3 bud på moderne grundlovsrettigheder

BLOGS Af

Det er 100 år siden kvinder (og tjenestefolk) fik valgret. Det fik de med grundloven fra 1915, og fra det officielle Danmarks side fejres 100-året som en demokratiets og ligestillingens festdag. Det er forståeligt.

Man skal bare ikke glemme, at valgretten ikke var ubetinget: For at kunne stemme skulle man være over 25 år og bo i Danmark (for at stemme til Landstinget skulle man være 35 år). Man skal stadig bo i Danmark, men alderen er sænket gradvist efter vi fik en ny grundlov i 1953. Først til 23 år, så 21, 20 og - siden 1978 - 18 år. Valgretten var endda yderligere begrænset. Der var ingen grundlovsgiven valgret til folk, som var gået konkurs, blevet umyndiggjort, havde modtaget fattighjælp eller var blevet dømt for en forbrydelse.

Først med grundloven i 1953 der indført en reel ligestilling i valgretssystemet: Nu har alle, der er gamle nok til at stemme, valgret. Med mindre de er sat under værgemål og ikke har retlig handleevne.

Pointen her er ikke at negligere kvinders valgret. Den er at vise, at grundloven ikke er mejslet i sten og at ændringer sker - men at de sker gradvist. Når man har ment der har været et væsentlig behov.

Forudsætning: Et klart behov

Nogen mener den gældende grundlov har et gammeldags sprog, og derfor vil de modernisere den. Andre vil indføre et væld af politiske erklæringer og mål i teksten, som staten og folketinget så har pligt til at arbejde henimod. Mens det første bare forekommer som en fjollet bevæggrund, kan det andet være direkte farligt. Historien viser - særligt i udlandet - at selv de mest ydmyg ønsker kan føre til rabiate ændringer, når først kuglepenne er fremme. At grundloven ikke er ændret endnu har da også hidtil været begrundet i, at der ikke er tungtvejende grunde, der retfærdiggør noget så drastisk.

Helt så sikker er jeg nu ikke.

Grundloven skal være borgerens sidste værn mod magtmisbrug. Derfor skal grundloven ikke forstås og anvendes forskelligt, afhængig af folkestemningens luner. Billedligt set kan man sige, at grundloven ikke skal følge med tiden, men gå imod den. Dette er ikke en reaktionær eller ligefrem kontrær holdning, men tværtimod en holdning der vægter rettigheder højere end politisk bekvæmmelighed.

Da man ændrede tronfølgeloven i 2009 fjernede man et væsentligt påskud for at ændre grundloven. Lovændringen - der var et forfatningsteknisk mesterværk - indebar, at kvinder og mænd i arvefølgen nu er ligestillet, og den blev gennemført uden at ændre grundloven. På den måde slap man for at åbne den Pandoras Æske en grundlovsændring ville være. Onde tunger siger, at dette var det egentlig formål med ændringen af tronfølgeloven.

Der er imidlertid stadig grund til at ændre grundloven: Borgerens rettigheder bør opdateres og styrkes, statsmagtens grænse bør afgrænses mere præcist og forholdet mellem fx regering og folketing kan ordnes langt bedre. Dette og følgende blogindlæg giver bud på, hvordan dette bør ske.

3 bud på rettigheder, enhver fri forfatning bør indeholde

Rettigheder er kun nået værd, hvis de modsvares af pligter. Fordi borgeren har ret til A, har staten pligt til B. Hvis borgeren har ret til A uden staten har pligt til B, er A ikke nogen rettighed. Det er i stedet en politisk hensigtserklæring. Sådan nogle hører hjemme i politiske principprogrammer, ikke i grundlove.

Her er 3 bud på rettigheder, der hører hjemme i en moderne grundlov, fri forfatning.

1: Reel offentlighed i forvaltningen

Retten til indsigt i den offentlige forvaltning skal grundlovsfæstes og omfatte alle dokumenter, der ikke er hemmelige. Akkurat ligesom i Sverige, der er et forgangsland på i hvert fald dette punkt.

Den magt kongen havde under enevælden forsvandt ikke, da Danmark fik en fri forfatning i 1849. Magten er ikke længere kongens, men det politiske systems, og vi kalder det ikke længere kongemagt men almenvældet. Men tag ikke fejl: Almenvældets magt er ligeså almægtig, som enevoldsherskerens.

Det er indsigten i denne magts udøvelse, borgeren i et frit samfund skal have indsigt i. Med forvaltningsloven og offentlighedsloven har borgeren i forvejen ret til at se meget; men langt fra det meste. Men hvis staten, kommunerne, regionerne og de statsejede virksomheder ikke har noget at skjule, hvorfor så ikke være åbne? De er jo, alle som en, til for os og ikke for deres egen skyld.

Den svenske model er klart. Alt hvad der ikke er hemmeligt kan ses. Hvad er så hemmeligt? Det er overordnet set dokumenter om ens personlige og økonomiske forhold (fx skattepapirer og patientjournaler) og udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold. I praksis er reglen nem at anvende, fordi man ikke skal vurdere om et dokument fx indgår i ministerbetjeningen. Man skal bare se om dokumentet er endeligt - altså ikke længere er et udkast - og om det skal hemmeligholdes. Det er en regel der er så klart, at alle kan forstå den. Den hører helt bestemt hjemme i en moderne forfatning.

2: Persondata og databeskyttelse

Myndighederne har altid brugt personfølsomme oplysninger i sit arbejde. I takt med udviklingen er det blevet nemmere at indsamle, opbevare, analysere og fortolke på enorme mængder data. Det er ikke i sig selv problematisk, at myndighederne har en "big data"-tilgang, når den løser de opgaver, de er sat i verden for at løse.

Fordi databehandling fylder så meget mere i dag, end det gjorde i 1953, er der grund til at indføre regler om persondata og databeskyttelse.

I et frit og åbent samfund skal borgeren have ret til at se alle oplysninger, det offentlige har på ham. Med undtagelse, selvfølgelig, at oplysninger retsforfølgning, statens sikkerhed og fuldbyrdelse af straf.

En offentlig myndighed skal således først kunne indsamle, opbevare, analysere og fortolke på en større mængde data, når man har vished for oplysningernes sikring mod lækager og uberettiget videregivelse, når al misbrug kan spores og når borgeren, der er gemt oplysninger om, til enhver tid kan hente en nøjagtig kopi af de oplysninger, man har på vedkommende. Hertil skal grundloven naturligvis stille krav om, at folketinget ved lov vedtage regler om det offentliges ansvar ved lækager og datamisbrug.

3: Tilbageholdelse og udgangsforbud

I et frit samfund må borgerne færdes i det offentlige rum. Derfor skal en liberal grundlov indeholde en regel, der bekræfter borgerens ret til frihed. Der skal kun være 2 undtagelser til sådan en regel: Lovlig anholdelse og tilbageholdelse. 

Ved anholdelse skal en person stilles for en dommer inden 24 timer. Hvis ikke dommeren sætter ham på fri fod, skal dommerne skrive en kendelse, der begrunder den fortsatte anholdelse. Det er en god regel, som bør inspirere til en lignende regel om tilbageholdelse.

Det overrasker nok nogen, men politiet kan faktisk anholde folk "på forhånd". Tilmed i helt op til 12 timer. Kravene til hvornår politiet må det, står i politiloven, men de er vage og ikke udtømmende. Derfor har politiet et relativt stort handlerum. Da selv en midlertidig anholdelse er et alvorligt indgreb, skal grundloven indsnævre politiets handlerum. 

Præventive anholdelser og tilbageholdelser må kun ske, hvis politiet har givet påbud og dette ikke er fulgt. På den måde kan borgeren selv afværge sin egen anholdelse. Samtidig skal der sættes en absolut frist på, hvor lang tid en midlertidig anholdelse må vare, fx 4 timer.

Retten til frihed indebærer også, at grundloven skal bestemme, at man ikke administrativt kan give folk udgangsforbud eller forbud mod at opholde sig i et bestemt område. Det skal ske ved dom.

Ligeledes indebærer retten til frihed, at grundlovens skal bestemme, at ingen anholdt må føres væk fra Danmark - fx til Grønland eller et militærfængsel i udlandet. Sådan en regel har man haft i England siden 1679, og den vil betyde, at Danmark ikke kan lave en Guantanamo Bay-model med fanger.


 

Se flere blogs



Profil