere og meningsdannere ligner en gruppe lalleglade danske turister, der vandrer ud og kigger på den tørlagte havbund ved kysten i Thailand, mens vi andre styrter ind i land og op ad bakke, fordi vi ved, at det nu kun varer minutter, før tsunamien rammer.

En af grundene til den manglende diskussion er givetvis, at både den politiske og administrative ledelse i dette land hovedsagligt består af teknologiske analfabeter, men ligeledes, at vores debatkultur er dårlig til at håndtere det usædvanlige, det uventede og det man ikke ved noget om. (the unknown unknowns, som Rumsfeld udtrykte det). Vi taler om enkle lineære fremskrivninger af, det vi kender, business-as- usual, og det er bare med næsten 100 % sikkerhed ikke sådan, det går. Tænk bare 100 år, eller sågar 50 år tilbage og se, hvor meget anderledes fremtiden er blevet i forhold til forventningerne.

I det følgende vil jeg give nogen eksempler på mulige, og endda sandsynlige teknologiske gennembrud inden for den nærmere fremtid, (10-25 år).

Hvornår bliver din mobi klogere end dig?

IT er en nøgleteknologi. Den skal ikke bruge ret meget stof og heller ikke ret meget energi. Og så kan den regne og overføre information med lysets hastighed. Alligevel har selv de kraftigste computere stadigvæk ikke mere regnekapacitet og hukommelse end en mus, hvilket siger noget om, hvilket fantastisk apparat menneskene har mellem ørerne.

Udviklingen foregår stadig med stormskridt og følger nøje Moores lov med en fordobling af kapaciteten for hver 18 måneder. Om ca. 10 år forventes de største computere at have samme kapacitet som den menneskelige hjerne og nogle får år senere vil det være din mobiltelefon, eller hvad det hedder på det tidspunkt, som kan det samme.

Det er ikke det samme som, at computerne bliver bevidste og kan tænke, men det begynder at ligne noget.

Den afgørende test er Turing testen:  

At en person under fjernkommunikation med enten en maskine eller et andet menneske skal kunne afgøre, om der er tale om et menneske eller en maskine.

Det er sandsynligt, at denne test passeres inden for de kommende 10-25 år og så er ”all-bets-off” og vi ender i superintelligensscenariet, som vil influere på alle andre teknologiske udviklinger og forandre menneskets fremtid for altid, den såkaldte singularitet.

Allerede i dag sniger den kunstige intelligens sig ind på os i alle mulige sammenhænge, og er i fuld gang med at overflødiggøre en rutinemæssige jobs for bureaukrater. Som et frisk eksempel er det da åbenbart, at selv den mest primitive kunstig intelligens ville have klaret problemet med udbytte og udland bedre end Skat.

Det, vi alle kan se hver dag om IT, er Internettet, de sociale medier og streaming, som vi kan tilgå med alskens apparater. Og det vil udvikle sig endnu videre. Lige om hjørnet er Virtual Reality, hvor man bliver helt indhyllet i en 3D verden, når man spiller og ser film, eller Augmented Reality, hvor den virkelige virkelighed overlejres med information og spændende hændelser. Selv glæder jeg mig til at spille rollespil med min børnebørn i Ermelunden, hvor drager og orker lurer bag hvert et træ.

En nanofabrik laver din mad

En af verdens store fysikere, Richard Feynman, holdt i 1959 en berømt forelæsning: There’s Plenty of Room at the Bottom”, hvor han beskrev, at det ville være fysisk muligt at konstruere alting fra bunden af og et atom ad gangen. I 1986 blev disse tanker videreudviklet af Eric Drexler i bogen: Engines of Creation.

Slutmålet for denne tankegang er at der udvikles en nanofabrik, der kan konstruere hvad som helst ud fra universets grundlæggende byggesten, atomer og molekyler. Fabrikken vil samtidig være perfekt til genanvendelse, da den kan skille alt i sine grundbestanddele og samle dem på ny. I en verden med en nanofabrik i hvert hjem, vil man i princippet kunne tømme sin skraldespand i en beholder, hvorfra nanofabrikken henter de atomer og molekyler, som kan konstruere ingredienserne til en bøf bearnaise.

Udviklingen mod nanoskala er i fuld gang særligt på elektronik området, hvor alting bliver mindre og mindre og kan mere og mere. Men vi er ikke på nanofabrik stadiet endnu.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi vil ende der. Nanofabrikken findes allerede i naturen, de hedder: celler, gærsvampe, bakterier og planteplankton. Livets afgørende nanoteknologiske produktionsproces er fotosyntese, hvor planter - et molekyle CO2 mm. ad gangen og med energi fra sollys - producerer alt det organiske stof, som livet består af. Det kommer vi til at kunne gøre efter, med en betydelig større udnyttelsesgrad af energi & stof.

I medicinsk sammenhæng kan man forestille sig nanorobotter, der supplerer kroppens immunsystem, med kirurgisk præcision ødelægger kræftceller og kun kræftceller eller erstatter røde blodlegemer med en mangedoblet kapacitet til at opbevare og transportere ilt, så mennesket f.eks. kan opholde sig i timer i havet uden hjælpemidler.

Robotten rydder op

Det amerikanske forsvarsministeriums projektudviklings agentur, DARPA, har skabt teknologiske gennembrud ved udbyde konkurrencer om løsning af meget komplekse problemer. DARPA har været afgørende for udvikling af de selvkørende biler, som om ikke ret mange år vil revolutionere vores transportsystemer og overflødiggøre den kollektive trafik på kortere distancer.

DARPA’ nye store projekt er udvikling af en robot, der kan rydde op efter naturlige og menneskabte ulykker. Det lyder overkommeligt, men er det langt fra. Forskellen mellem computere/robotter og mennesker er, at hvad vi mennesker finder svært – at gange to tolvcifrede tal med hinanden, eller at kunne alle verdens bøger udenad – er meget nemt for en computer, medens, hvad vi mennesker finder let – at genkende og gribe en ting i rummet, at skille skidt fra kanel og at genkende ansigter og tale – er uhyre svært for en computer.

F.eks. er almindelig husholdning: lave mad, dække bord, stille i opvaskemaskine, rydde op, gøre rent, vaske tøj, lægge sengetøj på osv. ikke i dag muligt for en robot. Når det bliver muligt, og det gør det helt sikkert, vil robotterne naturligvis blive fremtidens butlere og tjenestefolk, men de vil ligeledes kunne påtage sig rigtig mange andre praktiske og kedelige opgaver.

Et skræddersyet barn

De første forsøg med at klippe og klistre i fostres gener er allerede gennemført med blandet succes med den såkaldte CRISPR teknik. Med denne teknik kan man i princippet klippe et gen ud af en hvilket som helst organismes arvemasse og erstatte det med et foretrukket gen. Endnu er teknikken ikke helt præcis, og kan introducere farlige fejl. Men det kommer nok. Desuden er der for de fleste egenskabers vedkommende tale om en meget kompleks sammenhæng mellem generne og udtrykket af egenskaben. Så klippe-klistre gør det ikke alene.

Teknologien vil åbenbart blive godt modtaget, når det gælder om at fjerne farlige, arvelige sygdomme. Men når det handler om at forbedre menneskets egenskaber (højere intelligens, bedre udseende, bedre atletiske egenskaber, udvidelse af sanseapparatet, mere modstandskraft over for sygdomme, længere levetid) er udviklingen mere kontroversiel.

Homo sapiens er den seneste i rækken af mere end 25 menneskearter, der allerede har eksisteret og er uddøde. Det er usandsynligt, at der ikke vil ske en fortsat evolution til Homo evolutis mm., især i betragtning af, at vi mennesker nu selv har kapacitet til styre evolutionen, hvis vi ønsker det.

En kraftfuld teknologi, som er under udvikling til dette formål, er (I)terated (E)mbryo (E)volution, hvor man springer det langsomme formeringsforløb hos menneskene over, og lader evolutionen virke direkte på ægcellerne, således at man kan frembringe mange generationer, som ellers ville tage tusinder af år, på nogle få år.

Kortlægning af mennesker genom går fremad med stormskridt og vil fortsætte med en sådan hast, at alle nyfødte kan få en memory stick med deres fulde genom udleveret lige efter de født, som de kan bruge til hvad de vil, f.eks. tilpasse sin livsstil efter sine muligheder, få individuel medicinsk behandling og genterapi af alvorlige arvelige sygdomme, som ikke allerede er filtreret fra inden, det befrugtede æg blev sat op.

Om menneskene har lyst og vilje til at bruge disse muligheder må komme an på det enkelte menneskes og det enkelte forældrepars overvejelser.

Alle æg i samme kurv

Det er indlysende, at det er alt for farligt i længden at blive boende på en enkelt planet. Vi må ubetinget brede os, først til andre dele af vores eget solsystem og derefter til andre solsystemer i vores herlige galakse: Mælkevejen.

I vores solsystem er vi allerede i fuld gang. Både stater og private aktører arbejder sig ud rummet, og rummet har helt afgørende betydning for vore velstand, blandt andet ved hjælp af alle satellitter. Elon Musk, manden bag Tesla, har store visioner og arbejder på at sende 1 mio. mennesker til Mars ved at gøre rumfart tilstrækkeligt billigt. Billetten skal koste 500.000 USD hvilket vil være overkommeligt for den højere globale middelklasse, når det omkring 2050 bliver muligt.

Et andet selskab, Planetary Resources, er i gang med at lede efter asteroider med værdifulde mineraler. Dem er der legio af i vores solsystem, og det skal nok lykkes at finde dem og bringe dem i kredsløb om jorden, så vi kan udnytte dem. Det er dog ikke sikkert, at firmaet har gennemtænkt, hvad der sker med markedsprisen for mineralet, hvis det lykkes dem at finde en asteroide, der udelukkende består f.eks. af diamant.

Når vi skal længere ud til de nærmeste stjerner, bliver det hele noget mere besværligt. Glem alt om science-fiction litteraturens Warp-Drive og andre udtryk for rejser hurtigere end lyset. Det kommer ikke til at ske. Men det ændrer ikke noget ved, at vi kan tage der ud alligevel. Selv om det tager hundreder af år at komme frem. Vi kan bygge generationsrumskibe, som forplanter slægten, mens rejsen foregår, vi kan måske gå i dvale på turen, eller vi kan nøjes med at sende vores DNA sammen med en fabrik, der kan starte livet på ny, når rumskibet finder en egnet planet. Det vil tage tid, men med eksponentiel vækst kan Mælkevejens beboelige planeter koloniseres inden for nogle millioner år.

Om vi møder nogen derude, vil tiden vise. Jeg tror, som Fermi, det næppe, for hvorfor har vi ikke set dem endnu?

Hvis vi virkelig er alene, giver det os et helt særligt ansvar for at sikre bevidste og tænkende væseners overlevelse.

Ud over stepperne

Vi skal udvikle os, både fordi det er nødvendigt for vores overlevelse, men også fordi det er meningsfyldt og sjovt. Vi mennesker er nysgerrige og eventyrlystne, og kan kun stortrives, hvis vi konstant øger vores formåen og udforsker nye områder.

Ikke mindst har vi et ansvar over de ufødte liv. Mange mennesker bekymrer sig unødigt over, hvordan det vil gå fremtidige generationer. Det er der ikke grund til, da fremtidens bevidste og tænkende væsener på alle måder får et rigere og mere spændende liv en os.

Men der er grund til at bekymre sig over, om det lykkes reaktionære kræfter at dæmpe udviklingen mod rigdom og teknologisk formåen, i det vi derved risikerer, at der bliver født for få mennesker, som lever dårligere og mere risikofyldt end nødvendigt.

Til slut med Nick Bostrøms ord, tænk på, hvad vi går glip af, ved ikke at sætte turbo på:

As I write these words, suns are illuminating and heating empty rooms, unused energy is being flushed down black holes, and our great common endowment of negentropy is being irreversibly degraded into entropy on a cosmic scale. These are resources that an advanced civilization could have used to create value-structures, such as sentient beings living worthwhile lives.