Offentligt‐private jobskift giver mening

Det gav anledning til hævede øjenbryn, da Finanstilsynets direktør Ulrik Nødgaard den 20. april meddelte, at han skifter job til direktør for Finansrådet, bankernes interesseorganisation. Mange undrede sig, men kun få kritiserede skiftet. Frank Aaen fra Enhedslisten var dog hurtigt ude med en fordømmelse og krav om konkurrenceklausul for fremtidige direktører i Tilsynet.

Den slags sceneskift har også skabt debat i udlandet. I USA taler man om svingdørspolitik ”revolving door politics” når ledende embedsmænd skifter rolle fra det offentlige til det private. I Frankrig taler man om ”pantouflage”, i Japan om ”amakakudari” – ”descent from heaven”, når embedsmænd skifter til chefstillinger i de brancher, som de tidligere regulerede. Nogle lande har indført cool off periode hvor embedsmændene ikke kan få jobs i de sektorer, de tidligere har reguleret. I økonomisk teori er jobskift blevet kritiseret for at være led i ”regulatory capture”, altså at en reguleret branche efterhånden kommer til at kontrollere sin tilsynsmyndighed. Begrebet blev lanceret af Nobelpristager Georg Stigler, som i en lang række studier påviste, hvordan regulering skader mere end den gavner.

Der er dog også argumenter for, at jobskift mellem offentlig og privat sektor kan gavne samfundsudviklingen. Man kan for eksempel tænke på USA's effektive håndtering af finanskrisen underledelse af Hank Paulson (tidligere Goldman Sachs) og Timothy Geithner (tidligere IMF og New York Federal Reserve). Begge blev beskyldt for at være i lommen på storkapitalen og Paulson blev kritiseret
for at lade sin gamle konkurrent Lehman Brothers gå konkurs. Men de leverede varen trods enorme politiske vanskeligheder, og USA kom langt bedre igennem krisen end Europa, hvor bankerne stadig har store vanskeligheder.

Man kan ikke beskylde Ulrik Nødgaard for at have været for eftergivende over for den finansielle sektor og som sådan må man i dette tilfælde melde hus forbi for kritik. Derimod er der grund til bekymring med hensyn til mulighederne for at rekruttere og fastholde kvalificerede medarbejdere i Finanstilsynet. I 2014 skiftede en anden hovedkraft i Tilsynet, vicedirektør Julie Galboe, til Nordea.

Finanstilsynet har fået langt større beføjelser i de senere år. Gennem regulering af den finansielle sektor bærer det et stort ansvar for vækst og beskæftigelse i Danmark, og det er derfor rigtig vigtigt, at dets ledelse besættes med de mest kvalificerede medarbejdere, riget kan tilbyde. I den sammenhæng kommer man ikke uden om lønnen, der er for lav til at friste talenter i den private sektor, hvor de relevante branchekompetencer findes. Nogle vil måske føle sig motiveret af udfordringen og æren, men jobbet kan også være særdeles utaknemmeligt i kraft af de politiske skueprocesser, der via rigsrevision, kammeradvokat, undersøgelseskommissioner m.v. kan ramme helt skævt.

Hvis ikke Finanstilsynet kan mønstre de rigtige kompetencer, er det eneste rigtige at være noget mindre aktivistisk, hvilket vil være godt for dansk økonomi. Kombinationen af manglende branchekendskab og store ambitioner er derimod en opskrift på fiasko.

Problemet er altså ikke, at embedsmænd skifter til job, men at trafikken er ensidig, så Kompetence-grundlaget i embedsapparatet udtyndes. Det tjener ikke noget formål at hæve lønningerne for de eksisterende embedsmænd, og det er i øvrigt dyrt, for der er mange af dem. Men det burde være
muligt at tilbyde markedslønnen, hvis man vil hente topfolk fra den private sektor. Alternativet er fortsat at rekruttere embedsmænd, der mangler kendskab til den sektor, de skal regulere. Det svarer til at regulere med bind for øjnene. Konsekvensen vil være lavere vækst og beskæftigelse og større risiko for finansielle kriser, fordi embedsmændene ikke forstår, hvad de har med at gøre. Det er i den sammenhæng en god investering at give den nye direktør i Finanstilsynet den samme løn som direktørerne i de banker, han eller hun skal regulere.