Danskerne: Medier har favoriseret rød blok i valgkampen

BLOGS Af

Er danske journalister røde? Og har medierne favoriseret Helle Thorning-Schmidt i valgkampen?

Det er spørgsmål, som har fyldt meget de senere uger, især på de sociale medier. Ophidselsen har indimellem været voldsom, og valgkampen har været fuld af beskyldninger mod medierne om en klar rød bias, vel nok kun brudt af den episode, hvor TV 2 i en interview-aftale med Lars Løkke indvilgede i at udelade et spørgsmål, han ikke ville svare på.

Nu har nyhedsmediet Avisen.dk stillet sine læsere spørgsmålet, og næsten 10.000 har svaret. Af dem mener hele 9 ud af 10 danskere, at medierne har favoriseret Thorning og dermed har valgt side. Kun 4 pct. mener, at Løkke er blevet favoriseret. Avisen.dk har et centrum-venstre værdigrundlag, så man vil ikke kunne forklare det markante resultat med, at det overvejende skyldes utilfredse blå vælgere, der føler sig forsmået i valgdækningen.

Målingen - skulle man tro og egentlig også håbe - må tænde de helt store alarmklokker på redaktionerne rundt omkring. Havde der vist sig en fifty-fifty fordeling eller deromkring, kunne man have slået det hen med den såkaldte "fjendtlige medier"-effekt, og at alt er godt, når bare alle er lige utilfredse. Men 90 pct. er en meget høj andel af befolkningen, der således næsten enstemmigt finder, at danske medier er i gang med at påvirke valgresultatet - en uhørt situation i et demokrati.

Den ophidsede debat, voksende anklager mod medierne og nu denne opsigtsvækkende måling synes at tegne et billede af en ulmende, fundamental tillids- og troværdighedskrise i store dele af befolkningen, der føler sig snydt for deres berettigede krav om fair, nuanceret og balanceret journalistik. Det gælder tilsyneladende både blå og røde vælgere. En sådan krise har der været optræk til gennem mange år qva vedvarende anklager fra borgerne om, at journalister er røde - anklager som aldrig er blevet taget særlig alvorligt.

Og også i løbet af valgkampen har alle mediechefer og journalister afvist kritikken af en favorisering af Thorning som værende helt grundløs. En sådan kategorisk afvisning er en farlig strategi, der risikerer at distancere medierne yderligere fra befolkningen, der helt tydeligt har en helt anden opfattelse af virkeligheden.

Hidtil har kritikken til dels kunnet affejes med, at journalister er for professionelle til at lade deres personlige værdigrundlag afspejle sig i journalistikken. Den markante måling synes at være et kraftigt advarselssignal om, at den forklaring køber danskerne, om de er røde eller blå, ganske enkelt ikke.

Det har medierne hidtil kunnet være ret ligeglade med, og det har man da også altovervejende været i denne valgkamp qva den rituelle afvisning af kritikken, som man altid har kunnet kontrollere via mediernes monopol på adgangen til mediekanalerne. Den monopolstatus er imidlertid under forandring i kraft af borgernes adgang til og stærkt øgede brug af sociale medier - et fænomen, der har vist sig i særlig grad i denne valgkamp og også vil gøre det i fremtiden.

Målingen rammer også ned i den årtier lange sang om, at journalister er røde, og at det afspejler sig i mediebilledet.

Denne diskussion er todelt:

Der er den del, som siger, at journalister er røde, hvilket er en påstand, der ret entydigt har vist sig gennem undersøgelser, hvor alle umiddelbart kendte undersøgelser fortæller, at mellem 63 og 80 pct. af journalisterne stemmer på partier i rød blok. Det er en markant skævvridning i forhold til befolkningen som helhed, der er delt med cirka halvdelen på hver blok. Ingen kendte undersøgelser har indikeret, at journalister er i nærheden af at stemme som befolkningen som helhed.

Den anden del af diskussionen går på, at journalister påstås at være røde lejesvende, altså at de ikke bare stemmer rødt, men at farven også afspejler sig i deres journalistiske arbejde.

Denne del af diskussionen har været vanskeligere at af- eller bekræfte. Forskning har dog indikeret, at der ikke er en sådan afsmitning fra journalisternes politiske værdigrundlag, omend man kan forestille sig, at det som led i denne forskning ikke har været muligt at opstille et parallelscenario: Hvordan ville journalistikken og den offentlige dagsorden se ud, hvis journalisters havde stemt som befolkningen som helhed? Det vil være en noget tvivlsom påstand at hævde, at alt ville have været det samme.

Uanset hvad er denne forskning ganske ude af harmoni med befolkningens virkelighedsopfattelse i hvert fald af den journalistiske dækning af denne valgkamp. Avisen.dk's måling er ganske vist uvidenskabelig, men dog med 10.000 respondenter ret omfattende, og den indikerer et usædvanlig klart og utvetydigt billede af befolkningens syn på mediernes dækning.

Borgernes oplevede virkelighed af mediernes valgkampsdækning adskiller sig markant fra den faktiske virkelighed, som medierne selv hævder.

Måske de 10-15 centrale mediechefer, chefredaktører og nyhedsdirektører, der reelt alene og (for) magtfuldt styrer den journalistiske kurs her i landet, gjorde klogt i at lægge deres hidtidige strategi - benægt, benægt, benægt - væk og i stedet begynde at tage kritik alvorligt ved at gå i dialog med læserne og seerne. Den nuværende vej fører bare til mere mistillid og tabt troværdighed. Journalister har derimod hårdt brug for øget troværdighed.