Vi bliver rigere

Historien om menneskeartens succes fortsætter. Ikke nok med, at vi er blevet mange flere – men ikke for mange. Og at vi lever stadig længere. Vi er blevet og fortsætter med at blive meget rigere.

Siden år 1800 er den gennemsnitlige BNP pr. menneske i verden steget fra 400 (Geary-Khamis) USD (1990) til 8.000 USD i 2014. En faktor 20. Før den tid skete der intet. 99% af verdens befolkning levede i den yderste fattigdom, og uligheden var maksimal med en GINI på tæt på 1.

I nedenstående kurve er vist, hvordan udviklingen har været siden år 1900 og hvordan udviklingen med stor sandsynlighed kommer til at gå frem til år 2100.

De historiske tal er baseret på Maddison frem til år 2008 og videreført til år 2014 med de nyeste tal.

Fremskrivningen til år 2100 er baseret på en årlig BNP/Cap vækst på 2 % om året, som er mit bedste skøn på fremtiden. Indtil 2014 har væksten i dette århundrede været 2,4 % pr. Cap pr. år.

Herved nås på grundlag af FN’s medianprognose for befolkningsvæksten et globalt BNP på 550.000 milliarder USD i år 2100. Et stort tal, men bemærk f.eks., at IPCC’s højeste fremskrivninger som grundlag for CO2 udledningen ligger på samme niveau. Interessant nok således, at den varmeste verden med det største fossile energiforbrug også er langt den rigeste. Læg endvidere mærke til, at IPCC regner med, at den globale opvarmning vil koste os fra 0,2-2 % af det globale GNP dvs. udsætte den ovennævnte udvikling med maksimalt et år. Hellere varm og rig, end kold og fattig.

Bemærk, at den gennemsnitlige globale BNP/Cap. i år 2100 vil være på niveau med de rigeste lande i dag.

Bemærk endvidere, at ifølge Maddison’s tal var den gennemsnitlige BNP/Cap vækst fra 1900-2000 1,6 % i et århundrede med to verdenskrige og en tredjedel af verden i kommunistisk fangelejr. Tænk så på, hvad vi kunne have opnået, hvis vi havde opført os bare en lille smule mindre dumt.

De to procent pr. år er naturligvis et meget usikkert tal. Hvad der taler imod er, at vi især i de seneste 50 år har set en catch-up effekt, hvor meget fattige lande har indført god økonomisk politik og derved opnået meget høje (helt op til tocifrede) vækstrater både for lande og pr. indbygger. De har nydt gavn af lave lønninger og af at kunne kopiere best-practices. Og det vil naturligvis ikke fortsætte, når alle lande har nået næsten samme niveau.

Til gengæld er der nogen faktorer, der trækker den anden vej. Menneskene synes over tid på en famlende og klodset måde, med to skridt frem og et tilbage, at blive lidt bedre til at organisere produktion og international handel, at opføre sig lidt fredeligere og til at undgå de værste katastrofer (verdenskrige, totalitære regimer og økonomiske depressioner). Og ikke mindst er der en underliggende metronom af accelererende teknologisk udvikling, som konstant giver et overordentligt væsentligt bidrag til den produktivitetsforbedring, der er den helt afgørende årsag til, at vi bliver stadigt rigere.

Så med det caveat, at vi ikke dummer os totalt ved at indføre ”alternative” samfundssystemer, føler jeg mig tryg ved de to procent pr. år.

Jamen, er en forøget BNP overhovedet noget at stræbe efter, er der kritikere, der vil sige. Dele af BNP opnås jo ved at kurere sygdomme og rydde op efter naturkatastrofer, ”rovdriften” på naturkapitalen indregnes ikke og sidst men ikke mindst, bliver vi slet ikke lykkeligere af flere penge.

Til de uhensigtsmæssigheder, der kan være ved, at ”ulykker” indregnes i BNP, er der blot at sige, at det opvejes så rigeligt af, at BNP ikke indeholder et mål for kvaliteten af de ydelser, der betales for. F.eks. har en state-of-the art PC i hele mit voksne liv kostet ca. kr. 10.000 endog i absolutte priser, så den er blevet noget billigere, men ydelsen er steget med mindst en faktor 1000. Selv om man for hundrede år siden kunne gå til læge for at få behandlet sin lungebetændelse, døde man alligevel, fordi penicillin ikke var opfundet. Selv de meste ludfattige mennesker i verden i dag har potentiel adgang til ydelser, som selv en konge ikke havde for bare 100 år siden.

Ønsket om at indregne ”naturkapitalen” i BNP, et såkaldt ”grønt BNP” kan umiddelbart lyde meget tilforladeligt, men det skal man efter min mening holde sig langt fra. Der hvor kæden hopper af er, at værdien af ”naturkapital” kun kan vurderes i sammenhæng med en given teknologisk formåen. Flintesten var engang en meget vigtig og værdifuld ressource for menneskene i stenalderen. Nu er markedet for flintesten næsten ikke eksisterende og værdien tæt på nul. For nogle hundrede år siden var værdien af fossile brændstoffer ligeledes tæt på nul, fordi menneskene ikke havde den teknologiske formåen til at udnytte forekomsterne og om hundrede år vil de igen gå mod nul, fordi vi har fundet på nogle billigere og renere energikilder. I det hele taget er der ikke og vil aldrig blive mangel på fysiske ressourcer, og det har derfor ingen mening at konstruere en fortænkt ændring i vores måde at beregne menneskenes økonomiske formåen på.

I virkeligheden er ønsket om et grønt BNP skalkeskjul for bestemte politiske kræfters ønske om at afskaffe det politiske system vi kender og som på alle områder har givet storslåede resultater.

Og selvfølgelig bliver vi lykkeligere at af have flere penge. På det basale plan er det åbenbart, at der ikke er meget lykke knyttet til at leve i kort tid, at se 40 % af sine børn dø inden de er 5 år eller at være uvidende, sulten og syg i store dele af livet. Men også på højere velstandsniveauer, i det mindste op til de USD 50.000 pr. Cap pr. år er der som beskrevet i Economist en robust sammenhæng mellem BNP/Cap og livstilfredshed.

Mange hævder, at den økonomiske vækst skaber ulighed. Overordnet set er det forkert, idet uligheden i førindustriel tid var maksimal. Og desuden har vi på globalt plan set en stærk forøgelse af ligheden og en dramatisk formindskelse af den yderste fattigdom efterhånden som de fattigste lande har indført den rigtige og nødvendige politik.

Det er dog korrekt, at der inden for de enkelte lande synes at ske en forøgelse af uligheden i disse år blandt andet fordi meget iderige og driftige mennesker som Bill Gates etc. har skabt sig store indkomster og formuer ved at udvikle produkter og services, som rigtig mange mennesker gerne vil betale for.  For ikke at tale om Ronaldo med en årsindkomst på 80 mio. USD eller Andrew Lloyd Webber med en formue på 1,2 milliard dollars. Alt efter ens politiske overbevisning kan man vælge at føle misundelse over for disse enere, som har øget produktiviteten og livsglæden for millioner af mennesker. Men så længe alle bliver meget rigere og fattigdommen aftager kraftigt burde problemet være til at overse, især når al erfaring viser, at ingen formuer holder evigt.

Men hvad så med miljøet, naturen, klimaet og ressourcerne?

Som jeg dokumenterer nærmere i nogle kommende blogs er der ingen reelle materielle begrænsninger for den økonomiske vækst. Men det forudsætter naturligvis, at der sker en dematerialisering af økonomien, da vi ikke evindeligt kan vedligeholde samme høje vækst i f.eks. energiforbruget som i økonomien. Denne dematerialisering er allerede i fuld gang, dels bliver vi på grund af vores stadigt stigende teknologiske formåen dygtigere til at få mere ud af mindre både af energi og ressourcer. Dels aftager den materielle del af vores økonomiske aktivitet (mad, bolig, energi, tøj etc.) stadigt relativt i forhold til serviceydelser med lavt materielt forbrug som underholdning, undervisning og kunst.

Så langt vores nuværende menneskeart med sin nuværende viden og teknologiske formåen kan se ind i fremtiden, vil den økonomiske vækst fortsætte med ufortrøden hast til gavn for alle.