Det store investeringsforeningscirkus

Børsen sætter i dag fokus på, at danske investeringsforeninger malker deres kunder. Ifølge Morningstar, Finanstilsynet og Forbrugerrådet sælger man en vare, men leverer reelt en helt anden. Og problematikken med de dyre aktive fonde, der reelt er passive, er bestemt ikke ny. 

 

Markedet i Danmark er generelt præget af, at størstedelen af investorerne ikke har en jordisk chance for at kunne overskue, hvad der er op og ned på det, bankerne sælger dem. Mange har af gode grunde svært ved at forstå de helt grundlæggende komponenter, et investeringsprodukt er bygget op af. Bare forskellen på en aktie og en obligation får de fleste private opsparer til at blive en smule rundtossede, og tilsætter man så en masse tekniske begreber som fx active share og information ratio, ja så har de fleste opgivet at forstå, hvad det er, de køber. 

 

Denne helt særlige situation, hvor en tæt ved en million danskere har svært ved at gennemskue, hvad de køber, stiller naturligvis nogle helt særlige krav til sælgernes/bankernes etiske kompas. For hvis man placerer en million kroner i noget, man ikke forstår, bliver man altså nødt til at kunne stole blindt på sælgeren.

 

Endnu engang afslører Børsen, at bankerne og deres investeringsforeninger groft misbruger denne tillid. De benytter kompleksiteten til at sælge deres varer alt for dyrt. Det er fair nok, at man sælger en dyr og lækker Mercedes for prisen af en dyr og lækker Mercedes, men i dette tilfælde har kunderne i årevis betalt overpris for en vare, der er noget helt andet, end hvad sælgeren påstod. Det svarer lidt til at Mercedeskøberen kom hjem med sin bil og lidt efter lidt gik det op for ham, at det bare var en omlakeret Fiat (undskyld Fiat). 

 

Dette store cirkus, hvor man gang på gang bliver snydt af tryllekunstnerens fine nummer, er desværre noget som har foregået i mange år, og som ikke kun er forbeholdt danskere.

 

For ikke så lang tid siden påviste en professor på NYU Stern School of Business, at man i gennemsnit tabte 1 procent om året, hvis man investerede i det, man kalder en skabspassiv fond (altså hvor man betaler for dyr aktiv forvaltning, men reelt får passiv forvaltning) sammenlignet med en reel passiv fond (hvor man får, hvad man betaler for).

 

1 procent om året virker ikke umiddelbart af meget, men hvis man investerer 1 million og lader dem stå her i 10 år, taler vi pludselig om et beløb på 200.000 kroner, der bliver tabt på afkastsiden pga. for høje omkostninger! Disse penge er en skjult indtægt til den bank, man i forvejen betaler rigeligt for professionel og uvildig rådgivning - og det er derfor også kun rimeligt, at der endelig kommer fokus på de skjulte og mørke sider af markedet for investeringer.