ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Bliv større ved samarbejde

authorimage
BLOGS
Af: Jesper Boelskifte
27. maj 2015

Copenhagen Concepts og MASH har for få uger siden annonceret, at vi åbner vores ottende restaurant. En penthouse restaurant på Tivoli Hotellets 12. etage, som giver gæsterne mulighed for at nyde en bøf på toppen af byen med udsigt over Københavns tage.

Gennem det sidste halvandet år har vi knoklet benhårdt på at udvikle det rigtige koncept og finde den rette lokation og samarbejdspartner. Og det giver god mening for os at samarbejde med Tivoli Hotel og Arp-Hansen, som er suveræne markedsledere på deres felt. Ikke kun pga. beliggenhed, de arkitektoniske rammer, eller de 1,5 million gæster som har boet eller besøgt Tivoli Hotel & Congress Center siden åbningen i 2010. Det skader naturligvis ikke, skal jeg skynde mig at sige, men det er faktisk ikke derfor, vi gerne ville være med her.

Tivoli arbejder – ligesom os – med at skabe unikke oplevelser for deres gæster. På den måde har vi meget tilfælles. Vi sælger begge oplevelser. Hos MASH er det for eksempel ikke nok at skabe en kød-oplevelse. Alt det omkring maden skal falde i hak. Et knivskarpt koncept med design, service og atmosfære. 

Samtidig er Tivoli et rigtig stærkt brand – både i Danmark og i udlandet - og de fleste har gode historier og minder forbundet med den ikoniske forlystelsespark. Det er den følelse, vi i MASH-gruppen lægger mest værdi i. At vi kan stikke ind til en følelse, som vi ved mange har.

Vi har haft en konstruktiv forretningsdialog med Arp-Hansen, og vi ser også en stærk synergi mellem hotellets møde- og konferenceafdeling. Samarbejdet giver os et stort kundegrundlag, mens vi på den anden side giver hotellets gæster mulighed kvalitetskød, fritter, bearnaise og god vin. Et win-win for mig at se.

Profil
Jesper Boelskifte authorimage Jesper Boelskifte blogger drift og ledelse i restaurationsbranchen. Han trækker på sin solide erfaring med at skabe helstøbte restaurantkoncepter, når han giver gode råd til servicevirksomheder og iværksættere om, hvordan man evner at forstå sine kunder og holde sig på forkant med udviklingen.

Som direktør og stifter af Copenhagen Concepts (gruppen bag MASH, Umami og Le Sommelier) har Jesper Boelskifte mere end 25 års erfaring fra restaurationsbranchen. Han har med stor succes overført MASH-konceptet til bl.a. det engelske marked.
Tidligere bloggere på borsen.dk