Gidseltagning

Det er fredag aften. Salen er mørk, og alle pladserne er taget. En gruppe fnisende gymnasieelever sidder længst fremme og ved siden af dem en gruppe studievenner, der skåler i specialøl fra danske mikrobryggerier. Resten af gæsterne ligner par, de fleste væsentlig ældre end forreste række.

En mand, der bærer to par briller, går på scenen og præsenterer ustruktureret aftenens program. En række digtere skal performe deres poesi. Selv kalder kunsterne sig ikke nødvendigvis for digtere, for deres værker er ikke som sådan digte, hvor alting rimer og flyder på vers. Men fælles for dem alle er, at de har tre minutter til at fremføre deres tekst.

Yes! tænker jeg. Endelig en ramme, der kan få folk til at fatte sig i korthed og skære deres tekster ind til benet. Jeg tager en slurk af min drink og mærker begejstringen over, at gå en aften i møde, hvor alle budskaber vil være tæt på perfekte, eller i hvert fald nøje gennemtænkt, og hvor alle forfatterstemmerne vil være professionelle, men personlige.

På det tidspunkt har jeg ingen anelse om, hvad der venter mig.

Cirka halvvejs inde i showet, går en midaldrende kvinde på scenen. Hun bærer læsebriller, har langt lyst hår og er iført stramme jeans samt en top, der havde været en større succes i nummeret større og med en form for blazer eller cardigan udover. Hun stiller sig ved mikrofonen og holder sin iPad med noter op foran sig i en afstand, der afslører, at brillerne vist heller ikke passer helt. Så begynder hun at læse op. De følgende tre minutter bliver hele salen indlagt til en jammer, der lyder som den midaldrende kvindes dagbogsnotater. Det er så navlepillende pinligt og ligegyldigt, at mine tæer er ved at krumme sig selv af led. Til nød kan et sprudlende sprog og en særpræget form skjule et mangelfuldt indhold. Og omvendt kan man med et højintenst indhold skjule et eventuelt manglende sprogligt talent. Men ikke her. Den performende kvinde, som bare står og læser op, er i frit fald. Og hun tager hele salen med sig.

Efter pausen, hvor de fleste skynder sig i baren for at skylle indslaget ned, bliver det for alvor farligt. Før kunne man tale om ligegyldighed, spild af penge, spild af tid og den slags, men det bliver værre. Ingen fra arrangørens side har tilsyneladende konfronteret kvinden med læsebrillerne og sagt: ”Gå hjem og øv dig, og kom tilbage, når du har skrevet noget, som skaber værdi for dine modtagere. De har trods alt betalt penge for at høre på det her.” Jeg begynder at spekulere på, om det mon er mig, der har misforstået et eller andet, og om jeg befinder mig i en moderne version af Kejserens nye klæder.

Så går kvinden går på scenen igen. Denne gang sætter hun sig på gulvet med mikrofonen i hånden og hovedet helt bøjet sammen, så det misforstået lange hår hænger ned over hendes ansigt. Det virker vældig dramatisk, men ikke som den mest oplagte positur til en verbal fremførelse, der henvender sig til et publikum. Ikke specielt performende.

Langsomt og med en forpint stemme begynder hun. Efter ganske få ord snører min hals sig sammen. Mine sko føles allerede alt for små. I tre meget lange minutter lytter salen til hendes monotone stemme, der beretter om den dag, hendes far døde. Der er intet budskab. Ingen identifikation. Ingen morale. Ingen sproglige finurligheder. Ingen inspiration. Teksten er renset for alt, der kan skabe værdi for nogen, og den siddende performance gør alting meget værre, fordi ingen i salen (på nær første række) kan se kvinden. Det manglende udsyn forstærker hendes stemme og ord. De tre minutter er det største verbale overgreb, jeg nogen sinde har oplevet. Kvinden tager hele salen som gidsler i sin tekst, og ingen går beriget derfra. Tvært imod. Hver og en bliver vi tvunget ind i hendes univers, der ikke byder på andet end negative, private tanker og billeder, som vi meget hellere vil være foruden. Oplevelsen er hverken professionel eller personlig, men pinlig og værre end ligegyldig.

Nedslået går jeg ud til min bil og kører hjem. Dagen efter er jeg stadig rystet, og lige siden har jeg ikke skrevet én eneste sætning uden at stille mig selv spørgsmålet: Hvad skal læseren bruge det til? Hvilken værdi skaber min tekst for modtageren?

Husker du også at spørge dig selv om det samme indimellem? Det kan være hårdt at blive mindet om værdien af at tænke på sin modtager – uanset om man skriver en tre-minutters-tekst, et nyhedsbrev, en e-mail eller en hel bog.