Når prisen for vækst bliver suverænitetsafgivelse

Over hos Punditokraterne*skriver Karsten Skjalm der er ph.d. med speciale i international økonomi, om den politiske aftale om Grækenland, der blev indgået på topmødet i Eurogruppen i går den 12. juli 2015.  Det er et glimrende blogindlæg, der kan anbefales læst. Han konkluderer (blandt andet), at aftalen ”effektivt afmonterer græsk suverænitet på det finanspolitiske område.”

Den konklusion vil jeg gerne knytte et par ord til. For det første er den helt korrekt. For det andet kommer den ikke bag på nogen. For det tredje er det noget, der venter andre EU-lande.

Det lyder måske en anelse skråsikkert, man jeg kan forvisse om, at det skam ikke er tilfældet. Det hele handler om EU’s mest grundlæggende værdi og hvordan man realiserer denne. EU's mest grundlæggende værdi er økonomisk integration. Intet mål er over dette, intet ved siden af. Økonomisk integration kunne være sket af sig selv ad markedskræfternes vej, men man valgte i stedet det politisk mere acceptable, nemlig en planlagt og styret proces, baseret på lovgivning.

For et par måneder siden fremlagde EU's 5 præsidenter en fælles plan for den videre proces: http://europa.eu/rapid/press-release_IP-15-5240_en.htm

De 5 præsidenter er Jean-Claude Juncker (Kommissionen), Donald Tusk (Det Eurpopæiske Råd), Jeroen Dijsselbloem (Eurogruppen), Mario Draghi (ECB) og Martin Schulz (Parlamentet). Planen kaldes ”De fem formænds rapport” og skitserer unionens videre udvikling, med udgangspunkt i Eurogruppe-landene.

EU's 4 missioner

De 5 præsidenter har skitseret fire overordnede missioner for EU, når det kommer til opnå målet om økonomisk integration.

For det første skal man indføre en ”ægte økonomisk union”. Sådan en er ikke nem at indføre, men man ved den er indført, når man – med præsidenternes ord – har om-struktureret de individuelle medlemsstaternes økonomier i så høj en grad, at de alle ”har de strukturelle kendetegn, der skal til for at blomstre” i EU.

For det andet skal EU fuldføre bankunionen og gennemføre en kapitalmarkedsunion.

For det tredje skal der indføres en – og her bliver aftalen med Grækenland interessant – ”finanspolitisk union, der sikrer både finanspolitisk holdbarhed og finanspolitisk stabilitet”.

For det fjerde, som et tværgående element, skal der skabes en ”politisk union” på det økonomiske område, hvilket vil sige en form for føderalisme, med en mere klar demokratisk ansvarlighed, legitimitet og – for at citere formændene – ”institutionel styrke”, end det vi p.t. kender.

På overfladen handler det hele om økonomi. Men skraber man det øverste lag fernis væk ser man, at det hele handler om politik; og mere konkret: Hvordan man politisk set ønsker, at økonomien skal indrettes. Det virkelig interessante spørgsmål er ikke, hvordan alt dette skal gøres, men om det i det hele taget kan gøres. Er det rent faktisk muligt for politikerne, at designe et økonomisk system, der er mere effektivt end et frit og åbent marked, med effektiv konkurrence? Der er grund til skepsis.

Her og nu, og lidt længere ud i fremtiden

Ifølge de 5 præsidenter er det samlede mål med de 4 missioner økonomisk vækst. Men kun på den korte bane. På den lange bane handler det ikke om økonomi, men netop om politik.  Den kortsigtede vækst skal nemlig bruges til at ”stabilisere det europæiske hus” og samtidig ”gøde jorden for en komplet (politisk og økonomisk, red.) struktur”.

Dette indebærer yderligere deling af suverænitet mellem medlemsstaterne og EU-institutionerne, ligesom vi kender det fra andre stats- og delstatsordninger. Til forskel fra hvad man ser mange steder, lægges der imidlertid ikke op til, at der skal være en national og en EU-myndighed på samme område. I stedet for at en afgørelse træffes i en dansk styrelse, vil den i fremtiden blive truffet ”inden for fælles institutioner”. Med vidt forskellige forvaltningskulturer rejser dette – for en embedsmand som undertegnede – en række spørgsmål.

Det kan i og for sig undre, at man slet ikke tale om EU's videre udvikling under folketingsvalgkampen. Det er ellers svært at forestille sig et mere oplagt tidspunkt. EU handler jo om Danmark, og EU-politik er dansk politik.

Eftersom der ikke er nogen grund til at antage, at Danmark ikke ville tage aktiv del i en proces om, at styrke den økonomiske integration (selvom det for Danmarks vedkommende forudsætter en afskaffelse af Euro-forbeholdet), bør man da, som politiker, stræbe efter åbenhed og, hvis man selv er uafklaret, finde ud af, hvor man står. Det er, trods alt, en luksus vi har.

I Grækenlands tilfælde er man – på godt og ondt – allerede på vej.

 

* Full disclosure: Jeg er også selv skribent på Punditokraterne.