Lundbeck – en klassisk case?

”En Kåre classic”, ”verdens bedste Kåre”, vinderen er Kåre(t) i Lundbeck og mange andre smarte og mere eller mindre sigende overskrifter, er blevet påsat Kåre Schultz og hans aktieforvandling af den søvnige medicinalaktie, Lundbeck. Aktionærerne har fået lagt nogenlunde 50 % oveni deres værdier efter at Kåre er kommet til. Set fra distancen kunne det ligne lidt af en, undskyld mig udtrykket, klassisk case.

Lundbeck børsnoteres

Tilbage i 1998 var der fuld fart på Lundbeck og udviklingen. Selskabet havde udsigt til et rekordår med en 2-cifret omsætningsfremgang og et rekordresultat. Vidunder- eller lykkemidlet hed ”Cipramil”, som på få kvartaler havde en enorm fremgang. Omsætningen var på 3,2 mia. med et resultat før skat på 450 mio., og Lundbeck bragede ind på Børsen med en markedsværdi på 20 mia.

Siden dengang er der sket (for) lidt i hvert fald set ud fra et investorsynspunkt. Hvis ikke det havde været for Kåre effekten, som har gjort aktionærerne 50 % rigere på 3 måneder, udelukkende understøttet af ”verdens bedste Kåre”, ville der have været meget lidt hvis overhovedet noget at glæde sig over for ejerne de seneste 15 år.

Fra lykkepille til sovepille

Lykkepillen gav nok patienterne et bedre liv, men blev for Lundbeck selv til en sovepille. Efterfølgerne kunne ikke hamle op med forventningerne og andre fokusområder fik aldrig det gennembrud, som Lundbeck og investorerne havde håbet på og som var alibiet for at Lundbeck kunne prisfastsættes tårnhøjt som en vækstaktie. Tiden der fulgte for Lundbeck og investorerne kan bedst karakteriseres som en ”raket uden brændstof”.

Fagfolk dominerer

At der er mange dygtige fagfolk i Lundbeck er givet. Men er spørgsmålet i virkeligheden om der er for mange og om de mange specialister har været en hæmsko for udviklingen? Man kunne få det indtryk, at forskerne har haft for meget magt til at investorerne reelt har haft gode kort på hånden. Fagfolk og teknikere er dygtige, men kan også har en tendens til at forelske sig i produkter og udviklingsmuligheder uden et tilstrækkeligt kommercielt sigte. Det kan medføre for mange udviklingsprojekter og en balance som er præget af aktiverede omkostninger og værdi som aldrig indløses.

Bestyrelse og ledelse gør ingen forskel

Skiftende ledelser har ikke formået at fokusere Lundbeck. Måske har de ikke været dygtige nok. Måske har det knebet med bestyrelsens opbakning. Måske har forskerne haft for meget at skulle have sagt. Måske har Lundbeck slet og ret været overbeviste om at ”det skal nok gå” og bare F&U omkostningerne er høje nok, vil det i sig selv medføre en tilstrækkelig mængde nye produkter og storsællerter. Selvovervurdering?

Lundbeckfonden – fordel eller hæmsko?

Lundbeck har én stor og dominerende ejer, som sidder på 70 % af aktiekapitalen. Det giver ro at have en så stor og dominerende ejer. En ting er det daglige arbejde. Noget andet er spørgsmålet om, hvorvidt man tør træffe de strategisk rigtige og vigtige valg med en så dominerende aktør ejer ved bordenden? Har fonden været en fordel eller ulempe?

Hvem tænker på investorerne?

Det er næppe en overdrivelse, når det hævdes at Lundbeckfonden ikke har tænkt overmåde meget på de øvrige aktionærers økonomiske ve og vel siden børsnoteringen. Ledelse og bestyrelse har givetvis eller forhåbentlig forsøgt at gøre ting bedre og anderledes, men udkommet heraf har ikke været prægtigt.

”Sælg hvad andre vil købe og betale for”

Kåre Schultz kan være vendingen. 10-15 års trædemølleudvikling kan være slut. Kåres omdømme ”som en der vil producere noget som kunderne vil købe og virksomheden tjene penge på at sælge”, passer meget godt på det omvendte af hvad der har været Lundbecks fokus. Hvis det kommercielle fokus blandes med teknisk faglighed, kan det være et nyt og bedre Lundbeck, hvor der også skeles til ejerne som stake holders.

Om investorerne så kan være kommet lidt foran realiteterne og de muliges kunst med en aktiekursstigning på 3 måneder, som er større end de tidligere 10 år tilsammen, er en helt anden sag.