Lorte service gjorde mig hel

Morgenmaden består af kalorieholdig hvidt brød og kager samt en tallerken på størrelse med en underkop, med ananas. Menukortet til frokost og aften tilbyder i alt fem retter, der alle ligner hinanden. Det samme hver dag i fjorten dage. En fryser står placeret midt i restauranten. Tændt. Og tom. Hvad kan årsagen være? Ingen kan svare, når jeg spørger. De ved det ikke. Og de orker heller ikke at finde ud af det.

Jeg er installeret i en slidt bungalow i første række til havet. Den er 40 km2 og består af stue, køkken, soveværelse og bad. Foruden en seng og to klapstole, er her ingen møbler. Køkkenet er nyt og ubrugt. Jeg får aldrig svar på, hvorfor der ingen service, gryder, potter og pander er. Det tager mig seks dage at blive forflyttet til en anden bolig. Manageren har ikke tid til at gøre noget ved tingene. Han har travlt med at spise frokost med sine venner i pool området. Han er der kun 2-3 timer i døgnet. Resten af tiden ved ingen, hvad han laver.

Strømmen på hele hotellet afbrydes kl. 22.00 hver aften, og afløses af en generator, der flittigt forsøger at følge med. Baren gør det samme, altså lukker. Vi må gå i seng. Der er ikke andet at foretage sig. Vi bor seks km fra en by uden liv og med fire forretninger, fem apoteker, et par supermarkeder (jeg kalder det, hvad jeg vil) og ti vekselautomater. Men der er ikke noget at bruge pengene til her.

”No stress” siger alle til hinanden. Men de smiler ikke. Jeg lærer aldrig at forstå hvorfor. Noget med kulturen, måske. De lever op til deres mantra. Unge som voksne bevæger sig i sneglefart. Og skriver sms’er, når de hellere burde betjene deres gæster og besøgende. Bonnerne jeg modtager mangler tryksværte, ingen taler og forstår engelsk særlig godt her. Det er dyrt at spise ude, når man altså vel at mærke kan finde et åbent sted med rimelige fødevarer.

Jeg befinder mig på Kap Verde…. 

Jeg begynder at elske at hade stedet. Ingen stiller krav. For de sanser mig jo næppe. Jeg deler dette forunderlige strandparadis (for stranden er saftsuseme i orden) med 28 andre gæster, der ligesom personalet holder sig for sig selv. Der er intet tilbage til det moderne menneske udover sine rejseledsagere, solen, vandet og en indre funderen bygget på nye tanker og nysgerrighed.

Jeg provokeres. Jeg maser mig frem, men skubbes tilbage til mig selv og efterlades med intet andet end det, et menneske helt grundlæggende bare har behov for at eje og være i nærheden af. Således svælger jeg mig i samtaler om livet og den ene bog, jeg har medbragt. Og i kærlighed og refleksion ikke mindst.

Dette får mig til at tænke på, hvad vi andre kan lære af oplevelsen. Jeg behøver vel næppe at tegne det i sandet?

Tænk hvis ledere og medarbejdere i dansk erhvervsliv lod tingene gå sin rolige gang? Hvad ville der ske, hvis vi overlod hinanden til hinanden? Og uden stillingtagen for øvrigt stolede på, at det nok skal gå?

Ja, ja det er bare en tanke !