Når der kommer en båd

authorimage
BLOGS
Af: Yasmin Abdel-Hak
24. apr 2015

Den forgangne uges tragedie med over 800 bådflygtninges druknedød i Middelhavet, fik EU til i denne uge at afholde topmøde for at stoppe den stadigt stigende flygtningestrøm fra Afrika, og for at undgå fremtidige drukneulykker i Middelhavet. Man blev på mødet enige om, at det eksisterende Triton-program nu skal tredobles i indsatsen med fokus på stigende patruljering i Middelhavet. Formålet er blandt andet at opfange de såkaldte menneskesmuglerbådeførde fylder bådene op med flygtninge/migranter, på vej mod EU's grænser.

Der er såmænd ikke noget nytænkende i denne løsning. Det er en klassisk EU tilgang til en situation. Et forsøg på at løse etsymptomog ikke et problem. Det er et symptom, at folk insisterer på at sætte liv og lemmer på spil og betale op til 100.000 kr. for at overlade deres liv og skæbne til en menneskesmugler, alt sammen for at komme indenfor EU´s grænser. Bliver man ikke nødt til at forholde sig til det? Med andre ord, hvorfor er det, at folk uagtet disse forhold, ikke lader sig afskrække, men fortsat vælger at gå ombord disse både? Man må formode, at de synes alternativet – at blive hjemme – er værre. Det ville være mere logisk – og langt sværere – om man fra EU´s side forholdt sig til selve problemet.

Man kunne vælge at bruge Australiens migrationssystem: For at komme til Australien skal man søge om opholds- og indrejsetilladelse hjemmefra. Ved brugen af dette system får man derved fra starten en legal udrejse fra hjemlandet, og – lige så vigtigt – en legal indrejse i Australien.  Vigtigst af alt: man får overflødiggjort menneskesmugleren. Denne proces er tillige langt billigere og langt mindre farefuld end ved brugen af menneskesmuglere.

Brugen af det australske migrationssystem er i sagens natur kun en succes for den gruppe af mennesker, der rent faktisk får indrejse-og opholdstilladelse i Australien. Men hvad med den – ganske store – gruppe af mennesker, der ikke vil være kvalificerede hertil? Det løser ikke noget for den gruppe af mennesker. Disse vil formentlig stadig ty til den elendige menneskesmugler. Med andre ord; man kan indføre nok så mange systemer og opholdstilladelser til gavn og glæde for de migranter og flygtninge, der opfylder de dertil fastsatte kriterier. Men man vil stadig ikke have elimineret behovet for brugen af menneskesmuglere.

Den forgangne uges druknede migranter var fra Mali, Somalia, Eritrea, Gambia, Sierra Leone, Niger, Nigeria, Sudan og Senegal samt Bangladesh. Ikke ligefrem lande, der fylder særligt meget i nyhedsdækningen generelt, men der må jo have været ”et eller andet” – hvis ikke decideret krig/folkemord/hungersnød – i disse lande, der stadig fik disse mennesker til at tage af sted ved hjælp af menneskesmuglere.

EU´s ny offensive strategi går ud på fremover at opfange, destruere disse menneskesmugler-bådene. Det kan umiddelbart give en vis mening al den stund, at der reelt er tale om en flok dybt kriminelle mennesker, der lukrerer på andre menneskers skæbne og behov, og som er ansvarlig for disse ulykker til havs. Udover at der er en række ganske store juridiske betænkeligheder ved denne tilgang, er dette desværre endnu en gang et forsøg på at løse etsymptomog ikke selve problemet. Problemet må da om noget være, at der overhovedet findes et sådant marked for menneskesmuglere. De dækker jo tilsyneladende et markedsbehov. At konfiskere deres både løser ikke problemet; der kommer blot en ny båd i havet dagen efter. I øvrigt vil en øget risiko for menneskesmuglerne blot øge prisen for bådflygtningene. Jo farligere for menneskesmugleren, jo dyrere for flygtningene. På sørgelig vis kommer EU med sin nye strategi blot til at gøre ondt værre for denne gruppe af mennesker.

Løsningen må snarere være at eliminere behovet for brugen af menneskesmuglerne. Men det er en helt anden snak, som kræver meget andet og meget mere end blot flere patruljebåde og krigsskibe i Middelhavet.

Indtil EU tør forholde sig til det reelle problem, vil der altid komme en båd mere.

Profil
Yasmin Abdel-Hak authorimage Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og mellemøstlige forhold. Hun har i mange år arbejdet med menneskerettighedskrænkelser i Mellemøsten. Yasmin er endvidere stud.mag. i mellemøststudier. Her på bloggen skriver hun om politik, økonomi og menneskerettigheder i Mellemøsten. Om Danmarks rolle i forhold til regionen. Om mediernes rolle og den politiske diskurs i forhold til området.
Tidligere bloggere på borsen.dk