Domino-effekten

authorimage
BLOGS
Af: Jan Al-Erhayem
29. apr 2015

Det sker hver dag. Konflikter opstår mellem samarbejdspartnere, i bestyrelser eller internt i virksomheder mellem datterselskaber og moderselskaber. Instinktivt søges konfrontationen. Det ligger måske i menneskets natur. Nærmest som en barsk naturtilstand a la Thomas Hobbes lader det til, vi ofte søger konfrontationen.

Jeg har i mine 13 år som advokat m.m. hos A.P. Møller-Mærsk og efterfølgende i de sidste 8 år som praktiserende advokat oplevet denne type af situationer uendelig mange gange. Gode samarbejdsrelationer eller væksteventyrer ødelægges af konfrontation og eskalerende konflikt, og til sidst kulminerer det i et juridisk slagsmål ved domstolene eller voldgift.  

Det paradoksale er samtidig, at til trods for konflikt, og optrukne fronter, så skal parterne ofte arbejde sammen igen, når hverdagen vender tilbage. Og kan man så det, hvis man lige har været igennem en bitter konflikt? For hvor mange ridser har konflikten ellers ført med sig i form af beskadiget image, demotiverede medarbejdere, utryghed hos eksisterende kunder og ikke mindst kommende kunder. For er det så hele slagsmålet værd? Det kan man naturligvis ikke altid vide på forhånd, og det er selvsagt også altid lettere at gøre sig klog på efterfølgende. Men der er nu alligevel nogle forhold, der kan minimere risikoen for konflikt.

I de godt 6 år på Esplanaden, hvor jeg refererede direkte til Hr. Møller selv, oplevede jeg ofte, at Hr. Møller – når alle økonomiske og kommercielle indikatorer for en handel eller et juridisk tiltag var belyst fra samtlige leder og kanter – alligevel formåede at stille et helt afgørende spørgsmål f.eks. i forhold til konsekvenserne for samfundet, miljøet, samarbejdspartnere eller andet, som ingen havde tænkt på. Herved satte Hr. Møller ofte fingeren på noget helt centralt: Ja, alle de rationelle parametre kan være opfyldt for en given handling, men er der tænkt nok over de indirekte konsekvenser, og de ringe i vandet, det vil afstedkomme? Altså, blot fordi man har ret, eller det på kort sigt er økonomisk fordelagtigt, er det så nu alligevel det rigtige at gøre?

Og det er netop denne refleksion, jeg kan se, ofte har været fraværende, når en sag er eskaleret og endt ved domstolene eller i en bitter voldgiftssag. Af og til er det uundgåeligt, andre gange den bedste udvej, men langt fra altid.

I stedet er det værd at overveje, om man er i færd med at begynde en kamp for kampens skyld. Lidt som den fransk-amerikanske tænker Rene Girard har beskrevet, så kommer mennesker ofte ind i en slags imitations-spiral, hvor man efterligner hinandens adfærd, hvilket let fører til en eskalerende konflikt. Selvom konflikter er uundgåelige for virksomheder, så er min påstand, at 9 ud af 10 konflikter kan begrænses eller helt løses, hvis man blot undervejs tænker hele domino-effekten igennem og derved forsøger at bremse denne imitations-spiral. Det er dette perspektiv, jeg vil dykke ned i på denne blog.

Profil
Jan Al-Erhayem authorimage Jan Al-Erhayem blogger om, hvordan man håndterer og løser komplekse konflikter om f.eks. acceptable løsninger i forbindelse med samarbejder eller virksomhedsoverdragelse.

Som ekspert i at løse komplekse konflikter for virksomheder har Jan Al-Erhayem bl.a. arbejdet 13 år som chefjurist m.m. hos A.P. Møller-Mærsk, inden han endte hos Mazanti-Andersen Korsø Jensen, hvor han i dag er advokat og partner.

Jan er en hyppigt anvendt foredragsholder særligt om konfliktløsning, dealmaking og håndtering af psykopater.

Få Jans indlæg
som RSS-feed her




Tidligere bloggere på borsen.dk