ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Peg bare fingre!

authorimage
BLOGS
Af: Lars Sander Matjeka
28. maj 2015

Til trods for at flere politikere allerede har udtalt, at de frygter, at valgkampen kommer til at handle om mudderkastning frem for politik, lader det desværre ikke til at være tilfældet. Straks valgkampen er begyndt tegner der sig nemlig et tydeligt mønster blandt landets politikere: peg fingre ad de andre!

Der bliver ikke alene peget fingre af politiske emner og tiltag, men i høj grad også af personlige. Politik er politik, men lad os antage, at vi rent faktisk ser vores politikere som ledere af vores samfund - og lad os så forestille os, at samme mennesker er ledere i de virksomheder, vi er ansat i.

Jeg har i en tidligere blog skrevet, at en stærk leder er kendetegnet ved evnen til at skabe følgeskab, hvilket indebærer at lederen er:

1) skarp til at sætte mål og rammer
2) tydelig
3) nærværende
4) konsekvent
5) respektfuld og empatisk

Vil vi som bestyrelse med det in mente acceptere en topleder, der kaster med mudder? Vil vi som medarbejdere have lyst til at arbejde for en chef, der peger fingre? Ja, det er et tankeeksperiment, men bør vi ikke have samme forventninger til de mennesker, der skal lede vores land, som vi har til ledere i en virksomhed?

Børsen stiller tre relevante spørgsmål:

1) Hvordan bliver vi danskere dygtigere?
2) Hvordan letter vi byrderne for dem, der skal sætte gang i dansk økonomi?
3) Hvordan får vi nok hoveder og hænder fremover?

Svarene fra politikerne må være ligeså konkrete som spørgsmålene! For hvem vil følge en leder hvis svar er ukonkrete og baserer sig på, hvad andre gør og ikke gør? Hvem vil følge en leder, som ikke tager ansvar – og som glemmer, at når én finger peger ud, så er der flere fingre, der peger ind? Hvem vil følge en leder, som definerer sig selv ud fra andres holdninger og gerninger?

En overskrift i dagens nyheder signalerer, at en toppolitiker vil ”…vinde magten på et stærkt lederskab”. Politik handler uden tvivl om lederskab. Lederskab handler om følgeskab. Følgeskab handler om at sætte handling bag ord. Så peg bare fingre, kære politiker. Men husk: en stærk leder peger ikke fingre ad andre!

Profil
Lars Sander Matjeka authorimage Lars Sander Matjeka blogger om ledelse, forretningsudvikling og kommunikation, som er blandt de emner, han primært har beskæftiget sig med i sine tidligere jobs som marketing- og kommunikationsdirektør og forretningsudviklingschef

Lars Sander Matjeka er direktør for DG Media og Datagraf Communications, der begge indgår i Aller-koncernen. Han har i en årrække undervist i ledelse og marketing og er desuden aktiv som foredragsholder og bestyrelsesmedlem.

Tidligere bloggere på borsen.dk