Kun Skatteministeriet ser, ulven kommer

Ulven kommer, ulven kommer! De fleste kender fablen om drengen, der vogter får, men keder sig og derfor råber op om, at ulven kommer. Men drengen lyver. Der er ingen ulv, og den dag den rent faktisk kommer, er folk så trætte af at blive holdt for nar, at de ikke kommer drengen til undsætning. Moralen er, at ingen tror på en løgner, selv når han fortæller sandheden.

Historien har nu fået sin egen skattepoliske version. Ikke i form af et farligt rovdyr, men i form af et ”skattehul”. Politisk er det mindst ligeså farligt, for er der noget, som kan få Christiansborg-politikerne op af stolene og ud i medierne, så er det, når Skatteministeriet råber ”skattehul”. Så det gør de i stigende grad. Også i tilfælde, hvor kun de selv kan se det påståede skattehul.

Spin af værste skuffe
Et eksempel på et skattehul, som kun er synligt set med Skatteministeriets briller, er det såkaldte Formueskattecirkulære, som blev ophævet den 5. februar 2015 med øjeblikkelig virkning. Det repræsenterede et skattehul, lød det fra Skatteministeriet. Men intet kan være mere forkert.

Det 33-årige cirkulære er cementeret i såvel lovforarbejder, ministersvar og i administrativ praksis. At den såkaldte formueskattekurs i visse sager har ført til lave værdiansættelser, har således intet med et skattehul at gøre. Tværtimod har det netop været meningen med reglerne.

At kalde en integreret og fuldt lovlig skattepraksis for et skattehul er derfor historieløst. Faktisk er det politisk spin af værste skuffe, og det efterlader indtryk af, at Skatteministeriet enten ikke kender de regler, de selv administrerer, eller også keder de sig så bravt, at de – som en skattepolitisk pendant til drengen og ulven – råber ”skattehul”, fordi det med garanti giver politisk medvind og eftertragtet medietid til deres minister.

Skattehullerne kortslutter den demokratiske proces
Skatteministeriet har ingen definition af, hvad et ”skattehul” er. Det fremgår af et ministersvar fra 2012, og det rejser et principielt problem. For når Skatteministeriet råber ”skattehul” om noget, som er cementeret i lovforarbejder, ministersvar og praksis, fører man befolkningen bag lyset og kortslutter den demokratiske proces. Er det den vej, vores lovgivningsproces skal gå?

I princippet medfører ministeriets retorik, at også avisernes 0-moms, transportfradraget, danskernes indkøb syd for grænsen og skattefradrag for renteudgifter kan defineres som skattehuller. Med Formueskattecirkulærets udnævnelse til skattehul har Skatteministeriet i hvert fald demonstreret, at stort set alle lovlige dispositioner potentielt udgør skattehuller, hvis bare der er en beskatningsknap, der kan skrues op for, så statens skatteprovenu forøges.

Men Skatteministeriets taktik kan vise sig at give bagslag. Skatteeksperter har allerede kommenteret kritisk på Skatteministeriets generøse blik for skattehuller, som ingen andre ser. Ikke kun i denne sag, men også i andre. Og også politikere har en naturlig grænse for, hvor meget de vil holdes for nar. Skatteministeriet risikerer dermed, at ingen vil tage dem alvorligt, når de fremover råber ”skattehul”, præcist som ingen tog drengen alvorligt, da ulven endelig kom.