Altid risiko for korruption

Korruption er stort set ukendt i Danmark. Det er ikke et emne, der fylder noget i den offentlige debat, og det er ikke noget, de danske anbefalinger gør noget ud af. Målinger fra Transparency International og Verdensbanken tyder på, at Danmark er verdens mindst korrupte land. Derfor kom det som en overraskelse da politiet i sidste uge anholdt 13 danskere ansat i den norske IT virksomhed Atea og dens kunder i Region Danmark og Rigspolitiet. De pågældende er mistænk for overtrædelser af Straffelovens § 122.”Den, som uberettiget yder, lover eller tilbyder nogen, der virker i dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, gave eller anden fordel for at formå den pågældende til at gøre eller undlade noget i tjenesten, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år.”

Sagen viser, at der altid altid vil være en vis risiko for korruption. Man kan nedbringe risikoen, men formentlig aldrig eliminere den helt. Lidt ligesom mælkebøtterne i græsplanen. I udviklingslande som Brasilien, Rusland, Indien og Kina er korruption så udbredt og alvorlig, at den truer landenes vækst og velfærd. Det er ikke tilfældigt, at Kinas præsident Xi Jinping har gjort kampen mod korruption til en af sine absolutte topprioriter. Selv i et udviklet land som USA der masser af korruptionsskandaler. Det var der også tidligere i Danmark, hvor korruptionen er blevet nedbraget gennem et langt sejt træk fra politiet, domstolene og offentligheden.

Det er ikke tilfældigt, at problemet opstår i en virksomhed som Atea, der leverer til den offentlige sektor. Korruptionsforskningen viser, at risikoen for korruption er højest hvor der er masser af andre menneskers penge, d.v.s. primært i den offentlige sektor og primært i forbindelse med store ordrer inden for byggeri, forsvar og IT, hvor en enkelt kontrakt kan løbe op i mange millioner eller milliarder kroner. Her er incitamenterne til at vinde kontrakten så stærke, at sælgerne er fristet til at give penge under bordet. I en privat virksomhed har køberne en lige så stærk økonomisk interesse i at få den rigtige kvalitet og undgå at betale for meget, men det incitament er svækket i den offentlige sektor, hvor embedsmænd og politikere disponerer over skatteborgernes penge. Derfor er det ekstra vigtigt, at der tilstræbes konkurrence og åbenhed om offentlige tilbud.

Et andet kendetegn ved korruption er, at den begynder i det små. Man kan forbavses over, at vellønnede embedsmænd vil ødelægge deres karriere, omdømme og indkomstgrundlag på grund af bagateller som udlandsrejser og middage.  Hvordan kan det være, at se sælger sig selv så billigt? De fleste erhvervsfolk betragter udlandsrejser og restaurationsbesøg som en onde, der måske kan være nødvendigt, men som man på ingen måde opsøger.  Hvordan kan det være at korruption netop trives i gråzonen eller i nærheden af den?

En af grundene er givetvis, at risikoen ved at gøre noget klart ulovligt – som for eksempel at modtage et større pengebeløb – fremtræder større og i højere grad udfordrer samvittigheden. Derfor begynder korruptionen ofte med noget der med god vilje måske kunne siges ikke at være ulovligt eller i hvert fald at være i nærheden af bagatelgrænsen. Altså gaver, vennetjenester, middage, småbeløb og lignende. Men selv om det begynder i det små, slutter det ikke nødvendigvis der. Giveren får en klemme på modtageren, der kan bruges til at fortsætte forholdet. Og modtagerens samvittighedskvaler svækkes. Derfor er det for virksomhederne ret vigtigt at være nøjagtig med at undgå småtingene. Man kan undgå noget ved at henvise til virksomhedens retningslinjer. Og hvis det virkelig er nødvendigt at modtage en gave kan det måske være en god ide, at man fortæller om den og giver den videre til arbejdspladsen.