Vi bliver alle mætte

Findes der sult og nød skyldes det svig lyder det i Nordahl Griegs digt til ungdommen.

Det er i dag så rigtigt, som det blev sagt dengang.

Sult og underernæring har intet med praktisk produktionskapacitet at gøre, men skyldes elendig regeringsførelse i lande som hellere vil bruge penge på præsidentpaladser og kamphelikoptere end sikre at deres befolkning får nok at spise.

Der er endvidere rigeligt med plads og ressourcer til, at alle de kommende 10-15 mia. mennesker kan få en fuldt tilstrækkelig kost inklusive alt det kød, de har lyst til at spise. Alligevel hører vi ustandselig jammer om sult og undergang, lige fra Malthus som mente, at han med matematikken som redskab kunne bevise, at de fleste mennesker vil leve på kanten af sult, til den økologiske dommedagsprofet Paul Ehrlich, som i The Population Bomb  udtalte, at ”The battle to feed humanity had been lost and that there would be a major food shortage in the US, where in the 1970s … hundreds of millions are going to starve to death”, til det moderne tågehorn, Lester Brown fra WorldWatch Institute, der hver gang, der kommer et lille blip opad i fødevarepriserne råber, ”hungersnøden er nær”.

Heldigvis går det helt anderledes i virkelighedens verden?

Siden 1961 og frem til 2011 er jordens befolkning steget 128% og i samme periode er madforsyningen pr. Cap steget med 31 %, dvs. at den globale fødevareproduktion ca. er tredoblet i perioden.

 

Det er uden sagligt grundlag at påstå, at vi ikke skulle kunne forsyne de godt 10 milliarder mennesker som FN’s medianprognose forventer i 2100 med fuldgod kost.

Der er stadig alt for mange, der sulter, de seneste tal er ca. 800 millioner, men den relative andel af mennesker i udviklingslandene, der lever under ”underernæringsgrænsen” på 2.200 kcal/Cap er reduceret fra ca. 50% i tresserne til under 15 % nu.

Et yderligere tegn på, at mad ikke en mangelvare er, at realprisen på fødevarer ikke stiger, selv om efterspørgslen er tredoblet.

 

Og hvis vi gå endnu længere tilbage (til 1910) har priserne på korn og dermed fødevarer i det hele taget været aftagende.

Det er ikke spor mærkværdigt, at produktionskapaciteten på fødevarer stiger og at de over sigt bliver billigere. Det er blot som på andre områder industrialiseringen (mekanisering, forædling, kunstgødning, pesticider), der har medført en dramatisk forøgelse af det globale landbrugs produktivitet med hensyn til arealanvendelse og arbejdskraft. I en sådan grad, at et moderne landbrug har et udbytte af hvede på helt op til 10 tons / ha. 10-100 gange mere end primitive landbrugsformer. Og en moderne dansk landmand kan producere mad til op mod 200 mennesker, hvor de primitive samfunds landmænd i før-industrialiseringens tid stort set kun kunne producere mad til sig selv.

Der er ingen grund til at tro, at denne udvikling ikke kan fortsætte i lang tid fremover, således at landbruget ikke blot kan levere alt, hvad vi kan spise, men oven i købet produkter med stigende kvalitet til en billigere pris og ikke mindst med et stadig aftagende fodaftryk på naturen.

Alene indførelse af best-practices for industriel landbrugsdrift i alle verdens egnede landbrugsregioner vil medføre en dramatisk forbedring af arbejdsproduktiviteten, og frigøre stor mængder arbejdskraft til andre og bedre formål, og desuden rundt regnet fordoble det nuværende middeludbytte af planter.

Men den teknologiske formåen kan stadig øges stærkt på landbrugsområdet.

Ved snild forædling, som anvendelse af GMO’er, kan udbyttet forbedres, og planter og dyrs ernæringsmæssige og kulinariske kvaliteter øges dramatisk. Et eksempel kunne være forædling af rodfrugter til flere formål. Rodfrugter (roer, kartofler, maniok) har et arealudbytte, der er ca. 5 gange større end korn, så hvis vi kunne erstatte stivelse og proteiner fra korn med de samme stoffer fra rodfrugter kunne vi med et slag reducere klodens kornproduktionssareal med en faktor 5.

Havet er, bortset fra det klassiske fiskeri, en stort set uudnyttet ressource til fødevareproduktion. På havet er der masser af plads, rigeligt med vand – som er en af de vigtigste begrænsninger for produktion af mad – og tilgang til store mængder næringsstoffer. Der er gang i dyrkning af fisk på havet, især store laksefisk i Norge & Chile, hvor der nu produceres ca. 2 millioner tons/år til en værdi af 70 mia. kr. Denne produktion kan øges lige så hurtigt som efterspørgslen, der stiger med 5% om året. Der er ligeledes en betydelig produktion af rejer & østers/muslinger. Men havets potentiale er stort set uudnyttet, når det gælder produktion af planter i dette tilfælde makroalger, også kaldet tang. Det skyldes ikke manglende produktionskapacitet, men at uforædlet tang har en sådan kemisk sammensætning og struktur, at den nu kun kan indgå som et supplement til menneskers mad og til dyrefoder. Hvis man gennem forædling er i stand til at øge udnyttelsesgraden af nye tangarter, er der et stort produktionspotentiale. Landplanter skal bruge energi til at udvikle strukturer, der kan holde planterne oprejst i luften og få fat i næring i jorden og udvikler derfor megen biomasse (halm, roetoppe etc.), som er mindre værd for os andre. Hele tangplanten, som holdes oppe af vandet, kan udnyttes til værdifulde formål, så det samlede udbytte pr. arealenhed er potentielt 10 gange større end for korn og dobbelt så stort som for rodfrugter.

Alle de planter som 10+ mia. mennesker har brug for til sig selv og sine husdyr, ca. 15 mia. tons ville i dette scenarie kunne produceres på et område på havet på  1,5 mio. km2 = 5 promille af arealet af de globale oceaner.

Den overordnede begrænsende faktor for al planteproduktion er solindstrålingen, som begrænser planteproduktionen til maks. 100 tons/ha. Hvis man kan skaffe rigeligt billig energi og lyse på planterne – som man nu gør i drivhuse med særligt værdifulde planter - kan man øge udbyttet endnu en faktor 10.

Derved ville hele den nødvendige globale planteproduktion kunne præsteres i 1.000 højhuse med hundrede etager med hver et areal på 0,5 km2.

Produktion af mad & tekstiler er nok den menneskelige aktivitet, der påvirker naturen mest især ved sit areal- og ferskvandsforbrug, men selv uden dominerende teknologiske gennembrud ser det ud til, at vi, som beskrevet af Jesse Ausubel, er ved at nå peak farmland og at vi derfor i tiden fremover kan øge planteproduktionen til det nødvendige niveau samtidig med, at vi mindsker presset på naturen.

Som nævnt i indledningen skyldes sulten i verden menneskelig uformåenhed og har ikke noget med produktionskapacitet at gøre. F.eks. går store mængder fødevarer i udviklingslandene til spilde, fordi der mangler logistik og lagringskapacitet så afgrøderne rådner eller bliver spist af skadedyr. Så ved at gøre nogen simple og rigtige ting (industrialisere landbruget, handle med landbrugsvarer), kan man gøre mad så billigt og lettilgængeligt, at selv det mest korrupte regimer ikke har nogen undskyldning for ikke at sikre at befolkningen har penge nok til at kunne købe mad.