Pas på "fake" diamanter i omløb

”Jeg er så spændt, at jeg næsten ikke har kunnet sove i nat”, sagde hun da hun satte sig ned. ”Jeg har sovet med den under hovedpuden og været paranoid over, om der lige netop i nat skulle være indbrud derhjemme, eller om jeg skulle blive overfaldet eller køre galt på vej hertil. Jeg synes, at den er så smuk og vil gerne have den sat i en ring, hvis den er ægte og prisen er rigtig. Vi har allerede deponeret et beløb på den hos sælger”. Jeg smilede anerkendende og rakte hånden ud efter den.

Mange har hørt om dem, skønt jeg sjældent møder dem. Alligevel er det et emne, der jævnligt popper op. De syntetiske diamanter, der gjort af præcis samme stof med samme kemiske komposition som en ægte diamant. De har eksakt samme krystalstruktur og fysiske egenskaber, men de er menneske -og maskinskabte i et laboratorium. De kaldes også de ”fake” diamanter.

De skaber, præcis som nye og ”forstyrrende” elementer typisk gør, både udfordringer og muligheder.

Der er 2 overordnede metoder til at producere disse sten. Den gamle teknologi  HPHT (high pressure high temperature), hvor man efterligner den naturlige proces, der består af et kolossalt pres under konstant varme. Metoden kom frem i 1950’erne med formålet at producere diamanter til industrien. Resultatet blev en brun/grønlig sten, men deres generelle uklarhed diskvalificerede dem i smykkeindustrien.

Men en nyere teknologi, kendt som CVD (chemical vapor deposition) kan producere syntetiske diamanter i smykkekvalitet. De kan til og med skabe særlige karakteristika i stenene, som gør dem særligt velegnede inden for teknologi.

Producenterne anvender de 2 to teknikker til at skabe størstedelen af industridiamanter til byggeindustrien, som slibemiddel, i laser optik, bioteknologi, infrarød stråling, sensorer og mange andre områder.

Prisen for industridiamanter ligger ml. USD 0.25 til 0.50 pr. ct., mens prisen for en CVD diamant i høj kvalitet koster flere tusinde dollars for en enkelt sten. Man kan formentlig nok forvente, at produktionsprisen vil falde, efterhånden som teknonologien forbedres, hvilket i første omgang vil give industrien større fordele. Men kan det blive en trussel for den ægte vare i smykkeindustrien?

Det er nemlig også blevet muligt at skabe større syntetiske diamanter af smykkekvalitet, både med HTHP og CVD teknikker, som er billigere end den naturlige diamant.

I diamantsmykkebranchen mener man ikke, at syntetiske diamanter er en trussel, men man holder dog et vågent øje. Man henviser endvidere til at alle tidligere forsøg (kubisk zirkon, moissanite og Swarowski sten) blot har skabt nye målgrupper, men ikke anfægtet målgruppen af diamantkøbere.

Adskillige forbrugerundersøgelser viser, at diamantkunder på ingen måde overvejer at købe en syntetisk diamant. Særligt ikke når formålet er investering, gaver og vigtige mærkedage, som forlovelse, bryllup og fødselsdage. Undersøgelserne viser endvidere, at kunderne opfatter syntetiske diamanter som billige og kunstige, og foretrækker derfor de naturlige.

Der er derfor, på nuværende tidspunkt, ingen indikationer af, at forbrugerne vil acceptere syntetiske diamanter som substitut for naturlige diamanter. Det eneste der, indtil videre, har skvulpet diamanthandlens akvarium i den forbindelse er, at der er forekommet handel med større batches af sten, som har været en blanding af syntetiske og naturlige, som købere ikke var opmærksomme på.

For at undgå dette har industrien iværksat flere tiltag. De udvikler teknologi, der let kan afsløre syntetiske diamanter – også i mindre størrelser. Ethvert laboratorium kan i dag straks identificere en syntetisk diamant, og det vil fremgå af certifikatet. Men man vil også gøre det lettere for brokere og detailhandlen ved at udvikle måleudstyr, der nemt kan identificere dem. Faktum er, at vi andre uden for laboratorierne, ikke kan se om en diamant er syntetisk fremstillet eller naturlig, med mindre at de, på behørig vis, er laserindgraverede med informationen. Vi kan godt se om den er ægte eller uægte, dvs. Zirkon, Moissanit elller Swarowski. Og dem er der til gengæld mange af.

Det kan jo lyde hårrejsende, men det er nu ikke så alarmerende. De syntetiske diamanter er ofte (dog ikke altid)”perfekte”, dvs. uden farve og nogen som helst former for indeslutninger, da der jo ikke er nogen vits at skabe en diamant, med ”fejl”. Hvis vi (eller DU for den sags skyld!), støder på fejlfri diamanter, vågner vi gevaldigt op, for de er meget sjældne. Sjældne sten har som hovedregel et certifikat, og hvis de ikke har det, sender vi dem til laboratoriet for at få det. Dermed er der ingen risiko for at tage fejl og derfor anbefaler diamantbranchen, i endnu højere grad end nogen sinde før, at få certifikat på diamanter.

Sliberier, der handler med uattesterede syntetiske diamanter vil udsættes for alvorlige konsekvenser, som f.eks. eksklusion, hvis de håndterer syntetiske diamanter, der ikke er tydeligt klassificerede som syntetiske.

Loven siger, at de syntetiske diamanter skal laserindgraveres på rondisten (den ydre kant af diamanten) med én af følgende inskriptioner:Laboratory created/laboratory grown/man made/ synthetic, ligesom det skal stå højt og tydeligt på certifikatet.

Hun venter spændt. Jeg tørrer stenen af med min pudseklud og sætter den i klemme i min pincet. Og bevares! Den er smuk. ”Desværre er det ikke en naturlig diamant. Den er skabt i et laboratorium”, konstaterer jeg, da jeg får øje på den tydelige inskription: Laboratory grown”.

Det er altid ærgerligt at skuffe andre, men uden at kende til prisen, hun skulle betale, har det forhåbentlig sparret hende for at foretage et skidt køb.

info@katerinapitzner.com