Vi taber alle når lavtlønsarbejde udskammes

Når vi deler arbejdet, bliver vi rige. Det er en gammel sandhed. Jeg ville ikke kunne lave én eneste avis alene, men når vi er flere om det, kan jeg sammen med mine kollegaer lave en avis hver dag hele året. Det kan vi, fordi vi har fordelt opgaverne imellem os. De opgaver kunne sikkert brydes endnu mere ned og fordeles yderligere. Men vi gør det ikke, fordi det på et tidspunkt bliver for dyrt og derfor ineffektivt - enten af naturlige årsager eller fordi nogle spænder ben for en effektiv udveksling mellem virksomheden og den ansatte.

Det er vores handel med arbejdskraft, der afgør, hvor meget arbejdet bliver delt. Vi skal kunne enes om én pris for at henholdsvis at udbyde og udføre det. De kollektive aftaler om (mindste)løn, som det danske arbejdsmarked er præget af, har den ulempe, at de kan skjule et potentielt arbejdsmarked. Tager man det høje danske skattetryk og de høje sociale ydelser tillagt almindelig menneskelig observation af alle de opgaver, der ikke bliver købt hjælp til (officielt i hvert fald) i helt almindelige middelklassefamilier (rengøring, havearbejde osv.), med i betragtningen, er det mere end sandsynligt, at der er et potentielt arbejdsmarked, som lige nu er inaktivt.

I går bragte Børsen en række artikler om den såkaldte indslusningsløn. Indslusningslønnen indebærer, at arbejdsgiver ansætter en person til 70 kr. i timen og så stiger lønnen til mindstelønnen på 110 kr. i timen i løbet af to år. Pointen med det konkrete forslag om at indføre denne løntype er at integrere udsatte grupper i arbejdsmarkedet. I dette indlæg skal ikke hæftes så mange ord på selve ordningen, den kan man læse mere om i avisens dækning. 

Det interessante her er, at behovet for ordningen i nogen grad udstiller vores problem med arbejdsdelingen. Den direktør for en byggevirksomhed, der blev interviewet i Børsens artikler satte præcise ord på:

”Da jeg selv var helt ung lærling for 30 år siden, der havde vi jo en pladsmand på alle de store byggepladser, som sørgede for, at det hele kørte optimalt. Den jobfunktion er blevet faset ud, for det har der ikke været råd til i de senere år. Men det kunne være godt for virksomhederne at få den jobfunktion igen”

Hvorfor der ikke har været råd til en pladsmand er sikkert kompliceret, men fagbevægelsen må tage deres del af ansvaret. Her har det nemlig været en bevidst strategi at udfase det man (nedladende?) kalder lavtlønserhverv. Den gamle socialdemokrat Mogens Lykketoft skriver eksempelvis følgende om udviklingen i det danske arbejdsmarked og vandringen fra landbrug til andre beskæftigelsesområder:

”Til gengæld blev der tidligt satset på at opdyrke nye produktioner, der bedre kunne bære en ordentlig løn. Fagbevægelsen medvirkede meget aktivt til denne udvikling ved en massiv indsats for oplæring i ny teknik og aftaler om nye produktionsfremmende lønsystemer. ’Den solidariske lønpolitik’, der betød relativt høje mindstelønninger i de kollektive overenskomster, medvirkede også til at fremskynde udfasningen af lavtlønserhverv fra Danmark. Det var en bevidst politik. Og udviklingen bekræftede, at der med efter- og videreuddannelse af arbejdsstyrken og investering i produktionsapparatet kunne skabes meget høj beskæftigelse til trods for en relativt høj mindsteløn.”

Citatet er fra Lykketofts afhandling om den danske model, udgivet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Hvor solidarisk den nævnte lønpolitik er, kan man nu betvivle.

Nogle mennesker kan ikke få arbejde til en mindsteløn på 110 kr. i timen. Det er fordi deres arbejdskraft ikke er 110 kr. værd. Men tilbyder arbejdsgiver en lavere løn - og takker arbejdstager ja - bliver han væltet omkuld af fagbevægelsen. Konsekvensen er, at nogle job bare ikke bliver udført, og at nogle mennesker bare ikke får et job. De lander i tomrummet mellem den pris, de vil udbyde deres arbejdskraft til, og det en arbejdsgiver kan tillade sig at betale uden at få problemer med de røde fanebærere. Solidarisk?

Hvis køber og sælger ikke får lov at forhandle sig til den rette pris, så taber alle. Nogle mister et arbejde, mens andre mister en ekstra ansat – vi mister alle velstand. Det er fordi, det går ud over arbejdsdelingen. Noget arbejde bliver slet ikke udført, og andet arbejde bliver udført af medarbejdere, der ”burde bruge deres tid bedre”. I sidste ende lider produktiviteten. Bundlinjen er, at vi mister både job og velstand, når arbejdet ikke deles optimalt. Det berører ikke kun arbejdsgiver og arbejdstager. Det berører os alle.