Der er værre kampagner end Konservatives

Det nemmeste standpunkt at indtage i den politiske verden har de seneste uger været dette:
"Stop jer selv, Konservative."

Partiets stop-kampagne (afbilledet nedenfor), som er designet til at signalere, at partiet nu “trækker en streg i sandet”, har tiltrukket sig en del negativ opmærksomhed.

Det er da ellers umiddelbart forfriskende at høre et politisk parti sige stop (holder det? Et venligt råd til Søren Pape her), men kritikken flyder i stride strømme fra dogmatisk pæne mennesker, der har kastet sig over islamisme-delen af kampagnen. Pæne mennesker, der gerne vil samtale i en pæn tone, tåler nemlig ikke nazi-ordet i “Stop nazi-islamisme”.

Det er fjollet af to årsager:

1. Berøringsangsten i forhold til islam er uddateret. Alle med øjne kan se, verden står overfor voldsomme problemer - problemer der ikke urimeligt sammenlignes med nazismen. En diskussion om tonen virker vulgær, når Islamisk Stat og Boko Haram imens er på terrortogt.

2. Skal man endelig beklage sig over politiske kampagner, er der langt bedre eksempler at kaste sig over: Kampagner hvor substans glimrer ved sit fravær, kampagner med et uklart budskab og overflødige kampagner:

Helle T. (S): En vindersag? Intet nyt under solen her, fortsat høj skat, lavt serviceniveau og dårligt vejr - altså #detdanmarkdukender

Venstre - med fem mærkesager, det er 100 pct. umuligt at være uenig i.
 

Pia Olsen Dyhr (SF) i en floskelfuld anti-varmluftskampagne med barndomsbilleder. Er jeg den eneste, der tænker “sten + glashus”? 

Nick Hækkerup (S) lukker ned for kritik! Fremover må der kun tales i socialdemokratiske roser om offentligt ansatte. Og kun ansatte i den uvigtige private sektor må kritiseres.

---

Ud af alle disse, og sikkert flere, er Konservatives kampagne den bedste, både målt på substans og kommunikation. I virkeligheden har ærlig politisk kampagnevirksomhed dog kun eet udtryk. Dette: