Jordens befolkning – et studie i tilpasning

Der er ikke noget, der hedder ”overbefolkning” eller ”befolkningseksplosion”. Der er højest i nogle områder tale om underudvikling i form af fattigdom eller manglende teknologisk formåen holdt ved lige af elendig regeringsførelse.

Mennesket er et enestående dyr, der som livet i det hele taget, er i stand til øge omgivelsernes bæreevne, så der bliver råderum til mere liv, men som helt unikt i naturen ligeledes er i stand til, uden tvang og af egen drift, at tilpasse sig den givne bæreevne ved at formindske fødselstallet i stedet for at forøge dødeligheden.

Så bundlinjen er, at jorden ikke er overbefolket og aldrig bliver det. Fordi menneskenes initiativ og kreativitet og skaberkraft er i stand til at skabe de nødvendige forudsætninger for, at alle mennesker, der er født og bliver født kan komme til at leve et liv i materiel overflod.

Når man diskuterer, hvor mange mennesker, der kan leve komfortabelt på jorden, tager man ofte udgangspunkt i det biologiske begreb: bærekapacitet eller bæreevne eller økologisk råderum, som defineres som:

Den øvre grænse for, hvor mange individer af en bestemt art, der kan leve i et givet område, fx i en skov eller i et vandløb. Antallet afhænger først og fremmest af den plads og den mængde føde, der er til rådighed.

Problemer ved dette begreb er, at det bliver misforstået som et fast tal, der ikke kan rokkes ved. Det er helt forkert. Bærekapacitet er en dynamisk størrelse, som afhænger af mange forhold. Selv naturens planter og dyr kan påvirke deres omgivelser, så der bliver mere plads og/eller føde – termitter bygger højhuse og planter udvikler sig til at fiksere kvælstof. Men det bevidste og intelligente dyr, Homo sapiens er i overordentlig høj grad i stand til at påvirke bærekapaciteten til gavn for sig selv og for naturen.

I grove træk startede de første oprejste og umælende mennesker som primitive jægere og samlere og havde mulighed for at blive op til 10 millioner mennesker på jorden. Så udviklede menneskene talen, brugen af redskaber og evnen til at udnytte ild og forøgede bærekapaciteten til 100 mio. mennesker. Et stort spring skete, da man opfandt landbruget for 10.000 år siden og nåede op på en bærekapacitet på 1 mia. mennesker. Med industrialiseringen er vi nu fremme ved en bærekapacitet på 10 mia. mennesker. Og hvem siger det stopper her? I stedet for at spørge om, hvor mange mennesker jorden kan bære, kunne man i stedet spørge om, hvor mange mennesker jorden har brug for?

På vores nuværende teknologiske niveau ser det på basis af FN’s befolkningsprognoser ud til, at jordens befolkning flader ud omkring 10-15 mia. mennesker.

Befolkningsudviklingen følger en S-kurve, en såkaldt logistisk kurve, som ligeledes er kendt fra biologien. Hvor det er velbeskrevet, at når en art rammer grænsen for sin bærekapacitet, tilpasses mængden ved en kraftig forøgelse af dødeligheden på grund af sult, sygdomme etc.

Det fantastiske ved menneskene er, at vi i modsætning til umælende kræ har været i stand til at mindske dødeligheden dramatisk og derefter formindsket fødselstallet lige så meget helt uden tvang. Denne fundamentale og på mange måder storslåede forandring af menneskenes vilkår kaldes den demografiske transition, glimrende forklaret af Hans Roslin i denne video, og udtrykker sig ved, at både dødelighed og fødselstal formindskes stærkt i takt med at menneskene bliver rigere. Med andre ord er den bedste prævention kraftig økonomisk vækst.

Dette kan illustreres med denne Gapminder figur, som viser et øjebliksbillede fra 2013 af sammenhængen mellem indkomst pr. hoved og fertiliteten. Samtidig er vist udviklingen i DK fra år 1800.

Den såkaldte ”befolkningseksplosion” er for længe siden afmonteret af den økonomiske vækst. Hvilket kan illustreres med nedenstående figur, som viser udviklingen i og fremskrivningen af den relative og absolutte befolkningstilvækst i verden fra 1900 til 2100:

Den relative befolkningstilvækst toppede i de sene 1960’ere med 2,1 % om året. Og den absolutte tilvækst toppede i de sene 1980ere på 93 mio. om året.

Befolkningen vil stige mange år fremover, da der er en vældig inerti i udviklingen. Men hvis vi ser på udviklingen i den rige del af verden, hvor fertiliteten allerede er under de 2,1, som er nødvendig for, at befolkningen kommer i balance, er den klart største risiko for menneskene, at folketallet går tilbage og at andelen af ældre mennesker stiger alt for hurtigt.

Det værste eksempel på en misforstået og inhuman befolkningspolitik har vi set i Kina, hvor man under Mao dikterede et-barns politikken. Selv hvis vi ser bort fra en af groveste af alle menneskeretskrænkelser: statens diktat af, hvor mange børn en familie må få, har politikken været en fiasko. Der er givet færre mennesker i Kina end, der ellers ville have været. Men Kinas problem har aldrig været for mange mennesker, men derimod en pinlig lav produktivitet i det kollektivistiske landbrugssystem. Den er blevet mange gange forbedret efter, at det blev tilladt for den kinesiske landmand at sælge på markedet, men lider stadig stærkt under, at den kinesiske landmand ikke må eje sin jord, og derfor ikke har incitament til at forbedre produktionsjorden.

Kina står nu med det problem, at man snart får alt for mange gamle mennesker, som skal forsørges af alt for få unge mennesker, og det er en af grundene til, at det kinesiske vækstmirakel snart vil fuse ud. Det vil blandt andet kunne ses ved, at Indien, som har en sund befolkningsstruktur og et meget bedre politisk system, i løbet at forholdsvis få år vil overhale Kina som økonomisk magtfaktor.

Men hvad så med Afrika, som stadig har en høj (men klart faldende) befolkningstilvækst og mange fattige, og hvor mange folk med arme og ben søger væk, som vi danskere gjorde det omkring år 1900?

Her er løsningen entydigt den samme som for os andre. Fuld fart på den økonomiske vækst med liberalisering af økonomien, fri handel mellem afrikanske lande og let adgang til rigelig og billig fossil energi (især kul). Denne udvikling er heldigvis i gang og mange afrikanske lande har nu vækstrater på mellem 5-10 procent. Ikke helt godt nok, og udviklingen hæmmes blandt andet af det udviklingsindustrielle kompleks’ fiksering på udviklingshjælp, som enten er direkte skadeligt eller idet mindste intet gavner, og dertil i høj grad af korrupt og elendig regeringsførelse.

Man taler af og til om ”fattigdomsfælden”, nemlig, at ethvert fremskridt i økonomien opsluges af befolkningstilvæksten, så den demografiske transition ikke kommer i gang.

Det er en myte. Hvis man indretter økonomien på velkendte og korrekte måder:

Med markedskapitalisme og ikke efter NGO’eres fattigdomsromantiske forestillinger.
Citat fra Niels Westy.

Vil økonomien i de fleste afrikanske lande kunne vokse med 10+ procent om året, hvilket er to-tre gange højere end selv den hurtigste befolkningstilvækst. Dvs. at BNP pr. indbygger vil stige kraftigt og den demografiske transition vil træde til.

Der er ikke problemer med at skaffe plads i Afrika plads til de 4,4 mia. mennesker, der ifølge FN’s median prognose vil leve i Afrika i år 2100. Afrika er et meget stort og meget tyndt befolket kontinent (både Kina, Indien, USA og det meste af Vesteuropa kan rummes i Afrika). Befolkningstætheden i Afrika er lav: ca. 40 pr. km2 set i forhold til Indien (400) og Kina (150) for ikke at tale om Danmark (130) og Holland (400). Hertil kommer, at på grund af den globale opvarmning og øgede CO2 indhold i atmosfæren er Sahara (knap 1/3 af Afrikas areal) nu på vej til at blive lige så grøn, som den var for 7.000 år siden.

I det hele taget er fysisk plads ikke noget problem for verdens fremtidige befolkning. Verden er meget større end de fleste forestiller sig. Som et kuriøst trivia kan nævnes, at hele verdens nuværende befolkning kan stå på Lolland, med god plads endda. Og hvis man pakker i højden kan alle stå i en kasse, der er 1*1*1 km3.

Hvad vil fremtiden bringe? Jeg er ikke tvivl om, at menneskene vil fortsætte med at øge vores teknologiske formåen og dermed den potentielle bæreevne med accelererende hast. Hvordan vi vil udnytte dette må fremtiden vise. Men som sagt ”overbefolkning” bliver der aldrig tale om, med mindre de ”alternative” økologiske dommedagsprofeter får magt, som de har agt, og stopper den økonomiske og teknologiske vækst.