Bedre ledelse af Statens Selskaber

Finansministeriet udsendte i sidste uge nye anbefalinger for ledelse af statslige selskaber som DONG, DSB, Sund & Bælt Holding m. fl. I anbefalingerne fokuseres under underskriften ”Statens ejerpolitik” særligt på statens rolle som ejer, der i en periode har været noget underspillet, fordi man ønskede at give plads til selskaberne bestyrelser, så de kunne virke uden utidig politisk indblanding. Det står dog i stigende grad klart, at aktivt ejerskab er en væsentlig forudsætning for god selskabsledelse både i private og offentlige selskaber. Ejerne har ”hånden på kogepladen”, og det er op til dem at formulere, hvad de vil med selskabet. Ejerne vælger bestyrelsen, der alene af denne grund aldrig kan blive bedre end ejerskabet tillader. Ejernes engagement i selskabet holder bestyrelser og direktioner til ilden, og det er ikke gjort bare med at dukke op på generalforsamlingen.

De nye anbefalinger sætter ejerskabet i system. Som ansvarlige ejere skal de relevante ministre tage stilling til ejerskabets rationale, selskabets målsætninger, afkastmål, udbyttepolitik.  Ministeren og embedsmændene skal følge op på målsætningerne. De skal løbende informeres om, hvordan det går med målopfyldelsen og mødes med selskabets ledelse to gange om året.  Som udgangspunkt skal formålet med de statsejede selskaber alene være forretningsmæssigt, og bestyrelsernes kompetencer skal matche de kompetencer, der er brug for i så henseende.  Bestyrelserne skal ikke være for store, men bestå af 4-6 generalforsamlingsvalgte medlemmer.  Et flertal af bestyrelsesmedlemmerne skal være uafhængige, og de skal i øvrigt arbejde mindst lige så professionelt som i private selskaber med hensyn til forretningsorden, habilitet, bestyrelsesudvalg, bestyrelsesevaluering med videre.

Noget af det vigtigste i de nye anbefalinger er, at der skelnes klart mellem et ministeriums rolle som ejer og rolle som regulerende myndighed.  Der skal ikke føres energipolitik via DONG eller transportpolitik gennem DSB, men gennem folketinget og energi- og transportministeriet, der afstikker rammerne for de to virksomheder og det øvrige erhvervsliv. Den bedste løsning er givetvis at lægge ejerskabet direkte under Finansministeriet, så ressortministerierne kunne varetage deres regulering uden kasketforvirring. En mulighed ville være at danne et statsligt holdingselskab, som man har gjort i andre lande.  Næstbedst er det – som der står i anbefalingerne – at regulering og ejerskab varetages af forskellige kontorer i de relevante ministerier. Men det er svært for politikere og embedsmænd at holde tingene adskilt.

Statens ejerpolitik er alt i alt et glimrende og tidsvarende initiativ, der givetvis vil bidrage til en fortsat professionalisering af bestyrelsesarbejdet i de statslige selskaber.  Det er godt, vi har Finansministeriet, og det er godt, at Bjarne Corydon har vist lederskab ved at sætte sig i spidsen for projektet. Anbefalingerne fremlægges på et møde i Bestyrelsesforeningen den 4 maj.

Man kan naturligvis ikke vide præcist, hvordan de nye anbefalinger kommer til at virke i praksis. Kan en politisk valgt minister holde sig på måtten og agere ejere frem for at se sit snit til at promovere egne små mærkesager, når han eller hun mødes med virksomhedens ledelse to gange om året? Det kræver stærk støtte fra embedsværket, som Statens ejerpolitik i høj grad bidrager til, men fristelsen vil stadig være til stede. Truslen om, at ejerskabet i givet fald kan overgå til en anden ejer -  Finansministeriet – kan dog måske have en disciplinerende virkning.

Blandt de udestående spørgsmål er, hvad der skal ske med de mange offentlige virksomheder uden for statens regi, for eksempel de kommunale virksomheder. Her sidder der i mange bestyrelser politikere, der ikke nødvendigvis har de rigtige kompetencer og i nogle tilfælde stadig betragter bestyrelsesposterne som ”ben”.  Man kan også pege på den store almennyttige sektor, hvor der nok er endnu mere at tage fat på. Skal disse virksomheder ikke også have et ledelsesløft?