Denne regering er ikke for børn

Regeringen var i en klar underskudsposition med lanceringen af sit børneudspil denne uge. Nok delte man millioner og milliarder ud til pædagoger og kommunalt tilsynspersonale, men tiltagene minder mest af alt af lappeløsninger og tiltag vi har set før. Det er defensivt og ikke særligt konstruktivt. Der er brug for mere.

Under den ellers brede titel “En god start på livet for alle børn” handler ministrene Helle Thorning-Schmidt, Morten Østergaard og Manu Sareens udspil udelukkende om dagtilbud, altså dagpleje, vuggestue og børnehaver. Det afslører, at regeringen ikke har tænkt en eneste tanke om, at børnelivet i velfærdsdanmark er mere og andet end flere pædagoger, nye læreplaner og kommunale institutioner. Selv indenfor rammen af dagtilbud kunne man have givet udspillet smæk for skillingen, således at tiltagene kunne mærkes andre steder end i kommunen, fx. ude i familierne, hvor børn jo rent faktisk starter livet.

Med to radikale ministre involveret, Østergaard og Sareen, kunne børneudspillet i det mindste have haft et socialliberalt præg: mindre statslig styring og øget valgfrihed for forældrene. Det fik vi ikke, vi fik tværtimod mere tilsyn og tvang: Mere tilsyn med private dagplejere, flere sprogtest og flere børn i “obligatorisk” børnepasning uden for hjemmet. 97,5 pct. af landets tre-femårige er i forvejen i pasning uden for hjemmet, så hvorfor? Er det mon fordækt integrationspolitik?

Hvad skulle man så have gjort?
Velfærdsstaten udgøres i høj grad af denne kolos af et børnepasningssystem, som lider af monopolsyge. Med den centrale pladsanvisning er kommunerne små kongedømmer i børneverden. Kommunerne selv udfører også langt størstedelen af børnepasningen, og den godkender og holder tilsyn med private tilbud, som deraf har ringe vilkår. Tilskudsordningerne, som er enorme, favoriserer kommunal pasning og forfordeler private. Kommunal fuldtidspasning er standarden, og afviger man, skal der søges om tilladelse. Det efterlader familierne med begrænsede valgmuligheder. Det skulle regeringen have forholdt sig til.

Det kunne godt have været rødt alligevel
Ingen kan undvære penge, men vi kan godt undvære idéen om, at det per definition giver bedre kvalitet, når det offentlige bruger flere skattekroner på kommunal børnepasning.

Den røde regering kunne uden at gå på kompromis med sin ideologiske hang til statsfinansieret velfærd optimere forholdet mellem borger og børnepasser ved at ændre på tilskudsstrukturen. Lader man familierne selv råde over tilskuddet til pasning (det offentlige tilskud udgør min. 75 pct. af udgiften), ændrer det magtforholdet mellem dagtilbud og forældre. Når forældre har mulighed for at tage sine gode penge og gå - også til en privat udbyder - har dagtilbuddet et større incitament til at løfte kvaliteten.

Decentralisering burde også have været en del af et rødt børneudspil. Istedet for at centralisere yderligere med ændrede læreplaner og en statslig vidensstrategi, kunne man give fagpersonalet mere indflydelse. Er pædagogerne i marken virkelig så elendige, at regeringen ikke tør overlade den faglige styring til dem, der er uddannet til det? Forhåbentlig ikke.  

Blå blok kunne lave et børneudspil der batter
Ønsker man for alvor børnene det godt, skal man sætte sin lid til borgerligheden. Dog skal de blå partier oppe sig og begynde at tale om og tænke på noget andet end minimumsnormeringer.

Borgerlige har et ideologisk forspring, som bør udnyttes: Familierne er civilsamfundets byggesten, og i modsætning til venstrefløjen er en god borgerlig ikke angst for ligusterhække og selvtilstrækkelighed. Man ved nemlig, at stærke familier skaber et stærkt samfund.

Den borgerlige fløj skal fokusere på at flytte ansvaret for børnene væk fra staten og tilbage til forældrene - også økonomisk. Man kan liberalisere dagtilbudsloven og give bedre plads til private dagtilbud. Man kan tage et opgør med den økonomiske favorisering af kommunal pasning. Man kan skrotte kommunernes pladsanvisning. Der er masser, at tage fat på.

“Vores børn er den bedste aktie,” siger Pia Olsen Dyhr fra SF, som godt nok ikke længere er i regering, men meget fint opsummerer den fattige idé, vi skal forlade. Børn er ikke noget staten skal investere i med en forventning om et afkast til velfærdsstaten. Børn er mennesker, og de er deres forældres børn. Forældre ved bedst, hvad der er en god start på livet.

Hold øje med Merete Riisager fra Liberal Alliance. Hun er en borgerlig ledestjerne her. I kølvandet på børneudspillet blev det klart, at hun er i gang med at grave ud og gøre plads til et nyt syn på, hvad forholdet mellem staten og børnene skal være. Et paradigmeskifte måske? Hende bør blå blok samles om og bygge et godt borgerligt børneudspil op omkring.

Se hende eksempelvis i Debatten med Clement Kjersgaard fra i torsdag.