Dealmaker vs. dealbreaker

"Anger makes dull men witty — but it keeps them poor”. 

Jeg mener, det vist enten var Dronning Elizabeth I eller Francis Bacon, der kom med dette rammende udsagn. Uanset hvem der var først, så er pointen, som jeg tolker den, at vrede – eller følelsesudbrud – slører ens fokus, hvorfor man ender som taber. De fleste kender det vist!

Jeg har tænkt lidt over, hvilke kendetræk eller måske rettere hvilke tilgange parter i en konflikt – herunder også advokaten – kan have, og hvad det har af konsekvenser. For enten agerer du som dealbreaker eller dealmaker.

Jeg har fundet et par eksempler. 

Dealbreakeren har ofte..

-        Snævert fokus på egne krav

-        En meget følelsesladet tilgang til sagen

-        Hang til at trække ting i langdrag

-        En særlig optagethed af påstået selvretfærdighed fremfor løsninger

-        Fokus på at vinde diskussionen for enhver pris og er ikke (ærligt) indstillet på dialog

Dealmakeren har ofte..

-        Fokus på løsninger – som alle kan leve med

-        Lægger følelserne fra sig – eksempelvis ved at involvere nye ansigter i processen

-        Fokus på bolden/sagen – ikke fortiden

-        Sat  “magtspil” til side 

-        En dialogsøgende approach – også selvom der skal sluges kameler!

Begge lister kunne formentlig være længere. Men det er ofte ovenstående punkter, jeg med det samme spotter, når en proces kører i mål – eller af sporet. 

Selvom det selvfølgelig altid er let at sige, man gerne vil være en løsningsorienteret dealmaker, vil jeg mene, at det faktisk er endnu lettere at være en dealbreaker. 

For det kræver bare, man læner sig tilbage og er på tværs.