Finanssektoren er overreguleret

Efter 145 meddelte den lille Ulfborg Sparekasse i sidste uge lukning på grund af omkostninger ved stadigt større indberetningskrav til Finanstilsynet. I en tid, hvor udkantsdanmarks økonomiske problemer påkalder sig politisk opmærksomhed, skulle det give anledning til eftertanke. Sparekasserne blev i sin tid stiftet som den jævne befolknings svar på bankerne. De har medvirket til at udvikle landområderne og spillet en vigtig rolle for Danmarks økonomiske udvikling.  I nyere tid er lignende ideer  genopstået under betegnelsen microfinance.  Det kunne pasende indgå i Finansministerens nye vækstplan for udkantsdanmark, at den slags samfundsgavnlige institutioner ikke fældes af unødvendig regulering.

Man kan selvfølgelig spørge, om ikke det er meget rimeligt, at pengeinstitutterne skal rapportere mere efter finanskrisen. I en lille sparekasse som Ulfborg er svaret givetvis nej. Den systemiske risiko er til at overse. Driften er overskuelig. Man har klaret sig gennem virkelighedens stress tests. At man så falder for myndighedskravene virker som et unødvendigt overgreb. Dansk økonomi skal nok klare sig, men Ulfborg og andre små institutter kan sammenlignes med de kanariefugle, som arbejderne i sin tid tog med i kulminerne. Når de dør, er det en advarsel om, at der er noget galt.

Større finansielle institutioner kan bedre bære byrderne, men det gør ikke nødvendigvis reguleringen mere rimelig. Det var interessant at læse Michael Prams kritik af meningsløs regulering, da han fornylig gik af som bestyrelsesformand for Topdanmark. Der er ikke meget systemisk risiko i forsikringsselskaber, investeringsforeninger, pensionskasser eller fondsmæglerselskaber, der alle er blevet underlagt langt mere regulering efter en finanskrise, som de på ingen måde var ansvarlige for. I de større banker er det gået helt galt. Der kan  være op til 1000 siders regulatorisk læsestof til et bestyrelsesmøde, så der er meget lidt tid tilovers til at drøfte forretningen eller løfte ledelsesopgaven.

Der er næppe nogen som for alvor tror på, at en reguleringsbyrde af denne størrelsesorden bidrager til landets finansielle stabilitet. Tværtimod er den skadelig, fordi den svækker de finansielle virksomheders konkurrenceevne og hæmmer deres forretningsmæssige muligheder. Det er med til at lægge en dæmper på den økonomiske vækst og på beskæftigelsen. Særligt går det ud over de mindre virksomheder, der tegner sig for langt størstedelen af jobskabelsen.

Nogle har den holdning, at der er for mange danske pengeinstitutter, og de vil græde tørre tårer over Ulfborg Sparekasse, der måske under alle omstændigheder var for lille til at overleve.  I en markedsøkonomi er det dog ikke politikere, myndigheder eller de store virksomheder, der bestemmer, hvem der må drive virksomhed eller hvordan. Det er lige så betænkeligt, som når andre giver sig til at mene, at de store banker er for store og skal splittes op. Myndighedernes opgave er at fastlægge rammevilkårene med sigte på at fremme samfundets velfærd. Hvordan virksomhederne vil indrette sig må være deres egen sag.

Meget tyder i øvrigt på, at den finansielle sektor står over for en voldsom teknologisk udvikling, hvor tendenser som digitalisering, crowdsourcing og big data vil ændre branchens struktur.  I andre brancher sker den slags fornyelse ofte gennem opstart af små virksomheder med nye ideer, men i den finansielle sektor hæmmes den proces af reguleringen, der gør det dyrt at starte virksomheder og lægger bånd på deres handlefriheden. Dermed risikerer man at bremse innovation,  jobskabelse og konkurrenceevne.

Det er vanskeligt at forestille sig velfungerende kapitalisme uden kapital. Risiko og økonomisk vækst følges ad. Derfor er det nødvendigt at sætte en ny fremadrettet dagsorden for den finansielle sektor, der ikke ensidigt har fokus på kontrol og compliance. Fokus må i stedet være på, hvordan sektoren kan skabe værdi gennem innovation og internationalisering, og første skridt må være at rulle overreguleringen tilbage.