Incitamenter i arbejdsformidlingen

Det er glædeligt, at valgkampen har skabt fokus på misforholdet mellem de flere hundrede tusinder af offentligt forsørgede borgere i Danmark, der i teorien burde stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og de ganske mange arbejdsivrige udlændinge, der kommer til landet for at blive ansat i jobs, som arbejdsgiverne har vanskeligt ved at rekruttere indenlandske borgere til. Det burde være klart for enhver, at velfærdssamfundet er gået over gevind i misforstået godhed, når det økonomisk ikke kan svare sig for modtagere af offentlige ydelser at arbejde. Noget andet er, at man kan undre sig over, at nogle mennesker mener, det må være samfundets opgave at stille attraktivt lønnede jobs til rådighed for jobsøgende, der ikke er den pågældende løn værd. Løsningen er dog enkel: Lavere offentlig understøttelse og lavere skat på (små) lønindkomster. Det er der heldigvis dele af det politiske spektrum, der har erkendt. Man kan også undre sig over, at nogle jobsøgende anskuer situationen så kortsigtet, at der sættes lighedstegn mellem startløn og slutløn. Sædvanligvis vil ethvert job indeholde avancementsmuligheder materialiseret gennem flid og dygtighed. Endelig burde det vel alt andet lige være rarere at forsørge sig selv end være afhængig af andres penge – udrette noget for andre frem for passivt at modtage forsørgelse. Derfor handler balancen mellem størrelse af offentlig understøttelse og arbejdsindkomst om almindelig medmenneskelig respekt.

Jeg mener, at der er en relevant problemstilling, som ikke får tilstrækkelig opmærksomhed, og den handler om interessefællesskabet mellem A-kasser og fagforeninger. Så længe A-kasser og fagforeningers interesser er så sammenvævet, som tilfældet er i dag, synes incitamentet begrænset for A-kassen til at motivere jobsøgende i retning af at påtage sig ledige jobs. Afslår den jobsøgende tilbudte jobs, skal understøttelsen bortfalde, men derved risikerer A-kassen at miste medlemmet. Således kan jobsøgningsprocessen trækkes i langdrag, og nogle ansøgere søger ligefrem at udnytte den mulighed. Derfor bør der i højere grad ske en adskillelse mellem A-kasser og fagforeninger samtidig med, at der bør etableres en klar incitamentsstruktur, som belønner den jobformidler, der formår at besætte et job og straffe den, som ikke lykkes med opgaven. Trods det forhold at et medlem af en A-kasse gennem en årrække har betalt kontingent, skal der ikke mange måneders arbejdsløshed til, før de offentlige kasser belastes betydeligt. Det tror jeg, at mange er tilbøjelige til at glemme. Der er ikke tale om et kommercielt forsikringsprodukt.

Selvom problemet i vid udstrækning handler om skatteyderbetalte midler og virksomhedernes adgang til arbejdskraft, handler det også om ret og rimelighed, for naturligvis skal vi hjælpe dem, der virkelig har behov. Mere eller mindre permanent afhængighed af offentlig forsørgelse bør være forbeholdt samfundets allersvageste. Den bør ikke være et gode for borgere, der finder en tilværelse på offentlig forsørgelse behagelig, fordi man ikke ønsker at opkvalificeret sig til den løn, man mener at være værd. Den bør heller ikke være et alternativ for lavtlønnede, der ikke ser en særlig ære i at forsørge sig selv men hellere spørger naboen om hjælp.

Lad os håbe, at den kommende regering tager fat om udfordringen. Jobmarkedets stigende dynamik efter finanskrisen er i hvert fald et godt udgangspunkt for justering af systemet.