Når analytikere gætter ...

På Børsen.dk kan man i dag (den 4. maj) læse, at analytikerne er i vildrede om Danske Banks situation. Det har imidlertid ikke afholdt dem fra at have en mening. Op til kvartalsregnskabet i morgen har Nyhedsbureauet Direkt spurgt 18 analytikere, hvad Danske Banks nedskrivninger på udlån vil være. Det er der bestemt ikke enighed om. Det laveste bud ligger på kr. 1,6 mia. og det højeste på kr. 7 mia. Ser vi på hele regnskabsåret 2009 ligger analytikernes bud mellem 6,9 mia. og 27,3 mia. kr. Det er jo ikke nogen stor hjælp, men heller ikke synderligt overraskende, for der er naturligvis ikke er en levende sjæl uden for banken, der kan vide, hvad nedskrivningerne bliver. Det er kort sagt det rene gætteri, der hverken kan bruges til at prissætte Danske Bank aktien eller noget som helst andet. Den slags ser vi ofte, men ikke desto mindre spiller analytikere en væsentlig rolle på de finansielle markeder, både som formidlere af information og som ansatte hos institutionelle investorer. Det rejser et vigtigt principielt spørgsmål, fordi moderne finansiel teori jo siger, at al information øjeblikkelig bliver ”priset” (som det så smukt hedder) ind i aktiekursen. Er analytikernes forsøg på at gætte Danske Banks nedskrivninger information? Ja, for viden er det ikke. Det kan selvfølgelig tænkes, at en analytiker eller to faktisk har haft adgang til oplysninger direkte fra Danske Bank, men det må man vist ikke, så mon ikke vi kan se bort fra den mulighed. Hvis de finansielle markeder prissætter finansielle aktiver efter information af denne art, eller for den sags skyld efter andre forventninger til fremtiden, og det gør de jo, er det egentlig ikke så underligt, at der opstår finansielle bobler fra tid til anden. Årsagen er naturligvis den enkle, at ingen af os kan vide noget som helst om, hvad der sker i fremtiden, heller ikke analytikere. Som titlen antyder, formodes analytikere at lave analyser, dvs. grundige, dybtgående og kritiske undersøgelser af virksomheders situation. Det er der i høj grad brug for i en verden af uvished, og netop derfor ville det klæde analytikerhvervet at skelne mellem gætværk, information og viden. Lad mig nævne et eksempel på en af de gange, hvor en analytiker kunne have overvejet at holde lav profil. Efter Vestas årsregnskab for 2007 faldt selskabets aktiekurs med ca. fem procent, selv om tallene angiveligt var en anelse bedre end forventet af analytikerne. Ifølge en analytiker var grunden, at ”… der var ingen kaniner i hatten i form af eksempelvis nye finansielle mål for 2010, og det var hovedårsagen til kursfaldet.” Altså, hvis jeg forstår det ret, eftersom regnskabet ikke indeholdt nye informationer, faldt kursen med fem procent. Hvordan vil moderne finansieringsteori forklare den? Nu kan man jo håbe, at investorerne efterhånden er så hærdede, at de vælger at se bort fra analytikernes vildt svingende gætterier på Danske Banks nedskrivninger, og det gør de sikkert også. Men hov, de institutionelle investorer bruger jo også selv analytikere til at træffe deres investeringsbeslutninger, og derfor er det jo et ganske vigtigt spørgsmål, hvordan analytikerne kommer frem til den information, de videregiver til markederne, og ikke mindst hvordan markederne og analytikerne reagerer på informationen, når de investerer. Og skelnes der mellem information og viden? For nogen tid siden stillede New York Times spørgsmålet, ”hvorfor bliver analytikere ved med at anbefale investorer at købe?” Artiklen viste, at analytikere langt de fleste gange anbefaler investorer at købe i stedet for at sælge, selv når markedet buldrer nedad. Ifølge en ”behavioral finance” tankegang kan det meget vel være fordi mennesker har en dyb ulyst til at realisere tab, også selv om det kun gør tabene større. Det tyder på, at den informationsbaserede model for, hvordan aktiemarkeder virker, heller ikke har fat i den lange ende, når vi skal forklare analytikernes adfærd. Mange skelner ellers mellem professionelle investorer (altså bl.a. analytikere) og amatører, men den skelnen holder heller ikke. Der er mange eksempler på, at også analytikere udviser ”group thinking”, overdreven optimisme og for voldsom tro på egne evner, når de investerer og rådgiver. Der er brug for en grundlæggende ny forståelse af analytikeres rolle på de finansielle markeder, hvis vi skal gøre os håb om bedre at forstå finansielle kriser i fremtiden. Personligt tror jeg det vil være en god ide at indføre undervisning i grundlæggende økonomisk og finansiel viden i folkeskolen og gymnasiet, men indtil det sker, ville det være velgørende engang imellem at høre en analytiker erkende, at han eller hun ikke aner, om vi skal købe eller sælge. Det gjorde Danske Banks Morten Kongshaug i oktober sidste år, da han indrømmede, at ”vi har ikke på noget tidspunkt i de [seneste seks] måneder haft nogen ide om, at aktiemarkedet var på vej mod en katastrofe af den størrelse, vi har været vidner til.” Det var modigt, og det tager jeg hatten af for.