ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Digitale fodaftryk bliver nøglen til loyale kunder

authorimage
BLOGS
Af: Carsten Boldt
28. august 2015

Når vi færdes online, er vi som forbrugere udsat for et sandt bombardement af budskaber og informationer. En tendens, der formentlig kun bliver mere udtalt i fremtiden. Vil man som virksomhed opruste i kampen om forbrugernes opmærksomhed, skal man kommunikere til de rigtige personer på de rigtige tidspunkter med de rigtige budskaber – hverken mere eller mindre. En opgave, der kræver, at man kender sine kunder.

Hvordan lærer vi kunderne bedre at kende?

Uanset hvilken digital platform, vi benytter, efterlader vi data, der fortæller om vores interesser og præferencer. Udfordringen for virksomheder er derfor ikke at indsamle data om kunderne, men derimod at omsætte denne data til brugbar viden, der kan sikre, at man får sine budskaber igennem til forbrugeren.

Hos JUST EAT holder vi øje med den nyeste udvikling indenfor avancerede CRM-systemer, som kan hjælpe os med at lære vores kunder at kende. Jo bedre, vi lærer kunderne at kende, jo bedre kan vi hjælpe dem med at navigere i takeaway-verdenens uendelige valgmuligheder.

Hvis vi fx ved, at en kunde ofte bestiller sushi mellem klokken 18 og 20 og bor i Københavnsområdet, har vi mulighed for at forbedre hans oplevelse og udvide hans horisont. Vi kan præsentere ham for nye restauranter i nærområdet, der matcher vedkommendes præferencer, når vi ved, at han er på udkig efter et måltid. Og vi kan fortælle ham, hvis yndlingsrestauranter har halv pris på menukortet.

Det sikrer, at forbrugeren bliver præsenteret for indhold, han/hun finder relevant, og det reducerer mængden af spam og andet støj. Det højner ligeledes sandsynligheden for, at han/hun vælger os over konkurrenten næste gang. Der er endnu et stykke vej, inden vi kan udnytte de store mængder data, som digitaliseringen giver os, men vi tror på, at disse digitale fodaftryk er nøglen til tilfredse og loyale kunder.

Profil
Carsten Boldt authorimage Direktør hos Just-Eat

Carsten blogger om to af de største megatrends i både erhvervsliv og samfundet; digitalisering og convenience. Han har stor erfaring inden for transformation til digitale løsninger, og han er optaget af at udbrede potentialet i digitale koncepter.

Carsten og Just-Eat er på toppen af den danske madpyramide. Kæden leverer mere end 10 millioner måltider om året i Danmark og findes desuden i 13 lande. Carsten har fra tidligere jobs i Berlingske Media og Viasat stor erfaring med videreudvikling af salg via online kanaler.
Tidligere bloggere på borsen.dk